mandag den 11. december 2017

Mandags Jam #12: Christmas Edition


Det er jul!

Jeg har skiftet mit 30 cm juletræ ud med et fucking 150 cm juletræ (nærmest ligeså højt som mig, much wow), når nu jeg endelig har pladsen til det pjat og jeg debatterer dagligt med mig selv, om jeg ikke bare kan have det fremme hele året rundt, for hold kæft det er hyggeligt!

Så har jeg købt nisser. Aaaalt for mange nisser. Jeg er vitterligt troldet i Netto midt om natten for at købe nisser. Flere gange. Dem ved kassen kigger lidt mærkeligt på mig, når jeg bare skal have for 50 kroner blandede nisser og ikke andet. Jeg må derfor konstatere, at jeg muligvis er den mest suspekte type man kan risikere at møde i Netto klokken 3 om natten.
I denne anledning blev hashtagget #LateNightNisseRun kreeret, men det rammer åbenbart ikke så stor en målgruppe, som jeg ellers havde forventet, for jeg er altså den eneste, der har været vanttig nok til at bruge det.

Mit nissebeklædte mesterværk
Men jeg tænker, at det er oplagt at bruge denne Mandags Jam til at bygge videre på playlisten med julemusik fra sidste år. Jeg har i år tilføjet 3 meget forskellige sange.

Hvilke julesange kilder jeres julekugler? 

Tom Fletcher - Afraid of Heights
Denne her er ikke på Spotify (endnu), men McFly's Tom Fletcher udgav sidste år en julebog, the Christmasaurus (som jeg endda anmeldte) og den blev så populær, at den både skal laves til film og musical. Jeg har købt albummet med sangene fra musicalen og det er den perfekte kombination af klassiske julesange, Disney og Tom Fletcher's magiske evne til at lave fantastisk musik. 

Gwen Stefani (ft. Blake Shelton) - You Make It Feel Like Christmas
Gwen har været meget ambitiøs i år og har lavet et helt julealbum, som jeg regner med at jeg anmelder snarest. I hvert fald inden jul. Måske. 
Denne er min yndlings fra albummet, som hun synger sammen med sin the Voice kollega og Sexiest Man Alive (åbenbart), Blake Shelton. Jeg venter jo hvert år på en sang, der definitivt kan vælte Mariah Carey's All I Want For Christmas af pinden og jeg føler lidt, at denne ville være en god konkurrent, omend Mariah nok kommer til at sidde på sin juletrone for evigt.

The Vamps - Hoping For Snow
Til alle ungpigehjerterne; her er nogle søde gutter, der synger en sød julesang. Live versionen, som er den eneste, der er på youtube, har sin charme, men jeg foretrækker studio versionen, som også er den jeg har smidt på Spotify playlisten. 

#ISurvivedSlackerXmas

mandag den 30. oktober 2017

Mandags Jam #11: Halloween Edition

En hurtig googlesøgning fortæller mig, at den 31. oktober er Halloween, eller Allehelgensaften. Jeg ved ikke helt om de to ting er præcis det samme and I don't really care. Det er noget med, at man mindes de døde og det er umiddelbart meget passende for Slacker Satellite, der kun er blevet holdt i live af franske bots, der åbenbart elsker min anmeldelse af Miley Cyrus' nye album.
Merci for alle sidevisningerne. 

Jeg fejrer ikke Halloween, men det er åbenbart blevet a thing her i Danmark. Som en irriterende amerikansk svulst, der vokser hvert eneste år. Lige nu er det ekstra åndssvagt, fordi vi bliver tvangsfodret med helligdagsrelateret slik og dertil pynt for hele 2 forskellige højtider på én gang og man kan nærmest ikke vade ind i et supermarked uden at skvatte i både græskar og julemænd. 

Vi bliver altså nødt til at arbejde på en bedre overgang fra det ene til det andet, for jeg har seriøs identitetskrise og forhøjet blodtryk af alt det lorte slik, der åbenbart følger med disse traditioner. 
I am only human, goddammit!

