lørdag den 17. juni 2017

Slacker Satellite på Tinderbox Festival 2017

JEG SKAL PÅ TINDERBOX! 
Jeg har simpelthen købt mig en billet til fredagen (fuck, det er sgu da lige om lidt), som jeg personligt også synes har det bedste program - og jeg glæder mig!

Jeg aner ikke, om jeg får tid til at skrive noget om Tinderbox, når det er overstået, for jeg tager direkte videre på Roskilde Festival om lørdagen og når det alt sammen er slut, så er jeg enten fucking smadret eller muligvis død.

Så derfor skriver jeg lidt om Tinderbox nu - og hvis man vil følge mere med i mit Festivals-eventyr, så tænker jeg, at Instagram og Snapchat bliver opdaterede relativt ofte. En slags dokumentar, hvorvidt en Slacker kan overleve to festivaller inklusiv det der med at sove telt. Jeg har super dårlige odds. Det bliver meget spændende.

Her er de artister, som jeg specielt glæder mig til at opleve på Tinderbox!

Kaleo, fredag kl. 13.00, Blå Scene.
Til min første omgang Mandags Jam blev jeg jo præsenteret for Kaleo, af selveste, the one and only, Lisa - og jeg har været hooked lige siden. Kaleo er et islandsk blues/rock band, der spiller på rigtige fucking instrumenter, på den ekstremt sexet og moody måde. Lige som jeg kan lide det.

Holmen Hustlers, fredag kl. 13.00, Scene 4.
Til Tinderbox Band Battle opstod en helt uventet begejstring for Holmen Hustlers og jeg har hoppet rundt til deres musik lige siden. Da jeg anmeldte deres album, Kantslag, konkluderede jeg hurtigt, at det fynske band var så meget mere end 4 dudes med lidt for meget krudt i røven - Lyriske er de super skarpe og med et tvist af humor. Tilsæt fede beats og blæseinstrumenter og du har en Holmen Hustlers cocktail fyldt med så meget energi, man ikke kan andet end at skrige "RED BULL GO HOME", mens man hopper videre i sin Hustler trance.
Og ja, der opstår et dilemma, da de spiller samtidig med Kaleo. Jeg er stadig usikker på, hvad fuck jeg gør...

Jimmy Eat World, fredag kl. 14.05, Rød Scene.
Jimmy Eat World er et af mine yndlings bands og har været det lige siden jeg var emo til the Middle engang i folkeskolen. De er med tiden modnet og udgav i 2016 et semi-melankolsk og super følelsesladet album, som jeg anmeldte og var super begejstret for. Da jeg så de kom på Tinderbox var jeg faktisk klar til at købe billetten uden overhovedet at vide, hvordan resten af programmet så ud.

Jonah Blacksmith, fredag kl. 15.35, Scene 4
Et dansk band, der spiller moderne country-folk. De er nærmest indbegrebet af hygge og skulle være helt eminente live, hvor de plejer at gøre noget ekstra ud af det. Da de spillede på Gimle medbragte de tæpper og gamle lamper, for at skabe en helt særlig stemning. Og så bagte de kage.
Kage eller ej, så glæder jeg mig til at se dem på Tinderbox.

Phlake, fredag kl. 17.05, Rød Scene
Jeg blev særlig interesseret i Phlake, da jeg mødte deres manager til kurset Innovative Music Management og han fortalte, hvordan Phlake opstod og hvor meget passion for musik, der faktisk er gemt i gruppen. Med en kombination af R&B og hip hop er de noget af det stærkeste vi har indenfor dansk musik lige nu. Hvis jeg ikke når at se dem på Tinderbox, så kan det være jeg kan nå at fange dem på Roskilde Festival, hvor de skal spille på Orange Scene.

HAIM, fredag kl. 20.05, Rød Scene
Det amerikanske pop/rock-ish band, der egentlig nok også har nogle elementer af folk og R&B, er virkelig i en kategori for sig selv. Meget likeable sange og vanvittige gode tekster. Og de vil helst ikke have, at man fokuserer på, at de er et band, der kun består af kvinder, men det er fandme så sjældent man ser det (dunno why, man), at jeg vil gerne tillade mig at sige, jeg synes det er fucking awesome.

Kings of Leon, fredag kl. 23.05, Rød Scene
Endnu et amerikansk rockband der har fundet vejen til en festivalscene i Danmark og når jeg nu går glip af the Killers (som spiller om torsdagen), så er Kings of Leon nok det næstbedste. Jeg brugte meget 2016 på at lytte til deres WALLS album og jeg glæder mig til at se dem live.

Resten af Tinderbox programmet kan ses her
Hvem glæder I jer mest til at opleve på dette års Tinderbox?
Og udover musikken, hvad skal man så spise, drikke, eller opleve, når man er på Tinderbox?

mandag den 12. juni 2017

Mandags Jam #9: Summer Vibes

Selvom den danske sommer for længst officielt er begyndt, så føles det ikke helt som rigtig sommer endnu. Sommeren har jo vist sig fra sin typiske skizofrene side, hvor den helst gerne vil starte med at give dig en solskoldning, for derefter at kvæle dig med blæst og regn. Get your shit together, man.

Jeg er klar til at gå full-on sommer nu. Lige i tid til Tinderbox og Roskilde Festival.
MAKE IT HAPPEN.

Jeg kan jo desværre ikke styre vejret... eller min trang til pizza - men sommer stemningen kan vi da altid hjælpe lidt på vej, hvilket præcis er det vi skal i dag med denne omgang Mandags Jam!
Så find solbrillerne frem og forbered dig på en falsk forventning om 30 grader udenfor med disse 3 sange, samt jeres awesome forslag, som selvfølgelig vælter frem i kommentarfeltet lige om lidt!

#SlackerSummer

Fuld Effekt - Vandtæt
En kombination af funk og rap, præsenteret med hurtige rim og en masse humor. Man kan ikke lade være med at smile og værst af alt danse. Helst rigtig grimt. Ja, jeg har væltet unødvendigt meget rundt til den her sang de sidste par uger, til stor irritation for alle andre end mig selv. Men jeg er altså klar til at gå sommeren i møde med Fuld Effekt - og jeg kommer til at snakke meget mere om dem senere.

Miley Cyrus - Malibu
Da jeg anmeldte Harry Styles fantastiske debutalbum, nævnte jeg lige hurtigt Miley Cyrus, men jeg fik slet ikke sagt alt det jeg ville. Miley er startet forfra og selvom hun har mere tøj på nu, end hun har haft i lang tid, så er hun mere nøgen end nogensinde før. Malibu er en kærlighedssang om en masse tvivl, der bliver gjort til skamme af den store kærlighed. Sunget helt uden auto-tune, der normalt ødelægger alt det charmerende ved Mileys stemme (bare lyt til We Can't Stop). Her kan man endelig høre alle elementer af hendes stemme. Det hæse, det ru, følelserne der skinner soleklart igennem. Instrumentalt er det så simpelt som det kan være, men opbygningen af sangen er alligevel i stand til at give en kuldegysninger. Pop/rock møder country i denne nye version af Miley Cyrus og det er lige præcis sådan her hun bør opleves. Det er ren sommer!

 '
SAVEUS - Himalaya 
Alle snakker om Martin lige nu og med så meget talent, bliver jeg fandme også nødt til. Himalaya er den mest opløftende sang nogensinde. Og hvor Martin har skrevet den med henblik på sig selv og sin hurtigt voksende karriere, så er den også god til at beskrive den danske sommer. Den starter slow, lidt melankolsk... så begynder den langsomme opbygning, hvor man næsten ikke kan lade være med at klappe lidt med. Indtil den fucking eksploderer i blæseinstrumenter og gospelkor og det eneste man kan tænke er "YAAAAAAAAS". Hold kæft en vild sang, Martin! Jeg er totalt klar på at den danske sommer eksploderer med samme kraft som Himalaya. Bring it on!

