søndag den 4. marts 2018

Slacker Sunday #3

Februar er overstået og jeg skal forhåbentlig ikke se flere billeder af fastelavnsboller på Instagram lige foreløbig. 

Det var ellers ret kritisk et kort øjeblik, hvor mit feed var blevet invaderet af så meget bagværk, jeg nærmest kunne mærke kalorierne komme snigende gennem skærmen. Af en person, der ikke spiser fastelavnsboller (ja, jeg er super kræsen, når det kommer til kage, men heldigvis har jeg godt kunne finde ud af at blive tyk alligevel, så no worries), er jeg alligevel blevet eksponeret overdrevet meget for den cremefyldte bolle. Det var lige før, at jeg følte det var en slags passiv-aggressiv gruppepres, og jeg var vitterligt 2 sekunder fra at skrige: "FINT, SÅ SPISER JEG EN FUCKING FASTELAVNSBOLLE!". Men vanviddet stoppede heldigvis inden jeg kunne nå at knække, og jeg kan nu ånde lettet op, for det er endelig marts, og fastelavnsboller er midlertidigt blevet fjernet fra alle bloggeres madpyramider og derved også mit Instagram feed. THANK GOD.

Men udover bagværks-spam, så er her noget af det, som jeg har oplevet siden sidst...


Let's go to the movies!

Jeg var med Lisa i biografen for at se Black Panther og den var super awesome! Fantastisk soundtrack, interessant kulturelt perspektiv og masser af bad ass kvinder. Udover enkelte plot-huller, manglende forklaringer og det faktum, at den vigtigste person i filmen, Black Panther, faktisk var den mindst interessante af alle karaktererne, så er det helt sikkert en film, som jeg kommer til at se igen.

Melodi Grand Prix på budget...

Så var det jo også i februar, at Melodi Grand Prix rullede henover skærmen, og jeg ville virkelig gerne have skrevet noget om det, som jeg gjorde sidste år, men altså hold kæft det var en skrabet fest. Jeg mener... der er fandme mere glitter involveret i mine selskaber, selvom jeg er på fucking SU, og jeg har altså modtaget snaps fra kommune-fester, hvor der var mere gang i den. "Juryrummet" som sidste år fandt sted i et kosteskab, var nu skiftet ud med billige klapstole på forreste række. Ja, der var fandme ikke engang råd til at få børnene til at komme ind og synge deres autotune-inficeret fællessang.

Det føltes ærlig talt mest som at være tvangsindlagt til verdens mindst relevante historietime (og så på en fucking lørdag), med uendelige mængder flashbacks, der lige skulle minde os om alle de andre ulidelige Melodi Grand Prix sange, der jo også har været med. Altså bortset fra sidste års vinder, som de gjorde en imponerende ihærdig indsats for absolut ikke at nævne. For Anja klarede det jo ikke særlig godt, så hele hendes Melodi Grand Prix deltagelse er gået op i røg.. og skam... og foragt. Og mon ikke også hendes pas på mystisk vis kun siger Australien nu. Det skulle ikke undre mig, hvis DR har den slags magt.

Så i år rocker vi den full on ananas i egen juice og sender en fucking viking afsted, for så desperate er vi åbenbart blevet. Det er ikke en vindersang (jeg synes i hvert fald det er den kedeligste sang nogensinde), men vi vil bare så gerne blive husket, bare en lille smule, om det så betyder, at vi bliver nødt til at slæbe et fucking vikingeskib med op på scenen. Whatever it takes! Altså så længe vi ikke rigtig vinder, for budgettet er tydeligvis stadig ret stramt.

Freaky Friday

Så havde jeg en fuldstændig fabulous fredag med Rikke, der egentlig startede som en "hey, skal vi ikke lige spise frokost sammen", og endte med, at jeg først kom hjem engang om natten. Vi spiste på Burger Anarchy og jeg gjorde noget, som jeg normalt ikke gør... Jeg prøvede noget nyt, og lærte derfor, at jeg virkelig, virkelig ikke kan lide lam. Men nu ved jeg det i det mindste! Og heldigvis spiste jeg også andre dyr, så jeg gik ikke sulten derfra.

Vi så også X-Factor, som der hjemme hos Rikke foregår under ultra skarpe såkaldte demokratiske beslutninger om hvem der skal stemmes på, og hvem der ikke skal stemmes på. Man SKAL blive enige, for Mads og Rikke er nu sammensmeltet så meget til én person, at de kun stemmer fra én telefon, men hvis man så alligevel ikke kan blive enige (hvilket skete i fredags, hvor Mads og jeg ikke gav en fuck for ham håndværkeren) så er det alligevel altid Rikke, der tager den endegyldige beslutning. Det er faktisk et utroligt nemt system.

Vi drak drinks, både dem som man kender og dem som nok aldrig slår igennem (Gin Hass Mokaï), og vi snakkede og sang med på the Greatest Showman soundtrack og alt godt fra pop-rock playlisten. Det var en helt perfekt fredag.

How to Tinder

Nå ja, så skete der jo også det, at jeg skrev et meget sofistikeret tweet om, at mit Tindermatch havde tilføjet mig på Snapchat, men at jeg umiddelbart ikke kunne sende et billede af mig selv, fordi jeg det meste af tiden ligner en hjemløs. Dette blev ikke alene forvekslet med et relativt dybt selvrealiseringsspørgsmål omkring selvtillid og selvværd (guys, jeg skriver altså bare dumme jokes på internettet. Please lad være med at analysere noget som helst af det jeg skriver... Har slet ikke lyst til at kende konklusionen på dét), men mit Tindermatch begyndte fandme at følge mig, og har derved også med 100% sandsynlighed set mit tweet om ham, og muligvis nogle af de 7000+ andre tweets, som jeg har skrevet (dog ikke om ham).

Jeg nåede jo helt panisk at tænke "fuck, håber ikke, at jeg har skrevet noget dumt", men kom så i tanke om, at jeg jo udelukkende skriver dumme ting, og nu ville han sikkert blive skræmt og derfor aldrig nogensinde lære, hvilken elegant og stilfuld person jeg jo i virkeligheden er.

Gudskelov besidder jeg jo alverdens charme (det har I sikkert alle sammen lagt mærke til), og det viser sig, at dét sagtens kan udligne et par tusinde retarderede tweets. Jeg er derudover også ret sikker på, at det er lykkedes mig at overbevise ham om, at jeg altså ikke er rigtig hjemløs. Lige meget, hvad rygtet siger. Så alt er godt for nu!

Mand, jeg håber virkelig ikke, at han læser det her...


Men jeg har trods alt ikke været lige så uheldig som sidst, men det hænger nok også sammen med, at februar generelt bare har været pisse fucking kold, og jeg har opholdt mig ekstra meget indendørs, så det har trods alt været begrænset, hvor meget der kan gå galt.

Nu glæder jeg mig bare virkelig meget til at foråret får fingeren ud. Ikke mere sne. Det er marts for fanden.

Slacker Satellite anbefaler


The Plot In You - ONE LAST TIME
I forbindelse med et andet indlæg, som jeg arbejder på, faldt jeg tilfældigt over denne sang, og den er freaking awesome. Det er af en elegant blanding af Bring Me the Horizon og 30 Seconds to Mars.

When We First Met på Netflix
Romantisk komedie (med et twist). Jeg har allerede set den 2 gange. I have no chill.

Cobus (han sad bag trommerne på Busted's Pig Can Fly tour) har lavet dette cover af 30 Seconds To Mars' Closer To the Edge. Dette er en gammel video, men den holder fandme stadig!

1 kommentar: