fredag den 16. december 2016

Sum 41 - 13 Voices (album)

Ja, jeg er stadig i live og heldigvis for jer. Jeg har bare haft så forbandet travlt, at jeg i længere tid har måtte nøjes med en enkelt lur om dagen. Det har været et helvede!

Jeg havde lige et hængeparti med en anmeldelse af et album, som kommer aaaaalt for sent (men ærligt talt, så er det også bare virkelig typisk Kristine), for jeg kan simpelthen ikke gå ind i det nye år, uden at have snakket om 13 Voices af Sum 41, også selvom snakken i hvert fald kommer 2 måneder for sent. But oh well...
Billedresultat for 13 voices album cover
7. oktober 2016 udkom det sjette album af det canadiske band, Sum 41, og hvis du endnu ikke har lyttet til det, så kom lige i gang! Specielt når det allerede har været ude et stykke tid nu...
Sum 41 har siden deres sidste album, Screaming Bloody Murder (2011), haft nogle turbulente år, med nyt band line-up og forsangeren Deryck Whibley, der var ved at drikke sig selv ihjel, men nu er de heldigvis tilbage og bedre end nogensinde. 
Jeg er ikke engang sikker på, om man må bruge ordet "tilbage", for touren, der skal repræsentere albummet, hedder "Don't Call It a Sum-back Tour", men tilbage eller ej, så er det et af deres stærkeste albums nogensinde. Vi snakker på samme niveau som Chuck!
Jeg føler, at dette nok er deres mest heavy, men samtidige også mest følsomme og ærlige album til dato, og det har muligvis noget at gøre med alt det, som bandet har været igennem.


Der er utroligt meget aggressivitet at finde på albummet, både i form af lyd og sangtekster, men hvor albummet starter på sit vredeste, hvilket man også kan se på sangtitlerne; A Murder of Crows, Goddamn I’m Dead Again, Fake My Own Death, så føler jeg, at man kommer igennem en rejse, der repræsenterer Whibleys vrede, specielt mod ham selv, men ender ud i en mere håbefuld og positiv tone med bl.a. War og Breaking the Chain, hvor man kan høre, at Whibley ønsker at bevæge sig fremad.

“Make no mistake, I’ve paid my price
I’ve done my time with the devil in disguise
‘Cause the life I knew has a different view
Tonight, I’m breaking the chain”

Albummet består kun af 10 sange, men hvis man, ligesom jeg, ikke kan få nok, så kan det anbefales at købe deluxe udgaven, som har 4 sange mere (2 ekstra numre og 2 akustiske versioner). 
War er også min 3. mest hørte sang i år, fordi den er så betydningsfuld for Whibley, at jeg har taget den til mig med åbne arme, da alt musik der kan få mig til at reflektere bare en lille smule, fortjener en guldmedalje. “I feel this song literally saved my life”


Indenfor genren havde man jo egentlig troet (jeg havde da i hvert fald), at Green Day ville komme med årets album, og Revolution Radio og 13 Voices udkom da også samme dag (ja, hvad sker der lige for det), men Sum 41 løb altså, uden tvivl, med førstepladsen og fortjener derfor 5 fucking pizza slices. MUMS! 
Jeg ville ønske, at jeg skulle deltage i touren, men de kommer ikke forbi Danmark, og jeg kan ikke overtale nogen til en længere Sum 41-rejse, så jeg må nøjes med dette mesterværk af et album. Ja, man kan åbenbart ikke få alt i livet. Hvor kan jeg sende min klage hen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar