tirsdag den 30. maj 2017

Blink-182 - California Deluxe Edition (album)

Det er altid ekstra svært at skrive om sine yndlings artister, for man kan fandme vrøvle om dem for evigt* og så gør det ekstra ondt, hvis de ender med at skuffe en - og skuffet blev jeg virkelig med udgivelsen af California (2016).

*Bonusinfo: Da jeg skulle til min mundtlige engelsk eksamen i 9. klasse, skulle jeg snakke om en kendt person og jeg valgte Blinks trommeslager, Travis Barker, så jeg fik lov til at plapre løs om deres musik og Travis' tatoveringer. Jeg fik 12. Lol.


Med udgivelsen af California (2016) var det ret tydeligt, at Blinks musik var påvirket af, at Tom DeLonge ikke længere var en del af bandet og i stedet erstattet af Alkaline Trio's Matt Skiba. Væk var Toms velkendte lyse, nasale stemme, der altid har stået i kontrast til Marks Hoppus' og stedet kom Matt, hvis vokal næsten minder for meget om Marks. Det tog mig fx flere lytninger af Bored to Death, før det gik op for mig, at de begge faktisk sang. Og med Tom ude af billedet valgte Blink at gå old school Blink-182 og væk fra den semi-elektroniske retning, som de forsøgte sig med på albummet Neighborhoods (2011).

California (2016) havde en del højdepunkter og er også et album, som jeg har vendt tilbage til flere gange, men der var også masser af øjeblikke, hvor for meget af teksterne bestod af Blinks velkendte og super irriterende "na na na" og et par af melodierne var for rodet og umoderne og føltes slet ikke passende til en flok mænd i alderen 40+. Særligt No Future, Kings of the Weekend, Teenage Satellite og Rabbit Hole har for mig altid være discount udgaver af Blink sange og under det niveau, som jeg ved de er i stand til.

Men nu har Blink-182 smidt en deluxe edition af California afsted - og hvordan ændrer det situationen? Well, det ændrer nærmest alt. 
En normal deluxe version er måske en enkelt ny sang og en håndfuld akustiske versioner, men for Blink betyder deluxe åbenbart, at man kommer med et helt nyt fucking album; 11 nye sange og et enkelt akustisk nummer.


Helt atypisk ændrer deluxe versionen hele oplevelsen af albummet. På denne version stråler Matt mere igennem og falder derfor ikke bare hen i Marks skygge. Der er mange flere nuancer mellem deres vokaler, hvilket man bl.a. kan høre på Last Train Home og 6/8, der også beskrives som den mest specielle/mærkelige Blink sang til dato.
Der er blevet tilføjet lidt elektroniske elementer, fx på Bottom of the Ocean, der nærmest er en blanding af old school Blink og Fall Out Boy, hvor Travis både spiller på elektroniske og almindelige trommer.
Generelt bliver der bare taget lidt flere chancer med de nye sange og jeg synes det er pisse fedt.

Mange af "na na na" momenterne er blevet skiftet ud med "whoa" i stedet for og det er stadig en pisse irriterende måde, at skrive sange på, men overall er der bare mere kød på de nye sange og der bliver vendt flere følelser i processen. Det lyder som Blink, men mere moderne og innovativt, uden at afvige for meget fra deres grundelementer. 

Min ultimative yndlings sang er Misery, der handler om et forhold, der i opløsning og der er så mange niveaer og følelser smidt i det. Når Matt synger "I don't need anyone", så tror man virkelig på det. Den sang kunne meget vel ende på min top 10 over yndlings Blink sange nogensinde. 

"Torn apart like the brokenhearted
Up in smoke with the fire we started
Misery loves company
I don't need anyone
Smash it up like there's no tomorrow
Leave me here with the fear and sorrow
Misery loves company
I don't need anyone"


Hvor den almindelige California (2016) udgave bar præg af, at de valgte den "sikre" vej og derfor var fanget i en forældet lyd, der giver en trang til at bolle æbletærter i starten af 00'erne, så er det som om, at Blink har givet sig selv lidt mere line på deluxe udgaven og det fungerer bare. Jeg ville bare ønske, at de havde strøget alle de dårlige sange fra første udgave og smidt de nye ind i mixet og derved endt op med ét awesome album, i stedet for det her.

California Deluxe Edition (2017) er stadig ikke mit yndlings album af Blink, men de nye sange har sørget for, at albummet i det mindste ikke ligger i bunden længere - og det er meget imponerende, at en fucking deluxe edition er i stand til dét. Det lyder som Blink-182, som vi kender det og Travis' evner til at tromme er, som altid, fænomenale og noget af det bedste ved Blinks musik. Jeg savner en gang imellem Tom og hans sangskrivning, men på den her måde får man trods alt både Blink-182 og Angels & Airwaves (som er Toms nye projekt).

Top 3 favoritter: Misery, Don't Mean Anything, Wildfire
Top 3 værste: Parking Lot, Teenage Satellite, Kings of the Weekend

Blink-182 er til dig, der godt kan lide: New Found Glory - Green Day - Sum 41

Ingen kommentarer:

Send en kommentar