torsdag den 1. februar 2018

Fall Out Boy - MANIA (album)

Fall Out Boy har i den grad bevist, de i hvert fald ikke er bange for at eksperimentere med deres lyd. Deres syvende album, MANIA (2018), er miles away fra pop-punk lyden, som de væltede frem med på deres debut album, Take This To Your Grave (2003) og min yndlings Fall Out Boy sang, Sugar We Are Going Down (2006).

Men MANIA (2018) er altså ikke et diskret stilistisk skift hen imod noget nyt, i et forsøg på at være lidt med på moden. Nej, MANIA er i stedet en omgang udefinerbar rod af lydeffekter og gentagende sangtekster, og udover Stumps meget genkendelige vokal (når han ellers kan få lov til at lyde som sig selv), så er der ikke mange spor tilbage fra det "gamle" Fall Out Boy. 

35 minutter vil jeg kalde en relativ kort album længde, men i Fall Out Boys tilfælde, føles det faktisk en anelse for langt. Når man først har hørt de samme sætninger sunget igen og igen og igen og igen, og forsøgt at finde hoved og hale i lyde, der giver flere associationer til et virkelig dårligt syretrip, i stedet for musik, så vil man egentlig bare gerne have det overstået hurtigst muligt.


Den første single, Young and Menace, som er en kombination af rock og EDM (på ecstasy), har jeg haft svært ved at sluge fra begyndelsen. Fra Britney Spears referencen "oops, I did it again", til det fuldstændig forfærdelige omkvæd, hvor Stumps vokal, som er overdynget med stemmeforandrer, skifter mellem Askepot mus og dæmon, synger ordene "young and menace" i en uendelighed, til jeg er ved at kaste fucking op. 

Så er der HOLD ME TIGHT OR DON'T, hvor meget af sangen består af na na na na na na (beklager gutter, det er kun Blink, der kan slippe afsted med den) og Stumps vokal lyder irriterende anstrengt gennem hele sangen. Det er dog ingenting i forhold til sangen, Wilson (Expensive Mistakes), hvor det faktisk nærmest lyder som om, at han synger decideret falsk. Og hvordan fuck de har fået Patrick Stump til at lyde som om han ikke kan synge, er mig en gåde.


Når vi rammer de sidste sange på albummet, bliver vi smidt igennem en blanding poppet kirkemusik, blues og elektronisk reggae, bare lige for at være sikker på, at alle når at blive rigtig rundtossede.

Hvis jeg skal sige noget positivt, så kan jeg virkelig godt lide nummeret The Last Of The Real Ones (som også findes på min top 30 sange fra 2017), og det er nok også det tætteste vi kommer på at få et strejf af Fall Out Boy, som vi husker dem.

Det der giver mest mening på dette album, er faktisk navet MANIA, for det her album er i sandhed utilregnelig, men ikke på den måde, hvor man bliver positiv overrasket, hver gang en ny sang begynder, men nærmere på den måde, hvor intet længere giver mening, eller er behageligt for ørerne. MANIA (2018) er all over the place, overproduceret, underligt og rodet.

De kunne sagtens have dyppet foden i noget mere eksperimenterende end klassisk pop-punk, men de valgte i stedet at dykke, head first, direkte ned i kaosset med en forhåbning om, at de nok ikke ville drukne. But they did.
Der er intet i dette scenarie, der føles gennemtænkt. Det hele er for meget og man aner ikke, hvilke af de 5 milliarder lyde hver sang indeholder, man skal fokusere på. Det er næsten helt opslidende at komme igennem albummet, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke behøver lytte til det mere.

Toppen af poppen: The Last Of The Real Ones
It's a no from me: Resterende 9 sange.

Fall Out Boy er til dig, der godt kan lide: Imagine Dragons - All Time Low - Thirty Seconds To Mars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar