søndag den 29. april 2018

Slacker Sunday #4: Fremtiden for Slacker Satellite

Long time, no see.
Et velkendt mantra for mange bloggere.
Det er i hvert fald noget, som jeg har formået at ytre en del i løbet af min korte bloggerkarriere, fordi tingene i lang tid ikke har været, som jeg gerne ville have det. 
Men jeg har sgu gode nyheder i dag.

Jeg kan hermed erklære mig færdiguddannet Cand.merc. Brand Management and Marketing Communication. 

Efter et alt for langt og fuldstændig ulideligt specialeforløb, er jeg endelig fucking færdig, og jeg fatter det simpelthen ikke.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men alt indeni mig gik jo i baglås, mens jeg skulle arbejde på mit speciale. På trods af, at mit emne var fantastisk spændende og min vejleder var enormt sød, så nægtede jeg simpelthen at samarbejde med mig selv.

Jeg havde en lang periode, hvor det var for hårdt at stå op, for uoverskueligt at svare, når mine venner skrev eller ringede, og for indviklet at håndtere noget som helst.
Jeg havde en anden lang periode, hvor jeg lå søvnløs hver eneste fucking nat; lige meget, hvor tidligt jeg gik i seng, hvor meget jeg afprøvede alle tips og tricks til en bedre søvn, og hvor meget jeg forsøgte at udmatte mig selv, så lå jeg og stirrede op i loftet til klokken 7 om morgenen.
Jeg har generelt bare følt mig mega ulykkelig, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville kunne færdiggøre min uddannelse, og hvis jeg ikke kunne dét, så kunne jeg jo i princippet ingenting.

Hvis universitetet havde kontaktet mig og sagt, at jeg kunne slippe for at skrive speciale mod at aflevere min førstefødte, spise 20 kilo jord, eller udvikle pizza-allergi, så havde jeg sagt ja til det tilbud uden så meget som at fucking blinke, for så forfærdeligt var det.
Desværre forhandler universitetet hverken med børne-valuta, eller allergier, så i stedet blev det til virkelig mange gange, hvor jeg overvejede at kaste håndklædet i ringen, for jeg havde udmattet mig selv med bekymringer, frustationer og søvnløse nætter.

Men på trods af utallige nedsmeltninger, så valgte jeg altså at klemme ballerne sammen, som jeg aldrig har klemt dem sammen før, mens mine forældre og Lisa sørgede for at trække mig mentalt over målstregen, og så fik jeg altså afleveret den skide opgave; 195 fucking sider.

Det bliver btw ikke bedre, når man endelig har afleveret lortet, for så kommer der jo et forsvar.
Mens jeg ventede på dét, gik jeg hele tiden og plagede mig selv med alle de ting, som jeg kunne have gjort anderledes og bedre; jeg sad sådan set bare og ventede på, at universitetet skrev til mig, at der ikke var grund til, at jeg dukkede op. Da jeg læste min opgave igennem et par timer inden jeg skulle aflevere, der hvor jeg ikke havde sovet i over 24 timer, og jeg havde kastet op hele natten af ren nervøsitet, der følte jeg virkelig, at intet af det jeg havde skrevet gav mening, at det var 195 sider uforstående vrøvl.

Og selv da jeg modtog datoen for mit forsvar, nægtede jeg stadig at tro på, at det måske nok kunne lykkes alligevel. Jeg fortalte ingen, udover mine forældre og Lisa, at jeg skulle op. Jeg gav sågar mine forældre en forkert dato, fordi jeg var så sikker på, at jeg havde brug for at bearbejde de triste nyheder i fred, og jeg blev ved med at rette Lisa, når hun sagde "når du består" til "hvis jeg består". Det her var mit sidste forsøg, for jeg havde allerede erklæret, at jeg ikke havde lyst til at udsætte mig selv for flere udsættelser.

Lisa var der, da jeg kom ud fra eksamenslokalet. Jeg var ærlig talt ikke meget for, at hun muligvis skulle se mig fejle, men det er samtidig også 100% til hendes fortjeneste, at jeg fik skrevet og afleveret opgaven, så hun blev jo nødt til at være der - og da jeg kom ud og fortalte hende, at jeg ikke alene havde bestået, men det faktisk også var gået bedre end forventet, så var det virkelig rart, at have et par arme at græde i.

For jeg græd sgu. Jeg græd af glæde, jeg græd af lettelse, og jeg græd for alle de gange jeg havde grædt i løbet af forløbet, fordi jeg følte det overhovedet ikke var smerten værd, når det alligevel aldrig ville lykkes... Men somehow så gjorde det fandme alligevel.

Og hvad så nu?
Ja foruden, at jeg jo skal finde mig et job, hvilket jeg faktisk glæder mig rigtig meget til, så er alt fuldstændig forandret. Jeg er konverteret til fucking a-menneske. Jeg ved simpelthen ikke hvordan det er sket. Men hvor jeg førhen vågnede efter klokken 12 og følte, at jeg kunne sove i uge endnu, så vågner jeg nu af mig selv mellem 4 og 6, og skal faktisk tvinge mig selv til at falde i søvn igen, fordi jeg synes det er lidt for tidligt; så jeg er oppe mellem 8 og 9 hver dag, hvilket er meget atypisk mig.

Jeg føler mig samtidig også enormt klar i hovedet, for, for første gang i næsten 6 år, er jeg ikke bagud med noget; der er intet jeg mangler at lave, så der er ikke længere de der bekymringer, der konstant ligger og rumsterer rundt i baghovedet og langsomt dræner en for energi.
Og jeg føler endelig, at jeg har overskud; overskud til at lave alle de ting, som jeg har undgået de sidste mange måneder... Som for eksempel bloggen.

Jeg er SÅ klar til at være back in business! Jeg har 6(!) indlæg, der ligger og venter på jer, jeg har SÅ mange albums og sange, som jeg glæder mig til at lytte til og sætte ord på, og SÅ mange jokes, der skal ud nu, hvor livet endelig er lidt sjovt igen.

Så tak for tålmodigheden. Now it's time to rock and roll. 
Det kan man vel stadig, selvom man nu er akademiker.

9 kommentarer:

  1. Årh, mand. Nu var jeg jo lige ved at græde igen!

    SvarSlet
  2. Tillykke :) Hvor er det dejligt at det gik godt trods alt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :D
      Ja for fanden. Kæmpe lettelse, at det endelig er overstået og jeg kan komme videre.

      Slet
  3. Stort tillykke! Hvor kan jeg dog genkende det der med, at der endelig bliver ro inde i hovedet efter så mange år med følelsen af altid at være bagud. Mega optur! Nyd det ��

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Og ja, det er åndssvagt rart og helt mærkeligt, at jeg slet ikke behøver gå rundt og tænke på det konstant længere.

      Slet
  4. Du er for sej! Kæmpe tillykke! Hvornår skal du have din gave? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig gør du det. Du er jo amazing <3

      Slet