søndag den 7. januar 2018

2017: It's a wrap

For mange er nytåret et symbol på et nyt kapitel; en frisk start, styret af forsætter, der helst skal sørge for, at man dette år - endelig - kan blive en bedre version af sig selv.

Man vil gerne tabe sig, eller eventuelt blive højere, så kiloerne fordeler sig bedre (jeg tror fx virkelig det ville pynte, hvis jeg bare lige voksede en lille meter i 2018). Man vil gerne rejse, læse bøger (dem man bliver klogere af og ikke kun IKEA kataloget), spise sundt, eller i hvert fald bare spise normalt (grillkylling via drop hører åbenbart ikke under denne kategori), få styr på sin hudpleje rutine i stedet for at fjerne makeup med sin hovedpude. På mystisk vis gro sundt og glansfuldt hår, men helst uden større indsats, for man er trods alt stadig en slacker, holde kontakten ved lige med de personer, som man faktisk giver en fuck for (det kan heldigvis tælles på én hånd, så minimal arbejdsindsats dér. Win) og måske, bare lige de næste 365 dage, undgå at tage sit fucking tøj på, på vrangen. Det kan vel for fanden ikke være så svært.

Så står man der, klokken lidt i midnat nytårsaften, og tygger lidt på det foregående år, der flyver forbi ens øjne, som et trafikuheld man egentlig ikke har lyst til at være vidne til, men som man alligevel ikke kan lade være med at stirre forskrækket på, og man tænker for sig selv - eller råber højlydt (alt efter, hvor meget man virkelig tror på det) - TIL NÆSTE ÅR FÅR JEG STYR PÅ ALT MIT FUCKING LORT.

Okay, to be fair, mit 2017 trafikuheld var ikke all bad. Mellem lugten af brændt gummi og brækkede knogler, var der faktisk øjeblikke, hvor jeg ikke sagde av.

Jeg startede for eksempel året ud med at tage til Sverige for at se Green Day, hvilket har været en drøm lige siden mit ungdomsværelse blev dekoreret med Green Day plakater og jeg fandt en kæreste, som min mor og jeg dengang var enige om sagtens kunne ligne en meget ung Billie Joe Armstrong, alene baseret på det grundlag, at de begge havde sort hår og gik med eyeliner.


Jeg startede i praktik på spillestedet Gimle, hvor jeg fik lov til at rode med PR og markedsføring, og det hele kulminerede med en tur til Roskilde Festival, hvor jeg, som fluen på væggen, chokeret iagttog den danske festivalskultur. Jeg brokkede mig over fællesbade og mødte Even fra SKAM.

Så lavede jeg enormt konstruktive (lol) vurderinger af vores hitliste musik, Melodi Grand Prix og Eurovisionog kunne konkludere, at det hele var lort.

Det var også året, hvor jeg deltog i Copenhagen Comics, stod 1 meter fra Keld og Hilda til Roskilde Handi Festival (og erkendte, at min rock and roll tilværelse havde peaket), slog lejr i ODEON, hvor jeg både så Carpark North, Gaffaprisen og Melanie C, og så endte jeg spontant i Amager Bio til en Arcturus koncert.


Jeg fandt også ud af, at bare fordi man synes, at Ed Sheeran skal stikke sine Nicholas Sparks kærlighedssange langt op i røven, så kan man altså stadig godt nyde det meste af hans koncert.

Så legede jeg igen Rita Rivejern på Mediemuseet til Harry Potter Festival, hvor jeg skulle skrive artikler med meget unge troldmænd og hekse, og jeg - ikke særlig pædagogisk - kom til at sige "fuck", hver gang en fjerpen drillede. How Muggle of me.

Jeg var til Tinderbox Band Battle på Studenterhuset, kiggede forbi til en enkelt torsdags koncert i Kongens Have, deltog i SPOT Festival, Grøn Koncert og befandt mig 2 gange på Kansas City, først til en svedig (bogstavelig talt) Red Warszawa koncert og derefter en fantastisk koncert med Teenage Love, som jeg snakkede ivrigt om længe efter.

Jeg var derudover også til Tinderbox Festival, hvor alle kvinder, ligegyldig alder, skreg som piskede grise over fucking Thomas Helmig og vi lærte, at det der glimmer man får i ansigtet, bliver sat fast med glidecreme.



Som prikken over i'et blev jeg af Fynske Influencers inviteret i Odense Symfoniorkester, for at overvære en fantastisk julekoncert, og inden de nåede at fortryde min invitation, deltog jeg i endnu et fantastisk event på Molotov, hvor vi fik drinks (og lidt flere drinks), og jeg endte en hyggelig aften med at have lidt (meget) besvær med at komme ud af overtøjet.
3 timer - og rigtig mange mærkelige og lettere filosofiske Snapchat videoer, hvor jeg snakker om døden og pelsjakker - senere, fik jeg da den skide jakke af.
Jeg har aldrig været så nervøs for at kigge på min telefon næste morgen...


2017 var også året, hvor jeg blev 24 år, jeg flyttede ind i en mega lækker lejlighed, holdt en indflytterfest, hvor intet blev ødelagt (fordi mine venner er fucking gode til at holde øje med mig). Jeg tog mine søskende med i BonBon-Land, jeg fik mit kursusbevis i Innovative Music Management og jeg festede med campingfolket i Sorø, da min farbror havde fødselsdag (og faldt i søvn på et stykke pizza). Jeg snakkede om min fremtid, og jeg brugte sommeraftener på at drikke vin indtil solen gik ned... og stod op igen.

Jeg lagde "kun" 59 billeder på Instagram, fordi jeg er virkelig dårlig til at huske at tage de der pæne billeder, der hører til der. Spørgsmålet er, om jeg overhovedet må have en profil, når nu jeg intet Royal Copenhagen ejer? Glemte at læse det med småt.

Til gengæld har jeg nok skrevet 500+ tweets, for at dokumentere mit utrolige spændende liv og jeg bliver nu fulgt af både Birkerød Torvedage, Birkerød Kulturnat, Ny Musik i Birkerød og Birkerød Byforum. Der er altså folk i Birkerød, der virkelig har fået øjnene op for mit kvalitetsindhold og det er dejligt med noget anerkendelse. Specielt når nu Birkerød altid har været min målgruppe.

Så har jeg lyttet til 30.398 minutter musik på Spotify alene, anmeldt 21 albums, været i biografen 10 gange (og kun en enkelt gang sat mig på et biografsæde vådt af tis. Den må by the way godt komme ned på 0 i 2018) og så har jeg vel spist omkring 300 pizzaer. Give or take.



Så det burde da have været et ret awesome år, ikke?
Jo, det er rigtigt. Det burde det.
Men jeg har følt mig mere forslået end nogensinde før.

Dette nytår havde jeg ikke lagt en velovervejet strategi for, hvordan mit liv skal udfolde sig i 2018, for det er noget jeg i forvejen har gjort igen og igen og igen, alle de gange jeg har ligget søvnløs i 2017.

Hver eneste nat beslutter jeg mig for, at i morgen bliver det bedre.

Jeg bliver bedre.

Ikke flere trafikuheld.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg dette år ikke været i stand til at nyde det jeg burde, og jeg har ikke bearbejde det jeg skulle. Det meste af året har jeg følt, at jeg været på flugt fra virkeligheden; besvaret alle seriøse spørgsmål med et skuldertræk, et grynt, eller en dum joke, i håb om, at spørgsmålet hurtigt ville forsvinde igen.

Jeg har været enormt sur, fordi jeg bliver ved med at spærre ben for mig selv. Jeg har været fortvivlet, opgivende og bange. Jeg har følt, at jeg har været en dårlig studerende, dårlig blogger, dårlig ven, dårlig søster og en dårlig datter.

Jeg har mistet 2 familiemedlemmer. Jeg har været mere ked af det end nogensinde før. Jeg har været bitter. Jeg har ikke haft det særlig godt.
Og værst af alt, så har jeg nægtet at snakke om det.

Men som en meget klog person (min mor) har sagt til mig, så bliver man sgu nødt til at tale om tingene, hvis det nogensinde skal blive bedre. Og min mor har altid ret.


På mit køleskab står der "Everybody needs a superhero" (ja, der står også, at jeg ikke må spise bacon og drikke cremelikør hver dag, for det har jeg åbenbart svært ved at huske), og jeg vil meget gerne bruge dette til at minde mig selv om, at det altså er okay, at have brug for andre. Det er okay, at sige, at man er ked af det. Og det er okay at tale om det, også selvom det ikke altid er rare ting man ligger inde med.

Det er en af de ting, som jeg gerne vil blive bedre til i år. Faktisk den eneste ting. At tale om det.

Jeg håber at 2018 bliver fyldt med ligeså mange fantastiske oplevelser som 2017, men at jeg denne gang vil kunne nyde dem meget mere. Jeg håber på færre tårer og søvnløse nætter, og i stedet vil jeg gerne smide mine penge på mere latter og flere succeshistorier. Jeg vil gerne tale om både de gode og dårlige ting. Og i stedet for bare at krølle mig sammen og blive sur på mig selv, når jeg føler, at jeg er ved at drukne, så vil jeg bede om hjælp. For det er okay.

Godt nytår.
Let's do this shit.

5 kommentarer:

  1. Skønt indlæg og hvor er det fedt at følge din udvikling. Jeg ved godt du selv synes, du har svært ved at snakke om de svære ting, men jeg vil alligevel gerne sige dig tak, for at du har åbnet dig lidt op for mig. Jeg er sikker på du nok skal fortælle mig mere og blive bedre til at snakke om tingene med tiden. Gi dig god tid og jeg er klar til at lytte, når du føler, det er tid til at fortælle mig mere. Jeg har tit tænkt på om jeg skulle spørge, lidt mere ind til, hvad det præcis er som gør det hele lidt svært, men jeg ved også at du nok selv skal fortælle mig det, når du føler dig klar. Husker det ret tydeligt fra mig selv da jeg blev syg. Jeg ville rigtig gerne fortælle folk om de svære ting, men vidste de nok ikke ville forstå det, for det gjorde jeg ikke engang selv.

    Jeg håber du får et dejligt år også selv om, det hele er lidt svært. Nogen gange lære man så ufattelig meget om sig selv og om livet, ved at gå sådan noget igennem.. Glæder mig også til flere hyggeligt stunder med dig. Husk nu at du er god nok som du er og faktisk ret nice til de her personlige indlæg... selv om jeg savner at du til tider er lidt sødere ved dig selv.. for jeg synes faktisk du er ret sej og mega god til at lave dokumentar. Kan mærke 2018 bliver et fantastisk år og så kan det vidst ikke være anderledes.. Bum.. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg vil gerne sige tak, fordi du altid lytter og altid, altid spørger, hvordan jeg har det <3

      Jeg glæder mig til mange gode øjeblikke med dig i 2018.

      Slet
  2. Jeg håber at dit 2018 bliver bedre, og at du får dig selv med hele vejen. Jeg slæber i hvert fald gerne din mås, hvis det skal være <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget betryggende at vide du i der, i tilfældet af at det hele brænder på igen. TAK <3

      Slet
  3. Jeg håber du har fået en god start på det nye år :)
    Jeg kender udmærket det med at det kan være noget nært umuligt at snakke om de svære ting - men jeg tror nu alligevel det er vejen frem, så jeg syntes det er et rigtig godt mål du har sat dig for det nye år ^_^ Jeg er sikker på at du nok skal nå det, omend det nok (som alt nyt) tager tid.
    Held og lykke med at nå dine mål i 2018 <3

    Simone
    Microcut.dk

    SvarSlet