torsdag den 8. juni 2017

En snak om fremtiden...

Hurtigere end man kan nå at blive rigtig voksen med budget, forsikring og a-kasse (de er de 3 mest voksne ord jeg kender), er man ved næsten endt uddannelse og man har ikke helt fundet ud af, hvad det er man egentlig vil - eller endnu værre - hvad fanden man egentlig kan.

Størstedelen af den tid, som man skulle have brugt på at danne sig selv og finde de skjulte talenter, som man jo forhelvede besidder, er i stedet blevet brugt til at undre sig over, hvor fanden ens penge forsvinder hen hver måned og hvordan en enkelt person kan producere så meget vasketøj og opvask. Pludselig opstår panikken og man er bange for, at man i sidste ende skal deporteres tilbage til Lolland på grund af manglende ambitiøse drømme om ens fremtidig hverdag - og det er altså en frygt, der kan sætte gang i maskineriet.

Det var lige præcis dén frygt, der ramte mig, da jeg havde 6 måneder tilbage af min uddannelse.

Fuck, hvad vil jeg?
FUCK, HVAD KAN JEG?!


Det er også pisse svært at vide, hvad det er man gerne vil med sit liv, for man har i princippet frit valg på alle hylder, og selvom man en gang imellem synes, at man er mere speciel, end alle de andre og derfor bør lave noget ligetil specielt, så sidder janteloven også bare tungt på skulderen og hvisker med kaffeånde, at man ikke skal drømme alt for stort, for man er jo ikke noget særligt.
I hvert fald ikke særlig på den der måde, hvorpå man kan opnå store ting i livet, men måske mere særlig, som i at der burde være en rigtig voksen til stede, der kan sige: "SPIS NU ET STYKKE FRUGT FORHELVEDE, KRISTINE".

Og når man går på universitetet og læser noget så dumt, som Cand.merc., som absolut ingen udenfor universitetets akademiske vægge ved, hvad fuck betyder (jeg googlede det først halvvejs inde i 2. semester), så bliver man hele fucking tiden mødt af spørgsmålene: "Hvad vil du så, når du er færdig?", "Hvad kan du bruge uddannelsen til?" og "Hvad drømmer du om at blive?". Sgu da ingen, der spørger tandlæge eleven om dét. That lucky son of a bitch.

Og spørgsmålene kommer jo altid, når ens parader er helt fucking nede og man enten sidder med ansigtet fuld af kage til familie tamtam, eller når man har drukket så mange techno bajere, at man selv er i tvivl, om man egentlig hedder Kristine eller Kristina, fordi alle de andre bliver ved med at fucke det op.

Det er et meget ubehageligt spørgsmål, når man ikke rigtig kender svaret og det ender ofte ud i torturlignende situationer, hvor man bliver trængt op i en krog, med alles forventningsfulde øjne stålfast på en, hvilket betyder, at man altså SKAL sige noget klogt NU. Og det er sgu ikke lige min stærke side.

Men i virkeligheden er det måske ikke så svært alligevel, det der med at vide, hvad man vil - Hvis man altså tør drømme stort nok. Det kan selvfølgelig være svært nok i sig selv, hvis man ligesom mig, både føler, at man er absolut håbløs som menneske, men samtidig også er indehaver af et storhedsvanvid, der siger, at man er fuldstændig genial - Hvordan kan nogen leve uden mig?!

De 6 måneder siden mit panikanfald er forresten gået og jeg er sgu ikke blevet færdig med min uddannelse. Jeg har jagtet drømme i stedet. I stedet for at fokusere 100% på mit speciale, som ellers er vanvittigt spændende, så har jeg sagt ja til alle oplevelser og muligheder, der er kommet min vej, med samme iver, som når jeg bliver tilbudt pizza.

But I'm not even sorry.

Jeg startede bloggen, for at bevise overfor mig selv, at jeg muligvis godt kunne finde ud af et eller andet (kan skrive blogger på CV'et, ligesom 50% af det kvindelige køn. Go me!) og mit storhedsvanvid voksede med opgaven, for jeg fandt ud af, hvad jeg vil, hvad jeg kan og jeg fik selvtillid (kæmpe kudos til jer for dét!) til at fortælle andre om, hvor freaking awesome jeg er og det har åbnet utroligt mange døre for mig, de her 7-ish måneder Slacker Satellite har eksisteret.

