torsdag den 11. maj 2017

New Found Glory - Makes Me Sick (album)

På trods af at der hvert andet år bliver annonceret “Pop-punk is dead”, så lever New Found Glory, 20 år in the game, i bedste velgående og modsat mange af deres kollegaer, så har de været rimelig konsistente med deres udgivelser – albums er kommet løbende – Og derved er New Found Glory nærmest det eneste band i den genre, hvor man ikke kan bruge udtrykket ”DE ER TILBAGE!”


Den 28. april 2017 udkom New Found Glorys 9. album, Makes Me Sick. Et album der lige sætter en stor fed streg under, hvorfor ”DE ER TILBAGE” ikke er passende. New Found Glory er nemlig ikke rendt nogle steder, hverken i forhold til genre, kreativitet og udførelse. I 20 år er det lykkedes dem at forblive præcis de samme, som de var som i 1997 og for mig er det en hårfin grænse mellem at være imponerende og røvsygt. 

Det sjove er, at når artister begynder at eksperimentere med deres lyd, særligt i pop-punk genren, så går der lige præcis 5 sekunder og en afbrænding af band t-shirt senere, før den første idiot har skreget ”SELL OUT”, men hvis et band bevarer den samme formular gennem 20 år og aldrig er i stand til at forny sig, så skriger jeg altså ”GAB, HVOR FUCKING KEDELIGT”. Og ja, det var meget mærkeligt, da jeg udbrød det i toget.


Makes Me Sick er et af de mest stereotypiske pop-punk albums jeg længe har lyttet til. Man ved hvad man skal forvente; catchy klage-sange, et strejf af ulykkelig kærlighed, et par nice guitar riffs her og der, men aldrig noget af rigtig substans. At lytte til Makes Me Sick føles lidt som at blive lovet pizza og når man så kommer væltende hen til pizza destinationen, bliver ens forventninger brat mødt af en frysepizza. Ja, det er stadig pizza og det smager da også okay… Jeg kaster i hvert fald ikke op. Det var bare ikke lige det, som jeg havde regnet med, da jeg blev lovet den skide pizza og bagefter tænker man altid ”Var det virkelig bare det?”

New Found Glory forsøger at gøre frysepizzaen en lille smule interessant ved at krydre med lidt 80'er synth. Bare lyt til sangen Barbed Wire. Det er jo så skide moderne ligeså snart der er den mindste smule 80’er over det. Alle gør det! Paramore gør det, Busted gør det, min mor gør det. Men lige meget, hvor meget ekstra lort du smider på en frysepizza, in the end of the day, så vil det stadig bare være fucking frysepizza.


Tekstmæssigt er albummet også en anelse meget klichéfyldt og gentagende. Livet er lidt røv, andre mennesker sucks og man er da egentlig også en ret træls person selv. Cry me a fucking river. 

Party On Apocalypse er en klagesang til den yngre generation, der larmer og *gisp* tager selfies. Dette sunget af en 37-årig mand i All Stars. Lad nu for fanden være med at række fuck til de unge mennesker, det er sgu da dem, der er jeres målgruppe! Jeg tror ikke andre 37 årige hører teksten:

"I'm trapped in another boring summer
While everyone is living it up
But it's way too hot to go outside
When I don't relate to anyone
Call me anti-social
It's more than I could hope for"

...og kan relaterer pisse meget til det, så meget som en angsty teenager, der aldrig helt føler sig tilpas i egen krop.

Nej, Makes Me Sick er ikke et decideret dårligt album, men det er bare så meget en meh-oplevelse, at det nærmest ikke er det værd. Jeg har hørt 1000 andre ting, der lyder præcis som det her, så hvorfor fanden skulle jeg nogensinde sætte dette album på igen? 
For kæmpe New Found Glorys fans, falder albummet sikkert i god jord. Tænker det må vække en masse nostalgi, når nu det lyder som cirka alt andet de nogensinde har produceret. Hvis jeg vil lytte til New Found Glory en anden gang, så bliver det Sticks and Stones (2002) eller Coming Home (2006). I hvert fald ikke det her.

Heldigvis behøver jeg ikke bekymre mig om at skulle glemme Makes Me Sick. Det sker bare helt naturligt af sig selv det øjeblik sidste sang slutter.

Top 3 bedste: Call Me Anti-Social, Barbed Wire, Blurred Vision
Top 3 værste: Party On Apocalypse, The Sound of Two Voices, Short and Sweet

New Found Glory er til dig, der godt kan lide: As It Is - Simple Plan - Bowling For Soup

1 kommentar: