søndag den 16. april 2017

The Maine - Lovely Little Lonely (album)

Til alle dem, der ikke kan få nok af Ed Sheerans fantasiløse kærlighedssange, nu gør jeg jer lige en kæmpe tjeneste og giver jer The Maine, der med Lovely Little Lonely viser, hvordan det fucking skal gøres.


7. april 2017 udkom sjette album fra det amerikanske rockband, The Maine. Et album, der emmer af positive vibes og det generelle tema for albummet er skræmmende nok, kærlighed. Jeg var totalt klar på at rulle mine øjne af hver eneste klichéfyldte sætning om overfladisk forelskelse, men det viste sig, at være et album fyldt med tekster, der faktisk føles ægte, som man kan relatere til og som jeg ikke får lyst til at kaste op af.


Albummet er fyldt med energi og sange, der tager dig på en nostalgisk tur gennem både det fantastiske og forfærdelige ved kærlighed, lige fra følelsen af sommerfugle i maven og til den efterfølgende mavepuster man ofte modtager. Lovely, Little, Lonely er også navne på de 3 instrumentelle interludes, der deler albummet op og derved er en præsentation af næste del af albummet. Interludes er en mærkelig størrelse og ofte noget jeg kan finde på at springe over, fordi det virker ligegyldigt - Men de her interludes er noget af det smukkeste jeg nogensinde har hørt og præsenterer en fuldstændig perfekt overgang til næste sang. Jeg er splittet mellem, at ville ønske, at det faktisk var hele numre, men på den anden side, så giver de også bare et flow til albummet, som muligvis kun har den effekt, fordi det er disse helt korte stykker, der fuldstændig lammer en af følelser.

I lose my voice when I look at you
Can’t make a noise though I’m trying to
Tell you all the right words
Waiting on the right words
Just another lovesick afternoon
Black butterflies and déjà vu
Hoping for the right words
Waiting for the right words

Det her album er indbegrebet af The Maine og deres lyd, men denne her gang er det perfektioneret til det punkt, hvor man næsten får kvalme over, at noget kan være så godt. Det er stadig The Maine, men ulig alt andet de har lavet. Og man fornemmer kun ganske overfladisk, at det er et rockband, for hvis man spørger mig, så har albummet en meget unik lyd, der helt klart er en del mere poppet og nærmer sig 90'er soundtrack til diverse ungdomsfilm, der af ukendte årsager bare altid er behageligt for ørerne, i hvert fald mine. 
Med utroligt mange lag både i det instrumentale og i selve John O'Callaghans sang, giver det her album dig så meget mere, end bare "12 gode sange". Det her er et album, der kræver, at man hører det på fuld smadder og tager hver eneste lille detalje til sig, lige fra de fremtrædende guitarer til det hypnoserende lag af kor, der findes igennem sangene.


Det her er det bedste The Maine nogensinde har produceret og det kommer på rette tidspunkt, for det skriger sommer, sene aftenener og så mange følelser, man overhovedet kan indeholde.

In the backseat of the taxi
When you told me we were only
Two punch drunk souls all tangled in the wind
And in the backseat when you asked me
"Is the sadness everlasting?"
I pulled you closer, looked at you and said
"Love, I think it is"

Det er lang tid siden, at et album har kunne få så mange af mine følelser op til overfladen. Jeg har været lammet af nostalgiske tankestrømme, der har trukket mig igennem både lykkelige og dertil ulykkelige øjeblikke og jeg synes, at det er noget helt særligt, når et album er i stand til det. Det eneste jeg kan sætte en finger på er, at selvom jeg synes, hver eneste sang er fuldstændig fantastisk, så er albummet som helhed lidt en monoton oplevelse, som jeg føler mangler endnu mere opbygning og klimaks. Men jeg kommer helt sikkert til at lytte til Lovely Little Lonely igen og igen og igen gennem sommeren. 

Top 3 favoritter: Black Butterflies and Déjà Vu, Taxi, Do You Remember? (The Other Half of 23)
Top 3 værste: ???

The Maine er til dig, der godt kan lide: We the Kings - Jimmy Eat World - Mayday Parade

2 kommentarer:

  1. Virkelig god anmeldelse - jeg må altså snart lige få hørt det album så!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal du totalt meget gøre. Tror lige det er noget for dig!

      Slet