søndag den 6. august 2017

En tilfældig dag på Roskilde Festival 2017 - Del 2.

Husk for Guds skyld at læse del 1 her, ellers giver intet mening.


Jeg ender ved Dream City, hvor jeg vælter direkte ind i en stor gruppe mennesker og den mærkeligste talentkonkurrence jeg nogensinde har oplevet.

En dude klædt ud som juletræ går på scenen, smider bukserne og spiller et ukendt nummer på blokfløjte. Under solbriller og bøllehat kan folk heldigvis ikke se, hvordan mine bryn nærmest mødes på midten af ren og skær forvirring, alt imens de andre tilskuere, helt ukritisk, tildeler juletræet et kæmpe bifald.

Som talentkonkurrencen skrider fremad, bliver tilskuerne omkring mig ved med at trække deres bukser ned, når nye folk indtager scenen. Ja, det er åbenbart en ting her på pladsen og så genialt som det da helt sikkert er, så jeg har fandme allerede stået alt for længe i bar røv foran de stakkels kvinder i fællesbadet og jeg beholder derfor pænt mine bukser på, mens freakshowet fortsætter.

Jeg ser både freestyle rap, nøgne mænd der snaver og en enkelt person, der kan synge "se min lille kattekilling" baglæns og mine bifald havde sikkert indeholdt mere entusiasme, hvis jeg nu havde drukket lige så mange fucking øl, som alle de andre - men i stedet har jeg indtaget rollen som Blachman i dette underlige scenarie og vurderer, at det sgu nok ikke var det bedste blokfløjtespil jeg nogensinde har hørt.


Jeg fortsætter min vandring, for jeg vil gerne se en koncert med A Day To Remember og jeg glæder mig til at høre noget andet end fucking Despacito og amatør blokfløjtespil.
Koncerten er en såkaldt "high energy concert" og som folk omkring mig begynder at blive løftet op og hevet rundt, holder jeg stædig fast i hegnet. Ikke så meget for min skyld, men mere for den stakkels person, der i et uklart øjeblik måske regner med, at han sagtens kan løfte mig. Det ved jeg, at han ikke kan.

Vi ved jo alle sammen godt, at jeg er mest lykkelig til koncerter og mit hjerte er lige ved at eksplodere, da de spiller If It Means a Lot To You. Som jeg står der forrest og klamrer mig til hegnet, mens jeg ivrigt synger med, ser forsangeren da også mit glade troldeansigt og nikker godkendende til mig. Ja, det var enten dét nikket betød, eller "security, remove that thing!". We will never know, for de fangede mig sgu aldrig.

Efter koncerten vader jeg tilbage camping område C, da min vagt skal til at starte. Ja, jeg er faktisk på festivalen af en grund og ikke bare for at brokke mig.
Min primære opgave går ud på at passe telefonen og krydse de frivillige af, når de møder ind. De resterende timer bruger jeg på at lave en milliard kander kaffe og muligvis iføre mig en servicevagt-vest, for så vil folk pludselig helt vildt gerne snakke med mig. Ja, normalt løber de skrigende væk, men en fræk orange vest ændrer åbenbart alt.

Even fra SKAM (JA, I KNOW!) dukker pludselig op og forstyrrer mig midt i min kaffebrygning, for han vil gerne have hjælp til at finde en taxa. Jeg hører i hvert fald ordet "taxa" mellem en masse norsk vrøvl, og mens jeg lader som om, at jeg faktisk ved, hvor fanden man finder en taxa, kæmper jeg mod trangen til bare at råbe "ER DU IKKE HAM DER FRA SKAM?!" - men jeg er jo på arbejde for helvede og må derfor være professionel. Jeg nøjes med "du skal SKAM bare følge vejen til venstre". Det udløser ingen reaktion. Måske er det slet ikke ham??? Ved nærmere eftertanke er det måske slet ikke til venstre??!*

*Jeg stalkede ham efterfølgende på Instagram og det var totalt meget ham. Og jeg kan også se, at han har fundet tilbage til Norge igen, så ingen panik.

Da min vagt er slut ender jeg i medarbejderbaren, hvor jeg, efter en drink eller ti, forvilder mig ud på en jagt efter den første og bedste kæmpe-højtaler og dens ejermand. Jeg udser mig et tilfældigt offer og plager ham om at spille Year 3000 med Busted, aka min go-to rutine når jeg er fuld. Jeg har hængt over samtlige DJ pulte i byen, i et desperat forsøg på at få dem til at spille en sang, som kun jeg vil høre, og jeg er altså ikke blevet klogere af at være på Roskilde Festival.

Jeg er tydeligvis fucking irriterende, for den her gang får jeg sgu min vilje. Jeg danser rundt til Year 3000, mens jeg råber og skriger, at Busted følger mig på Twitter og kaster Slacker Satellite visitkort efter alle forbipasserende. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke får tæsk.

Da min Busted-fest (til alles lettelse) slutter, tager jeg slalom turen hjemad. Det er mørkt, så jeg ved ikke helt om det er en teltbardun, eller et par ultra tynde ben der tackler mig, men jeg kommer hurtigt op at stå igen og skynder mig videre.

Jeg bruger 15 minutter på at pølse rundt inde i mit mikro-telt i et forsøg på at få mine bukser af uden at ramme indersiden eller bunden af teltet, da alt selvfølgelig er fucking vådt. Jeg ligger forpustet og svedig med bukserne nede om anklerne og må erkende, at det er en umulig opgave. Hvorfor går jeg også i så stramme bukser?!

Min telefon fortæller mig, at jeg er gået ca. 21 km i løbet af dagen og jeg er træt. Jeg er hverken vant til at gå så meget eller blive eksponeret for disse vanvittige mængder frisk luft. Jeg spiste derudover også et stykke frugt til morgenmad. Det er fuldstændig uhørt, hvad jeg har udsat mig selv for.

Jeg falder i søvn til lyden af fremmede menneskers snorken og vågner næste dag, fordi pige-campen overfor diskuterer højlydt, hvem der har drukket den sidste fucking juice.

Det er sikkert Julie...

Følg mig på Snapchat: kffrandsen

Min tilfældige dag på Roskilde Festival er en hybrid af flere dage, så ja, tidslinjen passer ikke. Men jeg ville hellere fortælle om de spændende ting og springe de øjeblikke over, hvor jeg bare lå i fosterstilling i teltet og drømte om ikke at skulle stå i kø hver gang jeg skulle have helt basale behov opfyldt, som fx at komme på toilettet eller få mad.

Roskilde Festival er hårdt, meget specielt og grænseoverskridende. Men jeg kunne nu godt finde på at komme tilbage en anden gang. Måske ikke lige til næste år (kommer stærkt an på hvem der er på plakaten), men en eller anden dag står jeg der nok igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar