fredag den 27. januar 2017

As It Is - Okay (album)

Fredag den 20. januar væltede nye udgivelser jo ud samtidig med, at jeg sad med en rigtig træls eksamen, så jeg fik kun sat ord på det nye Starset album - men nu er eksamen long gone og glemt og der er ikke længere noget der står i vejen for, at jeg igen kan producere ligegyldigt materiale og dele på internettet.

Billedresultat for is it is album cover
As It Is er et britisk pop-punk band, som har eksisteret siden 2012 og den 20. januar 2017 udkom deres andet album, okay, der med sine 11 sange, kan beskrives som et ret typisk pop-punk album. 
Jeg er måske ikke helt vild med første halvdel af albummet, hvor pop-punk ratioen hælder mest til pop, men det er nok bare et spørgsmål om præference (lav jeres egen blog, hvis I er uenige). Det er til gengæld virkelig radiovenlige numre, hvis sådan noget musik altså blev spillet i radioen, hvilket det ikke gør herhjemme, hvor vi helst skal sumpe rundt i de samme genrer og den samme lyd.
Men altså første halvdel af albummet er bare mere 'meh', end 'wauw' for mig, da lyden bare bliver for sød, for poppet og for "ordentlig", hvilket er virkelig synd, når As It Is til gengæld har nogle virkelig stærke sangtekster, hvor de reflekterer over det der med ikke at være okay hele tiden (vi kan alle relatere). Jeg bliver også bare nødt til at høre denne frustration i lyden. 

Men ligeså meget, som jeg rynker lidt på næsen af nogle af de første sange, ligeså meget er der nogle sange på albummet, som er alt det, som jeg så gerne vil have: ekstra styrke, mere råt og en ordentlig pop-punk lyd.


No Way Out er der, hvor man lægger mærke til det dramatiske lydskift og ligeså snart man hører det intensive trommespil, så ved man, at der er et skift i energien og de perfekte rene toner bliver skiftet ud med råb, nærmest skrig, når Patty Walters og Ben Langford-Biss skiftes til at sætte lyd på deres frustrationer og når der fx bliver sunget "Here I am again", kan man mærke alle følelserne bag hver eneste ord. 


Soap er en klar favorit, der med sin aggressivitet og mere barske lyd, er alt det, som jeg bedst kan lide ved sådan noget her musik. Ordene "That's the problem that you have here / You're speaking only lies though they're so sincere / If you want, you can forget me / But your mind's too fucked, you'll never set me free", efterfulgt af hjerteskærende energi fra forsangeren, Patty Walters, får mig til at trykke repeat, repeat, repeat. For fanden, hvor jeg har lyttet meget til det her nummer. Det er absolut perfektion.


Albummet slutter helt perfekt af med det akustiske nummer, Still Remembering, der vækker nostalgi hos alle os, der har mistet en stor kærlighed i vores liv. Det føles rigtigt at slutte på et musikalsk low, men et emotionelt high.

"And you'll find somebody new who's worth your time,
Someone who's words sound sweeter than mine
All that I meant, 
Trying my best just to get by
Can you tell me what hurts more,
Is it remembering or forgetting?"

Det er et godt album, som jeg har lyttet utroligt meget til og ikke kun fordi jeg skulle skrive det her. Men jeg vil nok, i mange tilfælde, springe de første par sange over, for de fænomenale og virkelig imponerende sange, findes, ifølge mig, desværre først på 2. halvdel af albummet og derfor ender vi på 3 pizza slices.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar