torsdag den 27. juli 2017

Lana Del Rey - Lust For Life (album)

Lana Del Rey er ekstremt god til én ting og det er at være Lana Del Rey
Det gør hun til gengæld også exceptionelt godt. 

Man er aldrig nogensinde i tvivl om man lytter til en Lana Del Ray sang. Fra første ord, der forlader hendes mund på denne dovne og melankolske måde, som kun Lana Del Rey kan gøre det, ved man straks, at det er hende. 

På hendes nyeste album, Lust for Life (2017), afviger hun overhovedet ikke fra sin velkende formular, der ofte kategoriseres som indie pop og sadcore. Smid nogle hiphop beats ind og bland det med noget visuel inspiration fra 50'erne og 60'erne og man har en klassisk Lana Del Rey cocktail.

Siden hendes første albums er hun kun blevet mere stilsikker i både sin musik og karakter, og når man kigger på Lana Del Rey i 2017, så er der altså ingen slinger i valsen. Men det kan selvfølgelig også være farligt altid kun at bevæge sig rundt i sin egen lille kasse. Jeg fandt fx hendes tredje album, Ultraviolence (2014), en anelse kedeligt, fordi der ingen chancer blev taget.

Og hvis man ikke er kæmpe Lana Del Rey fan, så er der stadig fare for, at man synes hendes femte album, Lust for Life (2017), også er en kedelig affære. Tempoet bliver nemlig ret hurtigt sat ved første nummer, Love, og fortsætter præcis på samme måde de resterende 72(!) minutter albummet varer.


Men modsat tidligere albums, er der på Lust for Life (2017) rigtig mange numre featuringen andre artister, der hver især sætter et særlig præg på sangene, dog aldrig nogensinde så meget, at de fuldstændig overtager. Det er for eksempel lykkedes Lana Del Rey at degradere the Weeknd, en af vores største popstjerner lige nu, til korsanger. Det er ret godt gået.

Og normalt er jeg ikke så meget til de sange, hvor andre artister blander sig. It ain't why I bought the ticket. Men på Lust for Life (2017) fungerer det faktisk utroligt godt og redder albummet fra at ende som én lang snoozefest. Posen bliver rystet en gang imellem og særligt samarbejdet med A$AP Rocky giver så fucking meget mening, at det er noget jeg gerne vil se mere af i fremtiden.

Lust for Life (2017) tager os stadig gennem de klassiske Lana Del Rey temaer, som ulykkelig og tragisk kærlighed. Men denne gang berører hun også kort politiske emner med sange som God Bless America - And All the Beautiful Women In It og When the World Was at War We Kept Dancing. Men Lana Del Rey besidder ikke rigtig evnen til at kreere kampgejst. I stedet laver hun musik, hvor man falder lidt hen og synker ind i sig selv - og det kan godt få de politiske budskaber til at fremstå en anelse overfladiske.


Lana Del Rey skal fokusere på det, som hun er ekstremt god til og det er at være en soundtrack artist. Hendes sange lyder som noget der kunne presses ind på lydsporet til en storslået old school Hollywood film. 13 Beaches er et vanvittigt godt eksempel på dette.

Man kan ikke rigtig undgå at blive suget ind i Lana Del Reys lydunivers, som i mit hoved altid er sort/hvid, som på gamle film og proppet til randen med følelser.

Lust for Life (2017) er ikke et specielt radiovenligt album. Det er noget helt andet.
Det er kunst. Energidrænende og altopslugende kunst. Og selvom jeg synes at næsten hver sang fortæller en smuk historie, så er det også et album, der er utroligt svært at lytte til fra start til slut i en enkelt session.

Mit kendskab til musik er slet ikke sofistikeret nok til, at jeg kan værdsatte Lana Del Rey på den måde, som jeg gerne ville. Hun er det modsatte af de larmende og halvnøgne kvindelige artister, hvis skrigeri vælter ud af radionen hver eneste dag. Alt ved Lana Del Rey er fucking gennemført. Hun er et ikon.

Top 3 bedste: Love - 13 Beaches - Beautiful People Beautiful Problems (feat. Stevie Nicks)
Top 3 værste: Coachella, Woodstock In My Mind - White Mustang - In My Feelings

Lana Del Rey er til dig, der godt kan lide: Florence and the Machines - Sia - Lorde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar