torsdag den 1. december 2016

Slacker Xmas: Jeg skal i julestemning...

Nu er det 1. december, og det hele er bare nisser og glanspapir...
Gu er det røv og det sucks.

Da jeg kom med Mandags Jam i mandags, blev der foreslået noget julemusik, og jeg havde selv overvejet det lidt, jeg er bare ikke lige blevet ramt af den der famøse julestemning endnu, men det skal vi altså have lavet om på. Så må jeg sgu da ud og æde noget gran og inhalere noget risengrød, eller hvad det nu er folk plejer at gøre.
Jeg ser voksne mennesker rende rundt med nissehuer på, og hvis de påstår, at de ikke har sniffet til limen, mens de lavede julepynt, så må det jo være sandt, men jeg vil også bare gerne opleve samme glæde ved december, som dem. Helst uden involvering af lim.

For mig er december bare mere fyldt med bekymringer over eksaminer og tanken om at året snart er overstået og hov, så nåede man ikke en skid endnu en gang, fordi Netflix kom i vejen for alle ens drømme og ambitioner, og selvom der har stået "så bliv dog klogere" på min to-do liste de sidste 5 måneder, så har jeg set flere episoder af Friends, end jeg har åbnet bøger. 
Ved nærmere eftertanke, burde jeg virkelig have valgt at skrive speciale om binge-watching af serier på Netflix, så var alt research arbejdet ligesom overstået – og jeg ville have mere tid til at se Netflix… Ja de gode ideer kommer altid først bagefter, hvor er det bare pisse typisk Kristine.

Billede af mig, taget i dag, 1. december 2016

Jeg er på nogle punkter også lidt en Grinch, når det kommer til jul og de tilhørende traditioner, for jeg spiser hverken æbleskiver eller pebernødder, og man skulle ellers tro at tykke mennesker kan lide alt slags kage, men åbenbart ikke mig.
Jeg spiser heller ikke klejner… Eller jeg gjorde én gang, hvor min kærlighed til kagen kom til udtryk i et massivt ædeflip, hvilket resulterede i, at min karriere som klejne-spiser endte meget brat igen. Der var ellers gode fremtidsmuligheder i det. 
Jeg kan selvfølgelig lade som om, at pepperonien på min pizza er røde julekugler, i stedet for gris fyldt med farvestoffer og e-numre. Hold kæft, hvor er det julet.

Stemningen blev også lidt sat i år, da jeg åbnede min 1. adventsgave og fandt et glas vitaminpiller. Kan da spise en pille hver dag i december… Og resten af året. Husk jeres vitaminer og glædelig jul, børn!

Men jeg må jo gøre noget ved den der manglende julestemning (og min bitterhed, shit det er slemt i dag), om jeg så bliver nødt til at tage en skide nissehue på og vikle mig selv ind i noget julelys og vente på at juleglæden kommer snigende, prikker mig på skulderen og annoncerer, at nu er det jul og så skal jeg fandme smile.

Første punkt på dagsordenen er at lave en playliste med julemusik i samarbejde med jer. Jeg har allerede tilføjet et par sange sammen med dem, der blev foreslået til Mandags Jam, men kom endelig med flere forslag, både af de klassiske julesange samt nogle mere alternative julesange, så jeg kan blive hjernevasket til at komme i julehumør.


Og så går jeg i tænkeboks, så jeg kan finde på noget andet, der også kan hjælpe på situationen. Jeg har vel for fanden stadig 23 dage til at blive høj på julekugler og konfekt. Det skal nok lykkes.

9 kommentarer:

  1. Vil gerne gøre opmærksom på, at Hanson en gang har lavet et HELT julealbum. Det er ret fantastisk.
    Der er jo desuden også ekstremt mange gode sange fra julekalendre. Hvem kan glemme Stella og Nova (Krummernes Jul), Cool jul (Pyrus) eller Drillesang (Jul På Slottet)!?

    ...Men for at være en smule seriøs, så er der jo også Santa Claus Is Coming To Town med The Jakcson 5 (som i øvrigt også er fra et helt julealbum).

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig mange gode bud. Jeg har tilføjet dem alle sammen :D
      Jeg tror btw mine bønner om manglende julestemning er blevet hørt, for Simple Plan har lige smidt en julesang ud i dag!

      Slet
    2. Haha, hurra!
      Så kan de være vi snart skal lave julebrunch og julepynt, som vi ikke kan bruge til noget :-P

      Slet
  2. "Santa Hates Poor Kids" - Your Favorite Martian
    "Jesus & Josefine" - Julie
    "Winter Wonderland / Here Comes Santa Claus" - Pitch Perfect 2
    "En Dag i December" - Sofie Lassen-Kahlke
    "Finally It's Christmas Again" - You Know Who
    "Santa Tell Me" - Ariana Grande
    "Kiss Me Babe, It's Christmas Time" - Owl City


    SÅ JULER DU BARE AMOK!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er edderøvme gode bidrag. TAK!

      Slet
  3. Jeg venter stadig på at du iføre dig nissehue og julelys.. ??

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet