tirsdag den 15. november 2016

Danish Music Awards 2016: En kedelig fest

Det lader til, at jeg altid får lyst til at brokke mig, når jeg sidder i bussen fra Lolland til Odense. Det må være alt den friske luft der er kilde til inspiration, eller også er det fordi det er en røvkedelig tur på 3 timer, hvor der ikke rigtig er andet at lave, end at sidde at blive bitter? Det kan selvfølgelig også være lugten af roer, der lige går ind og kortslutter den del af min hjerne, som holder mig glad. 
Jeg har mange teorier om, hvad det kan være, men en sur kælling, det er jeg i hvert fald, men hvad havde I også regnet med? Jeg består af 80% brok og de resterende 20%, er vist regnbuer og glitter.

I dag skal vi snakke om Danish Music Awards 2016, som rullede hen over skærmen i weekenden. Vi lærte fra min sidste omgang opkast, hvor jeg diskuterede toppen af dansk musik, at jeg tydeligvis er en musiksnob, men heldigvis er jeg også meget mere end det, for det er sgu ikke kun dårlig musik, der giver mig lyst til at stikke en kuglepen i øjet på mig selv.
Det er virkelig dejligt bare at sprede en masse negativitet, sådan en herlig tirsdag.

I dag skal vi ikke diskutere, hvorvidt det var de rigtige nomineringer og vindere til dette års DMA, for der har tydeligvis været noget forarbejde i forbindelse med denne udvælgelse, og det er trods alt mere end, hvad jeg har foretaget mig. Så derfor vil jeg bitche over, ja, stort set alt andet, fordi jeg åbenbart stræber efter, at det slet ikke skal være rart at være omkring mig. Yay!

Hvis man gerne vil se en liste med de nominerede samt vinderne, så kan man se dem her.

Det var Burhan G og Rasmus Bjerg der i år fik lov til at være værter under DMA. En underlig duo, som jeg ikke forstod. De prøvede desperat på at underholde, men kemien var ringe og det føltes mere som en 2 timer lang og dårlig sketch, der, til alles lettelse, blev afbrudt af musik en gang imellem. 
Derudover så var jeg forvirret over dem, der var blevet udvalgt til at uddele priser. Det lader lidt til at samtlige ”kendte” mennesker i Danmark, har fået en Facebook-invitation omkring deltagelse i prisuddeling, og så er arrangørerne endt op med de 10 mennesker, der orkede at svare ”interesseret” - så det betød, at de der brødre fra ”Kurs mod fjerne kyster” pludselig befandt sig på scenen og endda sagde, at de ikke vidste en skid om dansk musik, fordi de sjovt nok har tilbragt alt deres tid ude på havet, og senere stod Schmeichel og søn der også, helt malplacerede og forvirrede over, at de ikke var på en fodboldbane.

Der var så lidt variation på programmet, som der er i mit valg af pizzatopping. Det er forresten zero variation, for jeg får altid bare skinke på min pizza - pepperoni, hvis det skal gå virkelig vildt for sig, men modsat mit pizzavalg, som jeg aldrig bliver træt af, så visner jeg en smule indvendig, når en prisuddeling kun domineres af musik inden for pop og club kategorien. 
Der var nogle priser, som blev uddelt til forfesten, hvilket bl.a. betyder, at vi intet hørte om Årets Danske Rockudgivelse til selve showet, hvilket undrer mig, når vi nu endda havde nogle virkelig gode kandidater i denne kategori. 
Det tætteste vi kom på at få lidt rock på scenen, var da Jesper Binzer fra D-A-D skulle uddele en pris, og som den rock and roller jeg nu er, følte jeg bare ikke, at det var nok.

Og hvis vi så lige skal snakke om takketalerne fra de vindende artister... Disse kunstnere, musikalske genier, om man vil, der til dagligt leger med sproget i forbindelse med deres arbejde. Ja, vi kan kalde dem nutidens poeter - men når de går på scenen for at modtage en rigtig fin pris, glemmer de pludselig alle sprogkundskaber og det eneste der er tilbage at sige, er ”Fuck”, ”Hvad så Forum”, ”Fuck hvad jeg skal sige” og ”Fuck hvor vildt” ... Ja for fanden, hvor de mestrer sproget til fulde og det er da godt, at de skal leve af det. 
Jeg havde forventet sådan en tale fra Blak, for han har trods alt skrevet en sang, der hovedsageligt består af sætningerne ”Nede Mette” og ”Nede med det”, så han har ligesom bevist, hvor poetisk han er, men af de andre, havde jeg sådan set håbet på, der ville komme et eller andet semi-intelligent ud af hovederne på dem, i det mindste bare et ordentligt tak, men det skete ikke.