De første 3 år jeg boede i Odense, boede jeg i et fucking rækkehus omringet af børnefamilier og jeg var meget forvirret, da der pludselig stod en flok unger foran min hoveddør en oktober eftermiddag og sagde "slik eller ballade", som om det var det mest normale i hele verden. 
Øh undskyld, men hvis jeg skal give noget væk gratis, så skal jeg altså som minimum have en fucking sang. 

Nå, men nu er det 4 år senere og jeg venter stadig på denne såkaldte "ballade", som jeg dengang blev truet med. 
Fucking Halloween slackers.

Det kan godt være, at jeg blev snydt for min sang, men det skal I til gengæld ikke. Jeg har fundet et par sange, som med lidt god vilje, totalt meget kan gå som Halloween sange, og I må meget gerne - som altid - smide et par forslag, som jeg kan tilføje til listen!

Michael Jackson - Thriller
Obligatorisk Halloween sang. No explanation needed.

McFly - Transylvania
Musikvideoen er mærkelig, sangen er lidt mærkelig (men såååå fucking god!) og så hedder den Transylvania, og vi ved jo alle sammen godt, at det er der Dracula bor. Så bliver det vist ikke mere Halloweenie. Og ja, McFly har skrevet deres egen sangtitel forkert. 9 år senere og de har stadig ikke rettet det...

VAMPS - VAMPIRE'S LOVE
Ja og apropos vampyrer, her er en rockballade om en vampyrs kærlighed. Klaverspillet i den her sang er seriøst det bedste i hele verden. GIV MIG MERE!

Melanie Martinez - Mrs. Potato Head
Alle Melanie Martinez musikvideoer er decideret freakshows, men til gengæld er de aldrig nogensinde kedelige. Denne her er en af mine absolut yndlings sange lige nu. Tekst, beat, vokal; alt er perfekt. I musikvideoen har Martinez' bejler booket en tid hos en plastikkirurg og som man kan se på sedlen (tid 2:10), så skal hun opereres den 31. oktober, aka Halloween. 


#IDidNotSurviveThisMondayButCameBackAsAGhostBecauseItIsHalloween
#What

lørdag den 30. september 2017

Miley Cyrus - Younger Now (album)

Jeg skal da lige love for, at det der med at genopfinde sig selv, er the shit i 2017. Jeg kan næsten ikke følge med mere.

Fra Katy Perry, Kesha, Taylor Swift til Miley Cyrus. Det er som om, at man bliver nødt til at gøre noget nyt - noget anderledes - hvis man vil forblive relevant. Jeg ved ikke om det er den musikalske ækvivalens til at blive single, for derefter at bilde sig selv ind, at man da helt sikkert skal have gjort noget nyt og vildt med sit hår, for ny frisure = nyt liv, ikke?

En gang imellem bliver det nye hår jo også super lækkert. Kesha havde fx en skide god frisør. Men andre gange må man bare håbe på, at det hurtigt gror ud igen. I am looking at you, Katy Perry. Altså, jeg mener metaforisk i forhold til hendes musik, for det korte hår ser fucking godt ud. Hendes nye musik er bare røv.

Så er der Miley Cyrus, der nok løber med titlen som Miss Reinvent - Men er det ikke også hvad man kan forvente af en kvinde, der er vokset op som en skizofren popstjerne? Fra Hannah Montana til en twerkende, strap-on bærende Miley Cyrus, så har hun virkelig været hele paletten igennem - og det har altså ikke været lige kønt alt sammen.


Men hvem er den "rigtige" Miley Cyrus så?
Jeg ønsker inderligt, at Miley Cyrus anno 2017 skal være svaret på dét, for det er klart den mest charmerende udgave hun har præsenteret for os indtil videre - og på Younger Now erklærer hun da også, at this is it. Hun er vågen og til stede; Hun er endelig ædru. Det nye album ændrer ikke på, hvem (eller hvad) hun har været, men det er et skridt mod forandring. 