#ISurvivedMonday

torsdag den 8. juni 2017

En snak om fremtiden...

Hurtigere end man kan nå at blive rigtig voksen med budget, forsikring og a-kasse (de er de 3 mest voksne ord jeg kender), er man ved næsten endt uddannelse og man har ikke helt fundet ud af, hvad det er man egentlig vil - eller endnu værre - hvad fanden man egentlig kan.

Størstedelen af den tid, som man skulle have brugt på at danne sig selv og finde de skjulte talenter, som man jo forhelvede besidder, er i stedet blevet brugt til at undre sig over, hvor fanden ens penge forsvinder hen hver måned og hvordan en enkelt person kan producere så meget vasketøj og opvask. Pludselig opstår panikken og man er bange for, at man i sidste ende skal deporteres tilbage til Lolland på grund af manglende ambitiøse drømme om ens fremtidig hverdag - og det er altså en frygt, der kan sætte gang i maskineriet.

Det var lige præcis dén frygt, der ramte mig, da jeg havde 6 måneder tilbage af min uddannelse.

Fuck, hvad vil jeg?
FUCK, HVAD KAN JEG?!


Det er også pisse svært at vide, hvad det er man gerne vil med sit liv, for man har i princippet frit valg på alle hylder, og selvom man en gang imellem synes, at man er mere speciel, end alle de andre og derfor bør lave noget ligetil specielt, så sidder janteloven også bare tungt på skulderen og hvisker med kaffeånde, at man ikke skal drømme alt for stort, for man er jo ikke noget særligt.
I hvert fald ikke særlig på den der måde, hvorpå man kan opnå store ting i livet, men måske mere særlig, som i at der burde være en rigtig voksen til stede, der kan sige: "SPIS NU ET STYKKE FRUGT FORHELVEDE, KRISTINE".

Og når man går på universitetet og læser noget så dumt, som Cand.merc., som absolut ingen udenfor universitetets akademiske vægge ved, hvad fuck betyder (jeg googlede det først halvvejs inde i 2. semester), så bliver man hele fucking tiden mødt af spørgsmålene: "Hvad vil du så, når du er færdig?", "Hvad kan du bruge uddannelsen til?" og "Hvad drømmer du om at blive?". Sgu da ingen, der spørger tandlæge eleven om dét. That lucky son of a bitch.

Og spørgsmålene kommer jo altid, når ens parader er helt fucking nede og man enten sidder med ansigtet fuld af kage til familie tamtam, eller når man har drukket så mange techno bajere, at man selv er i tvivl, om man egentlig hedder Kristine eller Kristina, fordi alle de andre bliver ved med at fucke det op.

Det er et meget ubehageligt spørgsmål, når man ikke rigtig kender svaret og det ender ofte ud i torturlignende situationer, hvor man bliver trængt op i en krog, med alles forventningsfulde øjne stålfast på en, hvilket betyder, at man altså SKAL sige noget klogt NU. Og det er sgu ikke lige min stærke side.

Men i virkeligheden er det måske ikke så svært alligevel, det der med at vide, hvad man vil - Hvis man altså tør drømme stort nok. Det kan selvfølgelig være svært nok i sig selv, hvis man ligesom mig, både føler, at man er absolut håbløs som menneske, men samtidig også er indehaver af et storhedsvanvid, der siger, at man er fuldstændig genial - Hvordan kan nogen leve uden mig?!

De 6 måneder siden mit panikanfald er forresten gået og jeg er sgu ikke blevet færdig med min uddannelse. Jeg har jagtet drømme i stedet. I stedet for at fokusere 100% på mit speciale, som ellers er vanvittigt spændende, så har jeg sagt ja til alle oplevelser og muligheder, der er kommet min vej, med samme iver, som når jeg bliver tilbudt pizza.

But I'm not even sorry.

Jeg startede bloggen, for at bevise overfor mig selv, at jeg muligvis godt kunne finde ud af et eller andet (kan skrive blogger på CV'et, ligesom 50% af det kvindelige køn. Go me!) og mit storhedsvanvid voksede med opgaven, for jeg fandt ud af, hvad jeg vil, hvad jeg kan og jeg fik selvtillid (kæmpe kudos til jer for dét!) til at fortælle andre om, hvor freaking awesome jeg er og det har åbnet utroligt mange døre for mig, de her 7-ish måneder Slacker Satellite har eksisteret.

Så pro tip til alle jer derude, der også føler jer håbløse; hvis det går helt galt, så lav en blog. Et eller andet. Noget du kan vise frem og sige "I made this". Som et barn, der pølser et askebæger op henne i skolen. Ja, det er måske pisse grimt og skævt og ja dine forældre ryger muligvis ikke, men i det mindste foretog du dig noget og det er nok første skridt på vejen mod succes. Just fucking do it. (Disclaimer: Slacker Satellite er ikke sponsoreret af Nike)

Det er tid til at just fucking do it. Jeg skal færdiggøre den der skide uddannelse, så jeg kan komme ud i den rigtige verden og vise alle de ting jeg har lært. Se mig, jeg kan både gå og stå og hvis du giver mig en femmer, så får du en joke oveni... Mit pølse-askebæger blev til en praktikplads, et kursus og en masse frivilligt arbejde, der betyder, at jeg nu er indehaver af en masse viden om PR, branding, kommunikation og musik, som jeg ikke havde før. Og når jeg er færdig med speciale fest, så er jeg klar til 2. runde af drømmejagten, for nu ved jeg endelig, hvad jeg vil.

Jeg synes, at vi alle sammen skal heppe på, at jeg kommer levende igennem min cand.merc. slutspurt og jeg forhåbentlig, i fremtiden, kommer til at berøre musikbranchen ligeså meget (og helst mere), som jeg gør nu. For det er det jeg vil.

TAK.

tirsdag den 30. maj 2017

Blink-182 - California Deluxe Edition (album)

Det er altid ekstra svært at skrive om sine yndlings artister, for man kan fandme vrøvle om dem for evigt* og så gør det ekstra ondt, hvis de ender med at skuffe en - og skuffet blev jeg virkelig med udgivelsen af California (2016).

*Bonusinfo: Da jeg skulle til min mundtlige engelsk eksamen i 9. klasse, skulle jeg snakke om en kendt person og jeg valgte Blinks trommeslager, Travis Barker, så jeg fik lov til at plapre løs om deres musik og Travis' tatoveringer. Jeg fik 12. Lol.


Med udgivelsen af California (2016) var det ret tydeligt, at Blinks musik var påvirket af, at Tom DeLonge ikke længere var en del af bandet og i stedet erstattet af Alkaline Trio's Matt Skiba. Væk var Toms velkendte lyse, nasale stemme, der altid har stået i kontrast til Marks Hoppus' og stedet kom Matt, hvis vokal næsten minder for meget om Marks. Det tog mig fx flere lytninger af Bored to Death, før det gik op for mig, at de begge faktisk sang. Og med Tom ude af billedet valgte Blink at gå old school Blink-182 og væk fra den semi-elektroniske retning, som de forsøgte sig med på albummet Neighborhoods (2011).

California (2016) havde en del højdepunkter og er også et album, som jeg har vendt tilbage til flere gange, men der var også masser af øjeblikke, hvor for meget af teksterne bestod af Blinks velkendte og super irriterende "na na na" og et par af melodierne var for rodet og umoderne og føltes slet ikke passende til en flok mænd i alderen 40+. Særligt No Future, Kings of the Weekend, Teenage Satellite og Rabbit Hole har for mig altid være discount udgaver af Blink sange og under det niveau, som jeg ved de er i stand til.

