søndag den 21. maj 2017

DREAMCAR - Self-Titled (album)

DREAMCAR er den nye "supergruppe", der består af medlemmerne fra ska punk bandet No Doubt (minus Gwen Stefani) og forsangeren, Davey Havok, fra rockbandet AFI og de er gået sammen om at skabe et projekt, der lyder som intet af det nogle af grupperne tidligere har lavet og det er faktisk ikke særlig dumt. 

DREAMCAR albummet er nærmest en hyldest til 80'er New Wave der, på trods af at være et helt nyt projekt, stadig føles som en dosis nostalgi, for alle dem, der er fan af 80'er pop med alternative elementer. En blanding af the Cure og Pet Shop Boys, der møder Depeche Mode og White Lies.

Jeg tænker, at det er helt okay for Davey Havok at kaste sig over et andet projekt end AFI, hvis 10. album, der også udkom i år, skuffede mig ret meget. Det var lidt som om, at han var gået død i det (særligt teksterne var en fucking snoozefest), men hvis han har skrevet teksterne til et helt album for AFI og bagefter alle teksterne til DREAMCAR, så er der vel for fanden snart heller ikke mere at sige.

Der er stadig et strejf af AFI i DREAMCAR. Det er jo trods alt den samme vokal og samme mand, der har skrevet sangene. DREAMCAR er bare mere poppet og tilsat den velkendte 80'er synth og kick ass groovy basslines (bare lyt til omkvædet på the Preferred; det er altså smooth as fuck) og det passer perfekt til solrige sommerdage eller dage, hvor man ikke lige gider tænke for meget over alting (det er alle dage for mig).

Det er sådan et album, der fanger interessen hos den generation, der er vokset op med den her slags musik og der gik for eksempel ikke mange sekunder fra jeg satte On the Charts på (min ultimative yndlings sang på dette album), før min mor spurgte "hvem er det?!" 


Og ja, det er virkelig god baggrundsmusik. Det er nogle super catchy sange, som nok kan få de fleste til at bobbe hovedet i takt og på trods af 80'er lyden, så virker det stadig super moderne og relevant. Ja, ekstremt moderne, for det er den her stil og genre, der stormer frem lige nu. Ingen kan få nok af 80'er inspireret musik, men det er sgu nok fordi, at meget af det musik, der bliver lavet i dag sutter fucking røv. 

Albummet er crazy velproduceret, hvilket man også forventer, når bandet består af en gruppe mennesker, der har været i branchen, så længe som de har. Alle sangene "passer sammen" og der er ingen af dem, der er dårlige, men det er også på nippet til at blive en lille smule kedeligt. Når man når til sidste del af albummet, så har man ligesom hørt dét; det bliver ikke anderledes, der kommer ingen overraskelser til sidst og man tænker aldrig nogensinde "WOW!"

Det er sådan et album, der er pisse godt at gøre rent til (hvis man er typen der gør sådan noget), så man bare kan danse igennem hele processen, men det er til gengæld også et album, som jeg ikke tænker videre over, når jeg først har slukket for det.
Faktisk bliver alle sangene relativt hurtigt glemt igen. Men altså, jeg har jo også så meget andet i hovedet, der tager pladsen; vigtige matematiske formler, for jeg står ofte og akut udregner rumfang på ting og så skal man jo også kunne huske sin egen adresse og sådan noget pjat.
Enten bliver sangene glemt, fordi jeg skal huske alt dét, eller også bliver de glemt, fordi de bare ikke er ekstraordinære mindeværdige. We will never know.


En gang imellem føles teksterne for fremtvunget i stedet for at være et resultat af en kreativ process og det kunne sagtens bare være AFI sange, nu med anden lyd, og det er ærlig talt ikke særlig sindsoprivende noget af det. Man skal ikke forvente kuldegysninger og følelsesladet tilbageblik af at lytte til det her album.

I stedet skal man bare tage albummet for, hvad det er; et sjovt side-project, der kan minde dig om en tid, hvor musik muligvis bare var lidt bedre, med nogle iørefaldende gode melodier, der er glemt ligeså hurtigt, som når jeg går i Fakta uden indkøbsliste og evig og altid kommer hjem med kage i stedet for toiletpapir.

Jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til nogle af de her sange igen. DREAMCAR er det bedste No Doubt/AFI kunne komme med i 2017 og jeg håber ikke det bliver en engangsforestilling.

Top 3 bedste: On the Charts, Born to Lie, All of the Dead Girls
Top 3 værste: Ever Lonely, Show Me Mercy, After I Confessed

DREAMCAR er til dig, der godt kan lide: White Lies, Depeche Mode, Duran Duran

Ingen kommentarer:

Send en kommentar