"Feels like I just woke up
Like all this time I've been asleep
Even though it's not who I am
I'm not afraid of who I used to be"
- Younger Now.

På albummet går Miley Cyrus helt tilbage til rødderne og henter inspiration helt inde fra kernen. Hvis vi blander lyden af Teneesse, Billy Ray Cyrus og Elvis Presley med et moderne popunivers og store kærlighedsballader, så har vi Younger Now (2017) - og det klæder altså Miley fucking godt. Country er i hendes DNA og jeg synes personligt, at det er her hun hører hjemme.

Hendes ru, halvdybe stemme får frit spil i et mere analogt lydbillede, hvor akustiske instrumenter sørger for, at alt opmærksomheden ender på ordene, der kommer ud med så meget følelse og inderlighed, at man kan mærke det helt inde i hjertet. Når Miley Cyrus synger "I would die for you", så fucking tror jeg på hende.


Det her er helt klart det mest sammenhængende album Miley Cyrus nogensinde har lavet og overordnet, så er det måske lidt mere brunt og falmende ved siden af den glitter og kostume beklædte Miley, der væltede kaotisk rundt på Miley Cyrus & Her Dead Petz (2015), men Younger Now (2017) virker til gengæld mere ægte og dén version vil jeg til hver en tid vælge.

Det er ikke alle sangene på albummet, der formår at trænge igennem mine mange lag af pizza og strejfe mit iskolde hjerte, men når der så kommer en sang som She's Not Him, så glemmer jeg ærlig talt de mindre mindeværdige momenter og i et atypisk øjeblik, sænker jeg mine parader.

Miley Cyrus får mit hjerte til at eksplodere og Younger Now (2017) får 4 velfortjente slices for at få mig til at føle noget.

Top 3 bedste: She's Not Him - Malibu - Love Someone
Top 3 værste: Rainbowland - Younger Now - Bad Mood

Miley Cyrus er til dig, der godt kan lide: Kesha - Harry Styles - Lady Gaga

søndag den 10. september 2017

Slacker Sunday #1

Jeg er tilbage...ish!

Nu har jeg været stille en måneds tid og tænker derfor, at det er fint at starte ud med Slacker Sunday, hvor jeg reflekterer lidt over min uge... Mit liv... Musik jeg har hørt og de ting, som jeg har oplevet.

Flytning og kærlighedserklæring til opvasker

Jeg har været ekstra stille på det sidste, da jeg simpelthen er flyttet AND OH DEAR LORD WHAT A PROJECT. Jeg bor dog stadig i Odense. Jeg er faktisk kun flyttet 1,3 km væk fra mit elskede kollegie, der ligger lige foran Odense Banegård. 

Det har været nogle af de bedste 2 år at bo på kollegiet. Ja, gulvet er pisse grimt, vinduerne utætte og der er altid problemer med afløbet, men ingen brokkede sig, når Rikke og jeg hørte højt musik indtil klokken 6 om morgenen (vi kunne i hvert fald ikke høre dem). Når jeg havde tømmermænd, kunne jeg ramme McD på bare 2 minutter, og Underbo og jeg har brugt uendelige mange timer sammen, hvor vi bare har stenet Friends og spillet Wordfeud.

Men nu er jeg altså flyttet (for tredje gang i løbet af 5 år, wattup nomade) og jeg har aldrig haft så smuk en lejlighed, som den jeg har nu. Jeg tager ofte mig selv i bare at glo på mine ting, i stedet for at tænde fjernsynet. Altså jeg har heller ingen tv-kanaler, så det er delvist også derfor.
Men vigtigst af alt, så er der en fucking opvasker! Jeg har endnu ikke været i stand til at trykke på "start" uden lige at snappe min nye vinder-tilværelse til alle mine venner, der ikke har opvasker. JEG TAGER LIGE EN LUR, MENS I FUCKERS VASKER OP. 
Jeg skal være ærlig og sige, at den generelle status på min opvask præ-opvasker var super klam (som Lisa meget venligt har formuleret det), men nu har min nye bitch, Siemens, overtaget det hårde arbejde og min livskvalitet er derved steget mange procenter.

Flytteprocessen har været hård og jeg ville overhovedet ikke have klaret det uden mine forældre, søskende og venner, der har pakket, slæbt, bragt og samlet, mens jeg stod som en venstrehåndet mongol og erklærede mig selv uegnet til fysisk arbejde. Jeg var særlig imponeret over min lillebror, der farede rundt med flere kasser i favnen SAMTIDIG, mens jeg selv måtte erkende, at min muskelmasse nok er blevet erstattet af smeltet ost og knuste drømme.
Uden min lillebror ville jeg stadig være i gang med at løfte (og svede ud over) millioner af flyttekasser.

Taylor Swift is back in town

Så er Taylor Swift kommet stormende tilbage til musikkens verden, slået alverdens rekorder og derudover også væltet lorte Despacito af pinden. FINALLY. 
Taylor Swift og hendes team er altså fucking geniale. Der har floreret super meget hate, som der jo altid gør, når artister begynder at eksperimentere lidt, for Gud forbyde, at man skulle forsøge sig med noget nyt. 

VIG BORT, KREATIV UDFOLDELSE! 

Men altså haters gonna hate, hate, hate og det har ved Gud kun givet hende mere opmærksomhed. Ikke alene laver Taylor Swift de bedste musikvideoer, men det er nu lykkedes hende at lave en musikvideo, der både har slået rekord for flest visninger inden for 24 timer og derudover også har sørget for, at alle hendes tidligere musikvideoer har fået flere visninger.

Jeg så alle hendes musikvideoer efter LWYMMD videoen og kunne se flere i kommentarfelterne, der var i gang med samme bingewatch. GENIALT. 
Hvis du ikke har set videoen, så se den NU, og når du så har set den, så skal du læse disse artikler - her og her - hvilket gør, at man ikke kan andet end at blive en lille smule imponeret, selv hvis man er en fucking hater.


The dark side of social media; Guldtuben

Så kom jeg til at se det sidste kvarter af Guldtuben lørdag aften og var sikker på at Guds vrede skulle vælte ned over os, når nu Fie Laursen og TopGunn var samlet under samme tag. Men der skete ikke noget. Eller jo, retardo lagkagen blev jo toppet af at Citybois pludselig stod på scenen til sidst og det er vel også straf nok i sig selv. Jeg overvejede i to korte sekunder at se hele freakshowet, for at skrive lidt om det, men jeg har jo allerede fastslået, at jeg fucking hader hele verden, da jeg brokkede mig over Danish Music Awards, Melodi Grand Prix og Eurovision, så jeg valgte at spare jer for dét raserianfald. 

Det var så lidt. 

De andre ting var trods alt også musikrelaterede, hvor jeg altså ikke er sikker på, at jeg ville kunne holde ud at se selfie generationen forsøge at sameksistere i Royal Arena midt i en tsunami af telefoner, selfiestænger og vlogging kameraer. Hold kæft der må have været tryk på internetforbindelsen med alt det, der skulle snappes, instagrammes og livestreames. Derudover var jeg i et kort øjeblik bange for at blod og hjernemasse skulle vælte ud af ørerne på mig, da ham den ene YouTuber, som jeg aldrig har hørt om før, sluttede sin takketale af med at spørge en eller anden tøs om de skulle være kærester. Gider du godt lade være?! Heldigvis sluttede programmet efterfølgende hurtigt og akavet (som sikkert også har været præmissen for resten af showet) og jeg kunne ryste den forfærdelige oplevelse af mig ved at tænde for Friends.


Følg mig på Twitter, for at holde dig opdateret på mit enormt spændende liv.

tirsdag den 15. august 2017

Kesha - Rainbow (album)

Det her bliver det sidste indlæg, der udkommer i august, da jeg skal fokusere på at færdiggøre min uddannelse, men jeg vender stærkt tilbage engang i september!

Kesha rejser sig fra asken, som en regnbuefarvet og juvelbeklædt føniks - og beviser med albummet Rainbow (2017), at hun er alt andet end en generisk pop-artist. Hun er en motherfucking kunstner. 

Jeg har aldrig (før) været kæmpe Kesha fan. Hun har tidligere lavet et par sange, som jeg har været i stand til at tolerere, men jeg kan for eksempel ikke holde ud at lytte hele hendes Warrior (2012) album igennem, da hendes monotome toneleje irriterer min øregang grænseløst og mange af hendes tekster har været fuldstændig intetsigende for mig... Indtil nu.

Ligesom Lady Gaga og Miley Cyrus, har Kesha pensioneret partygirl attituden. Væk er den forfærdelige autotune og ambitioner om kun at lave clubhits - og tilbage er en helt reel og nøgen Kesha, der blotter alle sine følelser for omverdenen og bruger sine traumatiske oplevelser til at kreere et af de bedste albums, der er udkommet i 2017. 

Rainbow (2017) starter ud med den akustiske sang, Bastard, der præsenterer hele essensen og budskabet med albummet. Kesha har tydeligvis noget på hjertet og en masse hun gerne vil bevise. Hun gider ikke længere give en fuck for dem, der alligevel bare behandler hende som lort. Hun vil gerne reflektere over de tæsk hun har fået, tilgive and move the fuck on.

Been underestimated my entire life
I know people gonna talk shit, and darling, that's fine
But they won't break my spirit, I won't let ’em win
I’ll just keep on living, keep on living, oh
The way I wanna live


Kesha formår at præsentere vildt personlige og dybe budskaber med så meget følelse og overbevisning, at vi decideret kan mærke hendes smerte og hvordan hun heler undervejs.
Vi har jo alle vores indre dæmoner, men Kesha kommer stormende med inspiration, håb og lover os, at der altid er lys for enden af tunnellen. Rainbow (2017) er en kærlighedserklæring til Kesha selv og det er en opløftende oplevelse for alle os andre. 

Kesha bevæger sig rundt i genrelandskabet, som et barn løs i en slikbutik, men ligesom Harry Styles, får hun det til at fungere. Kesha vil gerne lave rock (Let 'em Talk og Boogie Feet), og egentlig også country (Hunt You Down og Old Flames) og en gang imellem vil hun også bare gerne lave en klassisk Kesha sang, som fx Boots, der lyder som light versionen af Timber. Rainbow (2017) er en ren rutsjebanetur af overraskelse på overraskelse, fordi man aldrig nogensinde havde troet, at Kesha var i stand til dét her. 

Alle mine tvivl om Keshas musikalske talent blev gjort fuldstændig til skamme med sangen Praying, hvor Kesha præsenterer en vokal range, der placerer hende sammen med eliten af sangerinder vi har i dag og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man tidligere har druknet hende i autotune og irriterende elektroniske beats.


Selvom Kesha bruger meget energi på at krænge sit hjerte ud og næsten vender sig selv på vrangen, for vores skyld, så er der stadig plads til sange som Godzilla og Spaceship, der bare er fucking mærkelige og på sin vis passer de slet ikke ind. Men fordi det er Kesha, der ærlig talt virker totalt utilregnelig, så giver det alligevel mening, og et album der i teorien burde være noget værre rod, samler sig så fint og bliver til det, som jeg vil kalde et værk.

Det er ikke ofte, at jeg giver 5 slices; sidst det skete var engang i januar. Men fra første lyt til Rainbow (2017) var jeg slet ikke i tvivl. Jeg er virkelig ked af alle de forfærdelige ting Kesha har været igennem, for hun synger som en, der virkelig har haft ramt bunden, men til gengæld står stærkere nu, end nogensinde før. Det her er det bedste, der nogensinde er sket for hendes karriere og hun fortjener en fucking Grammy for det her album.

Top 3 bedste: Let 'em talk - Woman - Learn to let go
Top 3 værste: N/a

Kesha er til dig, der godt kan lide: Miley Cyrus - Lady Gaga - Katy Perry