tirsdag den 9. maj 2017

Nelly Furtado - The Ride (album)

Nelly Furtado er stadig i live og laver musik! 
Sidstnævnte var noget af en overraskelse for mange af mine venner, da jeg begyndte at snakke om hendes nye album, The Ride. Jeg havde ellers en af hendes nye sange med i en omgang Mandags Jam, for lige at tage det værste af chokket, men der var åbenbart nogle der sov i timen. Fucking slackers.


Nu skriver jeg denne anmeldelse, for lige at dele min viden med alle dem, der tydeligvis har en begrænset omgang på internettet. Nelly Furtados nye album, The Ride, udkom d. 31. marts 2017 og hvis du er kæmpe fan af indie- og synth pop, med et mix af R&B, så er det her muligvis dit nye yndlings album!
Men det kan selvfølgelig også godt være at du, ligesom mig, synes at The Ride er en semi-rodet oplevelse, der enten bærer præg af, at det er første album fra eget pladeselskab, eller at albummet simpelthen drukner i de forventninger, der har forfulgt Nelly Furtado siden Loose (2006).

Det er måske bare på tide at indse, at Nelly Furtado muligvis toppede sin karriere dengang i 2006 og det bliver svært for hende nogensinde at producere et album af samme kaliber igen. Det betyder forresten ikke, at The Ride er et dårligt album, det betyder bare at Loose var et insane godt værk og det er jo ikke bare for sjov, at jeg 11 år senere stadig er hjernevasket til at kunne huske samtlige sange derfra.


The Ride er stærkt præget af elektroniske hip hop og indie beats, hvilket passer virkelig godt sammen med Nelly Furtados specielle og absolut ikke milde stemme. Hun er i den grad ikke længere en Maneater, men har til gengæld fået nogle knubs, når det kommer til kærligheden:

”But the cold hard truth is I can make it without you
And the cold hard truth is I've been waiting and waiting
And as I fly away, don't cry your life away
'Cause you and I were meant, we were meant to be alone, alone, alone
We were meant to be alone, alone, laying low”

Den ærlige og modne lyd, som albummet emmer af, klæder virkelig Nelly Furtado, men samtidig har jeg også virkelig svært ved at se, hvor hun helt præcist gerne vil hen med det her album. Artister skal jo helst være innovative og eksperimenterende, men på en måde, så det stadig virker som om, at man nogenlunde styr på sit lort og det er her jeg synes at kæden knækker lidt og albummet fremstår ikke så knivskarpt, som jeg gerne vil have det. Men altså, hvad fuck ved jeg?

Der er helt klart nogle fede numre på albummet, bl.a. Carnival Games og Phoenix, to utroligt smukke ballader, med fantastiske tekster og Sticks and Stones, som har et insane build-up og så mange lag af elektroniske elementer, blandet med rytmiske klap, der nærmest minder om en lejrbålsforsamling og Palaces, som det er svært ikke at vippe foden i takt til.


Jeg synes ikke det er det bedste Nelly Furtado nogensinde har produceret og der er et par enkelte sange, som fx Flatline, hvor hendes overdrevet nasale stemme og lydeffekter, der er en blanding af lægeudstyr og rumfartøj, irriterer min øregang en smule. Men jeg synes til gengæld at det her album generelt har fået alt for lidt opmærksomhed. Og selvom min begejstring er kortvarig, så er der måske andre, der har savnet Nelly Furtado og måske ikke lige opfanget, at hun er tilbage… Well, now you know. Og jeg kan anbefale, som minimum, at give albummet et enkelt lyt.

Top 3 favoritter: Carnival Games, Phoenix, Palaces
Top 3 værste: Flatline, Live, Right Road (Honorable mention: Album cover. Hold kæft det er grimt)

Nelly Furtado er til dig, der godt kan lide: Samtlige modne og etablerede kvindelige artister - Gwen Stefani - Beyoncé

Ingen kommentarer:

Send en kommentar