Så pro tip til alle jer derude, der også føler jer håbløse; hvis det går helt galt, så lav en blog. Et eller andet. Noget du kan vise frem og sige "I made this". Som et barn, der pølser et askebæger op henne i skolen. Ja, det er måske pisse grimt og skævt og ja dine forældre ryger muligvis ikke, men i det mindste foretog du dig noget og det er nok første skridt på vejen mod succes. Just fucking do it. (Disclaimer: Slacker Satellite er ikke sponsoreret af Nike)

Det er tid til at just fucking do it. Jeg skal færdiggøre den der skide uddannelse, så jeg kan komme ud i den rigtige verden og vise alle de ting jeg har lært. Se mig, jeg kan både gå og stå og hvis du giver mig en femmer, så får du en joke oveni... Mit pølse-askebæger blev til en praktikplads, et kursus og en masse frivilligt arbejde, der betyder, at jeg nu er indehaver af en masse viden om PR, branding, kommunikation og musik, som jeg ikke havde før. Og når jeg er færdig med speciale fest, så er jeg klar til 2. runde af drømmejagten, for nu ved jeg endelig, hvad jeg vil.

Jeg synes, at vi alle sammen skal heppe på, at jeg kommer levende igennem min cand.merc. slutspurt og jeg forhåbentlig, i fremtiden, kommer til at berøre musikbranchen ligeså meget (og helst mere), som jeg gør nu. For det er det jeg vil.

TAK.

8 kommentarer:

  1. Super godt indlæg! Jeg har selv en lignende krise, bortset fra at min krise er om, hvad jeg skal læse. Jeg er lidt nysgerrig. Hvad har du fundet ud af, at du vil?

    www.moderngirl.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK!

      Ah ja. Det er også svært at vide. Dengang jeg startede på min bachelor, der panikvalgte jeg også bare et eller andet - og det var ærlig talt super dumt. Så jeg forstår fandme godt din krise.

      Jeg vil gerne være i musikindustrien. Skrive, lave PR og marketing, ligesom jeg gør på mit praktiksted nu. Det er bare lidt uhyggeligt at sige rigtig højt, for der er kamp om pladserne og med lige præcis musikindustrien, skal man ikke være bange for at have albuerne lidt ude og så skal man virkelig sørge for at have et godt netværk. Dét netværk er også det, som jeg har arbejdet lidt på de her 6 måneder.

      Slet
  2. Goddamit. Folk skal holde op med at stille spørgsmål som "Hvad vil du så bagefter?" medmindre de kan overskue at svaret bliver noget i retning af "HVAD NU HVIS JEG IKKE KUN VIL ÉN TING?!" Det var det jeg havde lyst til at svare folk, hver gang de spurgte mig. Nu er jeg for længst færdiguddannet, langt inde i dagpengeland og blevet så voksen at jeg er ligeglad med alt. Men ved du hvad, folk spørger sgu stadig. Hnnngg! Folk er simpelthen ikke tilfredse før man er 100% sikker på alt i sit liv. Og hvor tit er det lige at man er det?

    Det jeg prøver at sige er, at jeg beundrer folk, der ved når de vil noget, og holder fast i det. You got this, dude! Og jeg hepper!

    SvarSlet
    Svar
    1. I know! Synes særligt det er folk fra den gamle skole, der er vant til at man uddanner sig specifikt til noget og at frivilligt arbejde er fremmedord. Prøv nu at hør her... Mulighederne i dag er uendelige og samtidig er konkurrencen benhård.
      Og måske har man også en idé om, hvad man vil, men når det kommer til stykket, så var det sgu ikke lige så super awesome, som man havde regnet med. Ja, som du siger, hvornår fanden er man lige 100% sikker på alt i sit liv? - Aldrig. Det er man aldrig.

      Og det er dejligt, der er en der hepper med! GO ME!

      Slet
  3. Jeg ELSKER det her indlæg. Meget mere af den slags, JA TAK. <3

    P.s. Du er så fucking sej! (ja, jeg giver lige lidt til dit ego. Dit søde ego, altså)

    SvarSlet
    Svar
    1. Yas, feed the troll, please!

      Det kan være der kommer mere af sådan noget her, når nu ingen har kastet skrald efter mig endnu :b

      <3

      Slet
  4. Det er så godt skrevet det her indlæg og jeg kan love dig for at jeg hepper med. Tror faktisk jeg ville være en piv fræk cheerleader.. Og jeg skal da huske at ha et par femmer med i lommen fremover.. :P

    Håber du finder fantastisk muligheder lige for næsen af dig.. <3

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg VED, at du vil være en pivfræk cheerleader!

      Det betyder meget for mig, at du hepper med <3

      Slet