mandag den 27. februar 2017

Melodi Grand Prix 2017: Hvad for en fest?

Som selvudnævnt musikblogger, bliver jeg nødt til at holde mig en smule opdateret og derfor udsætte mig selv for ting, som jeg egentlig helst ville have været foruden. Jeg så bl.a. Danish Music Awards og brokkede mig en masse over det. Derefter så jeg Zulu Awards og valgte ikke at foretage mig en skid, for det ville bare være at gentage mig selv fra DMA og tilføje ON A BOAT!

Men denne weekend gav jeg Melodi Grand Prix et skud, fordi jeg ville vide, om jeg kunne sidde, pavestolt, med min klaphat på, når Eurovision ruller over skærmen i maj, eller om jeg bare skulle ud og drikke gravøl med det samme.

Til det er der ikke andet at sige end: SKÅL!

Jeg vil ikke sidde og kommentere på hver enkelt sang, for Grand Prix har en fantastisk evne til at præsentere 10 sange, som man glemmer, nærmest mens de bliver afspillet (hvordan fanden er det overhovedet muligt?), hvilket gør det virkelig svært at differentiere mellem dem. I mit hoved, er de der 10 melodier derfor bare én lang og dårlig sang, som vi aldrig nogensinde kommer til at høre igen efter maj.

Og det er da sjovt, hvordan de danske artister er i stand til at spytte "hit" efter "hit" ud (nu er vi lidt loose med begrebet hit), som der bliver afspillet så vanvittigt mange gange, at vi ikke længere er i stand til at sige navnet Mette, som normale og velfungerende mennesker, men når det kommer til Grand Prix sange, er der åbenbart en uskreven regel om, at det ikke må være et rigtigt hit.

Det må ikke være en sang, som vi, når festen er slukket og lukket og Hr og Fru Danmark er gået i seng, fortsat har lyst til at danse rundt til. Sangen skal helst have en ultra kort levetid og derefter begraves med resten af de Grand Prix sange, som vi er blevet tortureret med de tidligere år og aldrig nogensinde nævnes igen. Altså medmindre Grand Prix fylder 60 år, så kan vi selvfølgelig godt lige kradse hul på såret endnu en gang.

Jeg opfangede jo ikke engang, at den mandlige vært faktisk var vinderen af sidste års Melodi Grand Prix, for så stort et indtryk har det gjort på mig (og jeg er også lidt smådum). Jeg havde umiddelbart mere travlt med at tænke på, at Annette Heicks kavalergang kommer til at hjemsøge mig de næste mange nætter. Yikes!

Men jeg kan jo prøve, som noget nyt og innovativt her på bloggen at sige noget positivt... 
Det var et meget flot lysshow de rockede i boxen. Hvis man lige mutede fjernsynet og lukkede øjnene, når Heicks kavalergang krydsede skærmen, så kunne jeg næsten have nydt showet. Og det er trods alt også meget rart at vide, at dem der optræder faktisk synger live - også selvom de gør det ad helvedes til.

Okay, finalisterne til dette års Grand Prix bestod også hovedsageligt af tidligere deltagere fra enten X-Factor eller Grand Prix, så det var bogstavelig talt en flok tabere der blev sendt op på scenen og så var niveauet ligesom sat, ikke?

Men cirka alt andet var bare super akavet. Fra Mia Lyhnes taxa til Heicks forsøg for at få likes med den mest pinlige voxpop til dato. Det var her jeg næsten håbede på, at YouSee ville lave en nytårsaften og bare cutte signalet til DR, for at skåne os alle sammen.

Lige da det så allerværst ud, hentede Grand Prix dog de store skyts frem og så var der altså Brødrene Olsen og remoulade for alle pengene - og er der noget, som vi danskere elsker, så er det fandme at ride på nostalgi bølgen. Det samme fænomen opstår, når vi snakker om fodbold og 92. Jeg var der ikke engang, but I will never forget.

Spørgsmålet er, om det er okay, at jeg gør lidt grin med Melodi Grand Prix? Det løber jo ligeså tykt i vores årer, som blod og kartofler med brun sovs, men altså for fanden, hvor er det dumt, når de smider om sig med ordet "juryrum", selvom vi alle sammen godt kan se, at de der mennesker bare er parkeret inde på lageret i selskab med en kameramand og truet til at sige "det er et rigtigt stærkt felt i år", mens de laver SOS med øjnene. Eller Annette Heick der beder folk om at bump uglies midt på torvet i København og klip til Keld og Hilda, der står blandt publikum med et stramt og fremtvunget hold-kæft-det-er-sjovt smil.

Jeg synes de gjorde en udmærket indsats på at latterliggøre programmet selv og gider I godt stoppe med det, for så er der for helvede intet arbejde til mig.

Efterhånden er det jo også bare en tradition for os danskere at brokke os over Grand Prix.
Grand Prix, vejret og DSB kan få os til at sidde, i fuld arrigskab og bonde med hinanden, enten når det regner, når toget er forsinket eller når vi endnu en fucking gang taber Eurovision og derfor - for evigt - husker Brødene Olsens kærlighedserklæring til fiskefileter, som det bedste der nogensinde er sket. 

Hutteli-fucking-hut.

Tillykke til vindersangen. Jeg har allerede glemt hvad den hed og hvem der sang den. Men det er jo også det magiske ved Melodi Grand Prix.

4 kommentarer:

  1. Haahahahha, jeg elsker det her indlæg! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker, at du elsker det her indlæg. Loveception!

      Slet
  2. Kæft, det er sjovt. Jeg bøjer mig i støvet for din humor :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Spørgsmålet er om det overhovedet er et humoristisk indlæg, eller bare en sandfærdig observation på det cirkus, som Melodi Grand Prix efterhånden er blevet.
      Men ligemeget hvad, så sætter jeg altid pris på folk, der bøjer sig i støvet for mig (eller min humor, men det er same same). TAK!

      Slet