tirsdag den 16. maj 2017

Paramore - After Laughter (album)

Paramore er tilbage! Med ny musik, ny genre, nyt line-up, ny frisure -  Ja, alt er fucking nyt og det er der intet galt i. Og dog, så skinner dette album ikke ligeså klart, så tidligere udgivet materiale og jeg tror, at denne genre stadig er en usleben diamant for Paramore. En dag kommer de til at mestre den til perfektion, men den dag er altså ikke i dag.


Jeg havde utroligt svært ved at sætte ord på dette album, for der er jo egentlig ikke noget i vejen med selve udførelsen, After Laughter er ekstremt velproduceret, men måske så velproduceret, at lidt af charmen forsvinder og man sidder tilbage med et ligegyldigt skuldertræk og tænker, at det var da fint nok... Men man havde jo egentlig forventet lidt mere.

Da jeg anmeldte New Found Glory snakkede jeg lidt om fordele og ulemper ved at forblive fast i sin genre og formular - og hvordan det også kan give bagslag, hvis man vender sine rødder ryggen.
Paramore er et rigtig godt eksempel på en succeshistorie om et band, der har valgt at ændre sin "lyd" fuldstændig. Fra pop-rock til synth pop, virker det som om, at All We Know is Falling (2005) er fra et helt andet band, end det der har produceret After Laughter (2017)

Næsten alt hvad Paramore udstråler er anderledes nu. Fra de energiske poppede sange, til det farverige albumcover. Paramore i sandhed gået en ny tid i møde - og dog, så bevæger vi os stadig rundt i et tekstunivers, hvor absolut intet er positivt. Lydmæssigt er det ikke et helt uventet skift, for hvis man har hørt Ain't It Fun eller Still Into You fra deres self-titled album (2013), så havde man måske lidt set det komme, at de var klar til at smide rockguitaren ad helvedes til og finde deres groove frem.


Men der er altså stadig masser af guitarer; det hele er bare blevet lidt mindre rock og lidt mere funk. Fra den super funky bass på Told You So, til catchy as fuck guitar riffs på Hard Times, så er det altså svært ikke at sidde og vippe foden i takt.

Hvis man fokuserer på den instrumentale del af albummet, så skriger det retro sommer og high waist bikini (ja, det kan et album sagtens skrige), men hvis man til gengæld begynder at lytte til teksten, så handler størstedelen af teksterne om hårde tider, ulykkelighed, om at overleve og komme videre. Det er en meget disharmonisk oplevelse. 

"You hurt me bad this time, no coming back
And I cried 'till I couldn't cry, another heart attack
If I lay on the floor, maybe I'll wake up
And I don't pick up when you call
'Cause your voice is a gun
Every word is a bullet hole
Shot a hole in the sun
If I never look up maybe I'll never notice"

For mig mangler mange af sangene noget power, specielt når teksterne består af så meget bitterhed, at man næsten skærer ansigt af det. Den glade synth pop virker en gang imellem malplaceret og kvæler nærmest budskabet i sangene.
Der kan selvfølgelig godt være noget poetisk over at tage nogle problematiske emner op til lyden af fucking xylofoner og 80'er pop. Det fungerer bare ikke helt for mig og jeg bliver mere bare rundtosset af de modstridende elementer.


Det er ikke alle sange, der er lige fængende og en gang imellem føler jeg, at jeg drukner i rodede melodier, der bare er en lille smule off. Paramore er muligvis stadig en mellemting af, hvad de plejede at være og hvor de gerne vil hen nu - til stor forvirring for mine ører.

Hayley Williams vokal er fantastisk, som altid og at Paramore er kommet så langt i deres karriere, er hovedsageligt til hendes fortjeneste. Men på dette album er hun til tider en smule skinger; på Idle Worship lyder hun næsten, som en skør person og enten er det et utroligt smart move i forhold til, hvor finpudset og snorlige den instrumentale del er, eller også komplementerer det overhovedet ikke hinanden. Jeg kan ikke finde ud af det, for igen, så føler jeg bare, at det her album er en lille smule off. Jeg kan dog ikke lade være med at lytte til Idle Worship, men jeg tror det er lidt som et færdselsuheld; det er svært at kigge væk. 

Hard Times blev hurtigt en ny yndlings sang - og jeg ville ønske, at resten af albummet havde samme effekt på mig, men det er bare ikke tilfældet. After Laughter er langt fra det bedste Paramore nogensinde har produceret og der er kun en håndfuld sange fra albummet, som jeg nogensinde kommer til at lytte til igen. Men jeg ser også det her album, som en overgang. En overgang til en ny genre og en ny tid for Paramore og derfor bliver det automatisk også sådan en "et skridt frem og to tilbage" situation.
Men altså, den her udgave af Paramore er trods alt bedre, end ingen Paramore.

Top 3 bedste: Hard Times, 26, Pool
Top 3 værste: Caught In the Middle, No Friend, Grudges

Paramore er til dig, der godt kan lide: Busted - DREAMCAR - M83

2 kommentarer:

  1. På forunderlig vis kørte "Hard Times"-melodien igennem mit hoved, mens jeg læste hele anmeldelsen d:
    BAGGRUNDSSOUNDTRACK JO. Haha.

    SvarSlet