onsdag den 15. marts 2017

Ed Sheeran - Divide (album)

Lisa skrev et dejligt langt indlæg, lige her, om hvor awesome Ed Sheeran er og da hun desværre har travlt, så har jeg overtaget anmeldelsen af hans nye album, Divide, der udkom 3. marts 2017. 
Lol, what a mistake...
Billedresultat for ed sheeran divide

Ja ja, jeg er muligvis en rimelig kold og kynisk person og jeg har ærlig talt ikke så mange fucks at give af, hvilket man måske skal tage med i overvejelsen, når man læser den her anmeldelse, men til gengæld er musik en af de få ting, der faktisk kan gøre mig til et rigtigt bløddyr og når jeg er til koncert, så er det muligvis dér, at jeg er lykkeligst og har nemt til tårer. Men det er ikke alt musik, der sætter gang i maskineriet, og en gang imellem er det også vigtigt at reflektere lidt over dét.

Nu er jeg jo selvfølgelig ingen professionel anmelder. Bevares. Men jeg befinder mig dog i en hverdag spækket til randen med meget forskelligt musik og dertil alle aspekter af det, så jeg har trods alt opbygget en eller anden forståelse. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Men musik er jo også et spørgsmål om præferencer og ligesom med bog- og film anmeldelser, så synes jeg aldrig man skal tage det personlige aspekt ud af slutresultatet, for ellers ville alle have den samme holdning til alting og det lyder ærlig talt røvsygt.

Men nu til det famøse album - og det er edderrøvme famøst, for det her album har fuldstændigt overtaget samtlige hitlister.


Ed Sheeran, han kan virkelig synge. Det tror jeg ingen er i tvivl om, eller kan fratage ham og det kan han sagtens få et klap på skulderen for, men den instrumentale del af hans musik er altså søvndyssende kedelig, fordi den er strippet ned til enten akustisk guitar eller lidt klaverspil, måske et enkelt computerlavet beat, hvis der skal være virkelig gang i den, men det er nærmest også. Og så er der hans sangtekster…

Æh…

Ligesom the boy who cried wolf, så er Ed Sheeran the boy who cried love og jeg køber den simpelthen ikke længere. Jo jo, ved første lyt er det måske meget interessant, men det er altså et fundament bygget på flødeskum og hvis man begynder at undersøge det nærmere, så falder hele lortet sammen. Ed Sheeran vil meget gerne være en sympatisk underdog, der synger klichéfyldte sætninger om, hvad man kan forvente af fejlfri og lyserød kærlighed og samtidig har Ed konstrueret sin helt egen indbildske verden, hvor kvinder er smukke og fejlfrie væsner, som kun er sat på denne jord, så han kan opnå denne perfekte kærlighed, som han konstant længes efter… Eller også knuser kvinderne hans hjerte. Det er ligesom de to ting der er at vælge imellem.


Når der bliver sunget sætninger som “That every night I'll kiss you, you'll say in my ear / Oh we're in love aren't we?” Så hænger det en langt ud af halsen, hvor fladt og todimensionelt hans sangskrivning (og ide om kærlighed) er. Every night, hva Sheeran? Det lyder mere som om I sidder fast i en virkelig træls rutine og hvis du ikke snart inddrager noget blid spanking, så tror jeg altså hun skrider af ren kedsomhed.
Der er næsten ingen egen-refleksion eller personlighed gemt i de generiske sætninger om et emne, der ellers er så stort og dybt. Jeg har absolut intet lært om Ed Sheeran af at have lyttet til det her album, udover at han virkelig synes, at hans liv er hårdt.

Divide føles som et stort rod af forskellige sange og stemninger, der slet ikke komplementerer hinanden og de har nærmest kun én ting til fælles: en desperation efter kærlighed. Da Ed Sheeran holdt pause fra de sociale medier (et helt fucking år), rejste han åbenbart verden rundt, så hvorfor er det lige, at han ikke har skrevet en sang om sin rejse? Eller verden? Er vi virkelig sikre på, at han faktisk har rejst og ikke bare siddet derhjemme og læst Nicholas Sparks bøger?


Men det er selvfølgelig ikke kun dårligt alt sammen (det er de gode sange jeg har smidt i indlægget) For sange som Eraser og New Man, giver Ed Sheeran noget kant og hans ikke-eksisterende personlighed bliver bygget en lille smule op. Galway Girl og Nancy Mulligan, som nærmest er en moderne irsk folkevise, præsenterer historier (om kærlighed... selvfølgelig), som man faktisk kan tro på og det er nok fordi, at Ed synger fra en andens perspektiv og så ånder jeg lettet op, for jeg er så pisse træt af hans fantasiløse opfattelse af, hvad kærlighed er.
Så er der selvfølgelig Castle on the Hill, som jeg sagtens kan forstå fascinationen af, for den har jeg selv hørt virkelig meget. Den her tempo og Ed Sheerans stemme bliver anstrengt den del ekstra, så sangen bliver anderledes end de andre. De her sange er sjovt nok også de mest instrumentale stærke på albummet (synes jeg).

Selvom jeg bedre kan lide det her album fremfor hans tidligere, så er der altså stadig intet revolutionerende ved det, slet ikke, når man sammenligner Ed Sheeran med ja… Ed Sheeran, og for mig bliver det altså desværre bare jævnt kedeligt. Og jeg hader virkelig, at det er sådan, for jeg skal til Ed Sheeran koncert og jeg ville ønske, at jeg kunne høre linjer som ”So don't call me baby / Unless you mean it / Don't tell me you need me / If you don't believe it” og synes, at det er vildt dybt og forelske mig i Ed Sheerans akavede ansigt. Men i sidste ende, bliver det bare for overfladisk og det rører mig simpelthen ikke. 

5 kommentarer:

  1. Svar
    1. HAHA hørt! Ed er jo dejlig <3

      Slet
    2. Det kan sagtens passe han er dejlig. Det ved jeg intet om :b

      Slet
  2. Jeg er så enig med dig - faktisk også i forhold til dine favoritnumre. Til gengæld er jeg virkelig glad for hans ældre musik, ikke kun det, han har lavet fra +, men også meget af det musik, han tidligere lavede med undergrundsrappere. Jeg ved ikke, hvor meget du kender af det, så nu lirer jeg bare lidt af, hvis det skulle have interesse!
    Fx var "A Team" oprindeligt kun Ed, der sang et omkvæd og en britisk rapper, der fortalte en virkelig tragisk historie (den hedder "Little Lady"), jeg er ret vild med "Lately", som han har lavet sammen med Devlin (og som har lidt af den samme vibe som "Eraser", den her er bare endnu federe), og så synes jeg også, du skal tjekke "Young Guns" med ham, Levi White, Devlin, Griminal og Yasmin ud - der er i hvert fald et par stykker, som ikke handler om kærlighed. ;)

    Rigtig god koncert i morgen! Håb at han spiller "You Need Me, I Don't Need You", jeg bliver stadig blæst bagover ved tanken om den live.

    SvarSlet
    Svar
    1. YAS. Jeg er hermed helt vild med Lately!

      Det var faktisk en fantastisk koncert! Meget bedre oplevelse, end den jeg havde med det nye album og der blev spillet en masse af hans ældre musik.
      Og han sluttede af med at spille You Need Me, I Don't Need You!

      Slet