tirsdag den 18. juli 2017

En tilfældig dag på Roskilde Festival 2017 - Del 1.

Hvem skulle have troet, at den unge danske befolkning er fucking vilde med camping, så længe der bare er en milliard bajere med i regnestykket?
Ja, ikke mig.

Og på sin vis minder Roskilde Festival vel også meget om regulær camping, men i stedet for halvfede pensionister der, iført solhat og læderhud, sidder og får sig en lille rødvinsbrandert på, mens de spiller Bridge, eller hvad fuck pensionister nu ellers laver - så er det unge mennesker, iført bøllehat (dem så jeg fandme mange af) og dårlig attitude, der får en brandert på af... Ja... Alt, hvad man nu engang kan få en brandert på af, mens de foretager sig alle aktiviteter, hvor ordet 'øl' indgår; ølbowling, ølbong og stjernen bag alt kaosset: øl.


Og hvordan klarede jeg så en uge som campist?
Ja, lad mig udpensle en tilfældig dag for dig.

Jeg vågner i mit telt, der er ifølge producenten passer til 2-3 personer. Dette er forresten en kæmpe stor fed løgn. Det er vel nærmere et 0.8 mandstelt, som jeg mirakuløst har klemt mig ind i og på dette tidspunkt er jeg glad for, at jeg ikke er så lang. Det er til gengæld lidt træls jeg er så bred. Der er 1000 grader og her lugter af plastik. Det er faktisk lidt som at sove i et kæmpe blåt kondom.

Jeg vågner fordi pige-campen overfor diskuterer højlydt. De prøver på at finde ud af, hvem der har spist den sidste fucking krydderbolle. Ingen melder sig, men alle mistænker Julie. Det er alt sammen meget intenst og de fortsætter nok afhøringen i 20 minutter. Jeg havde fandme også smidt mine penge på Julie. That fucking bitch.
Jeg kender dem ikke, men de har snerret (irriterende højlydt) af hinanden siden dag 1 og Julie sidder altid med mad i kæften. Det kan vel nærmest kun være hende, der har spist den lorte krydderbolle.

Jeg prøver på at tage mig sammen til at trolde ud af teltet. Det er den mest kritiske del af dette campistliv, for jeg har været retarderet nok til at glemme et spejl. Når mit korpus vælter ud af teltet, på den mest uelegante måde, hvor jeg selvfølgelig altid lige når at ramme det våde græs, er det med et desperat håb om, at jeg ikke ser alt for slem ud. De fleste morgener er skrigene dog heldigvis minimale. Det tager jeg som et fucking win.

Ja, beklager Snapchat kvaliteten...
Jeg går ned mod fællesbadet og vifter ihærdigt med mit håndklæde imens, for ligesom at signalere til alle dem, der kigger på mig med skræk og rædsel "JA JEG VED DET FUCKING GODT. GÅR SGU DA I BAD NU". Jeg ser faktisk Beefsupreme fra Fuld Effekt, men som jeg går der, au naturel trold, tør jeg ikke engang komme med et akavet hej, så i stedet løber jeg. Jeg løber med samme hast, som når jeg løber mod døren for at kramme pizzamanden beskedent modtage min pizza.

Da jeg endelig ankommer til fællesbadet (der er jo kraftedme flere kilometer ligemeget, hvor man skal hen) ved jeg præcis, hvad der venter mig; der venter mig en fucking evighedskø. 

Der er åbenbart nogle, der ikke kan kende forskel på spa og Roskilde Festival, så mens jeg står der, pisse grim og i bar røv, skal jeg glo på alle de trunter, der jonglerer med lermasker, bodyscrub og barbering af kilometervis af hud inde i badet. 
Da det så endelig bliver min tur, laver jeg en uvending under bruseren, men må alligevel konstatere, at det har taget mig fucking 45 minutter og jeg får lyst til at råbe af alle dem, der står og snitter agurk, som en del af deres spa ritual.
Jeg troede sgu da at standarden for personlig hygiejne blev nedsat 20%, når man er på festival, men det er åbenbart bare mig, der er pisse klam.

Jeg ligner sjovt nok stadig lort efter badet, men det hjælper heldigvis at tage bøllehat (ja, I know...) og solbriller på - og så tager jeg på eventyr.

Jeg bevæger mig langsomt gennem campingområde C, som er et rent minefelt af billigt campingudstyr og ølbowlingbaner. Det kræver en vis koncentration at komme frem til sin destination, for hvis man træder ind på en bane, venter der en nådesløs tigermis tackling og alle andre steder er der 90% risiko for at jokke i skrald eller urin.

Før jeg ankom til festivalen troede jeg faktisk, at jeg ville passe perfekt ind. Det er jo forhelvede en musikfestival. Men da jeg inden for de første 5 minutter hørte ekkoet af Despacito med Luis Fonsi og Justin Bieber spille på 1000 forskellige anlæg ned gennem pladsen, indså jeg ret hurtigt, at det sgu nok ikke handlede så pisse meget om musik alligevel.

Og jeg kan rigtig nok høre den lorte sang igen.

Denne gang fra Camp Baguette og deres anlæg, der er større end min lejlighed. Nu siger jeg anlæg, men det er vel nærmere en transportabel DJ pult. Jeg undrer mig over, at man gider bruge tid på at skære Eiffeltårne i træ og lave en 4 meter lang papmaché baguette i ægte folkeskole stil, for at transportere det ud på mark i Roskilde. Giv det dog til din mor, som vi andre gjorde. "Se mor, en kæmpe baguette, lige til vitrineskabet. Så kan du kigge på den og tænke på mig, mens jeg er på Roskilde Festival. Ses". Et sikkert hit.

Og hvordan fanden har de overhovedet fået det monster af et anlæg herhen? Er der en motor? Har de drønet direkte fra hovedstanden og til Roskilde Festival via motorvej? Skal man have kørekort, når man kører på anlæg?

Mit skeptiske ansigt tiltrækker deres opmærksomhed, så jeg skynder mig straks videre. Så hurtigt det nu kan gå på denne såkaldte forhindringsbane af affald.

Læs del 2 her.

2 kommentarer:

  1. Hahaha. Jeg er glad for at du er i live!

    SvarSlet
    Svar
    1. How do you know?! Du har ikke læst del 2 endnu.

      Slet