tirsdag den 15. august 2017

Kesha - Rainbow (album)

Det her bliver det sidste indlæg, der udkommer i august, da jeg skal fokusere på at færdiggøre min uddannelse, men jeg vender stærkt tilbage engang i september!

Kesha rejser sig fra asken, som en regnbuefarvet og juvelbeklædt føniks - og beviser med albummet Rainbow (2017), at hun er alt andet end en generisk pop-artist. Hun er en motherfucking kunstner. 

Jeg har aldrig (før) været kæmpe Kesha fan. Hun har tidligere lavet et par sange, som jeg har været i stand til at tolerere, men jeg kan for eksempel ikke holde ud at lytte hele hendes Warrior (2012) album igennem, da hendes monotome toneleje irriterer min øregang grænseløst og mange af hendes tekster har været fuldstændig intetsigende for mig... Indtil nu.

Ligesom Lady Gaga og Miley Cyrus, har Kesha pensioneret partygirl attituden. Væk er den forfærdelige autotune og ambitioner om kun at lave clubhits - og tilbage er en helt reel og nøgen Kesha, der blotter alle sine følelser for omverdenen og bruger sine traumatiske oplevelser til at kreere et af de bedste albums, der er udkommet i 2017. 

Rainbow (2017) starter ud med den akustiske sang, Bastard, der præsenterer hele essensen og budskabet med albummet. Kesha har tydeligvis noget på hjertet og en masse hun gerne vil bevise. Hun gider ikke længere give en fuck for dem, der alligevel bare behandler hende som lort. Hun vil gerne reflektere over de tæsk hun har fået, tilgive and move the fuck on.

Been underestimated my entire life
I know people gonna talk shit, and darling, that's fine
But they won't break my spirit, I won't let ’em win
I’ll just keep on living, keep on living, oh
The way I wanna live


Kesha formår at præsentere vildt personlige og dybe budskaber med så meget følelse og overbevisning, at vi decideret kan mærke hendes smerte og hvordan hun heler undervejs.
Vi har jo alle vores indre dæmoner, men Kesha kommer stormende med inspiration, håb og lover os, at der altid er lys for enden af tunnellen. Rainbow (2017) er en kærlighedserklæring til Kesha selv og det er en opløftende oplevelse for alle os andre. 

Kesha bevæger sig rundt i genrelandskabet, som et barn løs i en slikbutik, men ligesom Harry Styles, får hun det til at fungere. Kesha vil gerne lave rock (Let 'em Talk og Boogie Feet), og egentlig også country (Hunt You Down og Old Flames) og en gang imellem vil hun også bare gerne lave en klassisk Kesha sang, som fx Boots, der lyder som light versionen af Timber. Rainbow (2017) er en ren rutsjebanetur af overraskelse på overraskelse, fordi man aldrig nogensinde havde troet, at Kesha var i stand til dét her. 

Alle mine tvivl om Keshas musikalske talent blev gjort fuldstændig til skamme med sangen Praying, hvor Kesha præsenterer en vokal range, der placerer hende sammen med eliten af sangerinder vi har i dag og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man tidligere har druknet hende i autotune og irriterende elektroniske beats.


Selvom Kesha bruger meget energi på at krænge sit hjerte ud og næsten vender sig selv på vrangen, for vores skyld, så er der stadig plads til sange som Godzilla og Spaceship, der bare er fucking mærkelige og på sin vis passer de slet ikke ind. Men fordi det er Kesha, der ærlig talt virker totalt utilregnelig, så giver det alligevel mening, og et album der i teorien burde være noget værre rod, samler sig så fint og bliver til det, som jeg vil kalde et værk.

Det er ikke ofte, at jeg giver 5 slices; sidst det skete var engang i januar. Men fra første lyt til Rainbow (2017) var jeg slet ikke i tvivl. Jeg er virkelig ked af alle de forfærdelige ting Kesha har været igennem, for hun synger som en, der virkelig har haft ramt bunden, men til gengæld står stærkere nu, end nogensinde før. Det her er det bedste, der nogensinde er sket for hendes karriere og hun fortjener en fucking Grammy for det her album.

Top 3 bedste: Let 'em talk - Woman - Learn to let go
Top 3 værste: N/a

Kesha er til dig, der godt kan lide: Miley Cyrus - Lady Gaga - Katy Perry

Ingen kommentarer:

Send en kommentar