Mø og Alex Vargas, vil jeg dog godt lige påpege, kom med fremragende taler. Alex, modsat sine kollegaer, bandede slet ikke, og jeg har lyst til at beskrive ham som ”en nydelig ung mand” og give ham et kram. Det var nærmest befriende at høre en, der kunne tale pænt, når nu resten af banden lød som om de kom direkte fra arbejdet på havnen og ikke anede, at de faktisk blev filmet.

Men altså, måske vidste de ikke, at de var på tv? For det kunne også forklare deres mundering. Det så ud som om, at der var en hipster Guru, der bare havde kastet op udover dem alle sammen. Mange troppede op i joggingtøj, sågar overtøj inklusiv hue og hele svineriet. Hvad sker der lige for det?
Hvis man skal på tv og modtage en pris, så tag dog en skjorte på, eller som minimum lige smid overtøjet. Og det er meget paradoksalt, at jeg skal sidde her og diskutere mode, når jeg ofte render rundt i fuld Batman outfit, men hvis jeg fik at vide, at jeg skulle i fjernsynet, så tror jeg da nok lige, at jeg havde hængt kappen et par timer.

Æresprisen gik i år til Medina. Jeg gider ikke diskutere, om det var rigtigt eller forkert, for jeg kunne hurtigt konkludere ud fra Twitter, at det virkelig havde delt vandene. Men jeg vil så sige, at jeg til gengæld blev rørt af det klip, hvor de meddelte, at hun havde fået prisen og det betød tydeligvis meget for hende. Kameramanden var endda fræk nok til lige at zoome ind på Christopher, som også var rørt, og jeg var nærmest klar til at fælde en lille tåre selv, indtil Anne Linnet gik på scenen og fremførte den mest deprimerende peptalk nogensinde. ”Du har mange gode år foran dig, Medina”, okay Anne, enten synger du en sang eller også sætter du dig ned.

Efterfølgende gik Medina på scenen med et stykke papir, hvorpå jeg antager, at hendes takketale stod (???), men alligevel leverede hun den mest uforberedte tale jeg nogensinde har hørt. Jeg vil gerne vide, hvad der egentlig stod på det der stykke papir. Rutevejledning til podiet? Forklaring af højre og venstre? Det kan da umuligt have været den tale, som hun fik fremstammet, for så vidt jeg husker, sagde hun vist ikke andet end fuck, og hun vidste altså på forhånd, at hun havde vundet. Jeg har aldrig følt mig så lidt inspireret. 
Hun var mere uforberedt, end jeg er, og jeg planlægger altså ingenting, men venter mere bare på, at folk siger, hvor jeg skal gå hen. En gang imellem møder jeg op til en biograftur, andre gange er det pludselig en eksamen. Det er altid spændende, men ligemeget hvad det er, så leverer jeg noget, der er bedre end Medinas takketale. Der skal selvfølgelig heller ikke så meget til.

Som du allerede har gættet, så var jeg ikke en kæmpe fan af showet. Jeg synes det var super kedeligt, men det gik først rigtig op for mig, hvor slemt det egentlig var, da jeg var mest underholdt af Nik og Jays optræden. Jeg har intet forhold til Nik og Jay, udover at vi sameksisterer i denne verden, men det var den første optræden i programmet, der faktisk lød som om, at den var live og på et tidspunkt kastede de sig også ud i nogle interessante dansetrin og her skreg jeg altså af grin. Så tillykke til Nik og Jay, som blev mit yndlings øjeblik til DMA - den havde jeg sgu ikke lige set komme.

Og tillykke til de artister, der vandt en pris. Inden jeres næste award show, vil det være en god ide lige at google ”dress for the occasion” og så bruge lidt længere tid på at forberede takketaler, så jeg slipper for den hovedpine, der automatisk kommer, når man har rullet med øjnene i 2 timer.

2 kommentarer:

  1. "Der var så lidt variation på programmet, som der er i mit valg af pizzatopping." HAHAHHA I LOVE IT.

    Og det der rullen med øjnene i 2 timer? Det kan umuligt være sundt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg tror heller ikke det er sundt. DMA burde virkelig komme med en advarsel, inden man sætter sig til at se det.

      Slet