torsdag den 18. maj 2017

Harry Styles - Self-Titled (album)

Harry Styles er endelig gået fra dreng til mand med hans debutalbum, der giver ham lov til at gøre alle de ting, som han ikke fik lov til, mens han var fanget i One Direction; trompetbukser, lyserødt jakkesæt og old school rock and roll.

Mr. Styles er totalt klar til at blive en rockstjerne og der er tydeligvis hentet inspiration fra de største navne indenfor dette felt (Aerosmith, Pink Floyd og the Rolling Stones), men er det ikke også tusinde gange bedre, end hvis han var blevet inspireret af fucking Justin Bieber eller Jason Derulo? Jo for helvede! - Endelig en artist, der udfordrer mainstream musikken og går fuldstændig old school på instrumenter og lyd. Lidt a la den retning Miley Cyrus er gået med Malibu - og det var sgu da også på tide!

Særligt sange som Caroline, Only Angel, Kiwi og Woman fik mig til at sidde med åbenstående mund første (og muligvis også anden) gang jeg hørte dem. Lyden er hverken ren eller finpudset, nærmest en smule grumset, mens vokalen er rustik og lidt mudret. Væk er de elektroniske lydeffekter og de rene linjer. Det er altså rigtig musik det her; musik der skal spilles på en dunkel bar, fyldt med røg og brune farver, mens alle mændene tænker ”årh hvad, svedig guitar” og alle damerne tænker ”årh hvad, jeg bliver simpelthen nødt til at sidde på hans ansigt”.

Så er der balladerne, som fx Sign of the Times, hvor man straks får lyst til at smide Harry Styles op på en kæmpe stadion scene. Bare ham og et spotlight, mens man råber til alle tøserne, at nu skal de fandme holde kæft og bare lytte efter en gang, i stedet for altid at skrige som om der er ild i dem.
Når sangen når sit klimaks, så er man ikke i tvivl; lige meget om det er på dunkle barer eller i kæmpe arenaer, så hører Harry Styles altså til på en scene.


Hvis det er dét her Harry har gået og gemt på alle disse år, så ville jeg næsten ønske, at han havde slået op med 1D noget før, for jeg tror, at verden har brug for det her og det ville aldrig nogensinde fungere som et gruppeprojekt.

Og ja, Harry Styles vælter muligvis lidt rundt i genrerne på dette album (der er faktisk lidt af det hele), men jeg forstår det fandme godt. Forstil dig, at du har været tvungen vegetar i adskillige år, fordi du skal koordinere din kost med 4 andre dudes og pludselig er der frit valg på hylden i kødbutikken. Så tror jeg vist nok også, at jeg havde skreget ”EN AF HVER, TAK!”


I forhold til det musik One Direction lavede, så er det her energiniveau en hel del lavere. Man får ikke lyst til at dance all night to the best song ever (1D referencer, ih hvor jeg kan) og for nogle kan det måske godt virke en anelse kedeligt. Men det her er altså et album, der er båret af nogle helt andre elementer, end det One Direction gav os; Harrys eminente vokal og de fantastiske instrumenter, særlig 70’er guitarerne og blæseinstrumenterne, der lige pakker hele oplevelsen ind i en super sexet lyserød fløjlsindpakning.

"We haven't spoke since you went away
Comfortable silence is so overrated
Why won't you ever be the first one to break?
Even my phone misses your call, by the way"

Tekstmæssigt er albummet super smukt og hjerteskærende, men også en del simplificeret og gentagende et par steder. Men det er sådan set okay, for det er ofte de sange, hvor der instrumentalt sker utroligt meget og det giver en fin balance. Jeg bliver til gengæld fuldstændig hypnotiseret af alle de rigtige instrumenter proppet ind på det her album (mere af det, tak!) og det der blå veloursæt. Hold kæft det er frækt. Jeg smider lige et billede i bunden, du ved, til de sene nattetimer. Det var så lidt.   

Tillykke Harry Styles! Du har skabt noget, der virkelig skiller sig ud fra det musik, der hærger hitlisterne og du har endda gjort det rigtig godt. Du er tydeligvis usikker på, hvor du helt præcist vil hen med solokarrieren, men det her var en rigtig god smagsprøve på, hvad du er i stand til og jeg vil med glæde se dig vippe Ed Sheeran af pinden, som Englands musik-darling numero uno - Jo før, jo bedre!

Top 3 bedste: Kiwi, Only Angel, Sign of the Times
Top 3 værste: From the Dining Table, Sweet Creature, Two Ghosts

Harry Styles er til dig, der godt kan lide: Niall Horan – Ed Sheeran – John Mayer



4 kommentarer:

  1. Virkelig god anmeldelse! - Jeg må lige få lyttet til sangene på et tidspunkt. Men jeg vil altså ikke sidde på hans ansigt... d:

    SvarSlet
    Svar
    1. Okay, fair nok. Ingen ansigtssidning til dig så! Men lytte til albummet kan jeg i hvert fald godt anbefale! :D

      Slet
  2. Jeg tror muligvis, at jeg tabte hele mit ansigt på gulvet i chok, den morgen jeg første gang hørte Sign of the Times i radioen. Det var bare overhovedet ikke, hvad jeg havde regnet med fra hans hånd, men hold da kaje, det er fedt lavet! Jeg har kun hørt albummet igennem et par gange, men jeg er med dig hele vejen - det er for lækkert! Harry for prez, anyone?

    Knus
    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja mand! Harry for prez for sure!

      Jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente af Harry, men var glædeligt overrasket, da jeg lyttede det igennem. Og meget skægt, at jeg i går skrev, at jeg var glad for, at han ikke var blevet inspireret af Justin Bieber, når - også tidligere One Direction medlem - Liam i dag har smidt en sang, der bare skriger Justin Bieber... Well, de drenge er virkelig gået i hver deres retning.

      Slet