Men nu har Blink-182 smidt en deluxe edition af California afsted - og hvordan ændrer det situationen? Well, det ændrer nærmest alt. 
En normal deluxe version er måske en enkelt ny sang og en håndfuld akustiske versioner, men for Blink betyder deluxe åbenbart, at man kommer med et helt nyt fucking album; 11 nye sange og et enkelt akustisk nummer.


Helt atypisk ændrer deluxe versionen hele oplevelsen af albummet. På denne version stråler Matt mere igennem og falder derfor ikke bare hen i Marks skygge. Der er mange flere nuancer mellem deres vokaler, hvilket man bl.a. kan høre på Last Train Home og 6/8, der også beskrives som den mest specielle/mærkelige Blink sang til dato.
Der er blevet tilføjet lidt elektroniske elementer, fx på Bottom of the Ocean, der nærmest er en blanding af old school Blink og Fall Out Boy, hvor Travis både spiller på elektroniske og almindelige trommer.
Generelt bliver der bare taget lidt flere chancer med de nye sange og jeg synes det er pisse fedt.

Mange af "na na na" momenterne er blevet skiftet ud med "whoa" i stedet for og det er stadig en pisse irriterende måde, at skrive sange på, men overall er der bare mere kød på de nye sange og der bliver vendt flere følelser i processen. Det lyder som Blink, men mere moderne og innovativt, uden at afvige for meget fra deres grundelementer. 

Min ultimative yndlings sang er Misery, der handler om et forhold, der i opløsning og der er så mange niveaer og følelser smidt i det. Når Matt synger "I don't need anyone", så tror man virkelig på det. Den sang kunne meget vel ende på min top 10 over yndlings Blink sange nogensinde. 

"Torn apart like the brokenhearted
Up in smoke with the fire we started
Misery loves company
I don't need anyone
Smash it up like there's no tomorrow
Leave me here with the fear and sorrow
Misery loves company
I don't need anyone"


Hvor den almindelige California (2016) udgave bar præg af, at de valgte den "sikre" vej og derfor var fanget i en forældet lyd, der giver en trang til at bolle æbletærter i starten af 00'erne, så er det som om, at Blink har givet sig selv lidt mere line på deluxe udgaven og det fungerer bare. Jeg ville bare ønske, at de havde strøget alle de dårlige sange fra første udgave og smidt de nye ind i mixet og derved endt op med ét awesome album, i stedet for det her.

California Deluxe Edition (2017) er stadig ikke mit yndlings album af Blink, men de nye sange har sørget for, at albummet i det mindste ikke ligger i bunden længere - og det er meget imponerende, at en fucking deluxe edition er i stand til dét. Det lyder som Blink-182, som vi kender det og Travis' evner til at tromme er, som altid, fænomenale og noget af det bedste ved Blinks musik. Jeg savner en gang imellem Tom og hans sangskrivning, men på den her måde får man trods alt både Blink-182 og Angels & Airwaves (som er Toms nye projekt).

Top 3 favoritter: Misery, Don't Mean Anything, Wildfire
Top 3 værste: Parking Lot, Teenage Satellite, Kings of the Weekend

Blink-182 er til dig, der godt kan lide: New Found Glory - Green Day - Sum 41

onsdag den 24. maj 2017

Linkin Park - One More Light (album)

Okay, for realz, det var hårdt at skrive den her anmeldelse... Eller ikke selve det at skulle skrive teksten, men mere forarbejdet. Det var fandme ikke sjovt og ekstremt hårdt at skulle holde sig vågen gennem alle 35 minutter denne snoozefest varede. Men nu gør vi det her, så vi kan komme videre and never look back.


En anmeldelse kræver jo, at man lytter et album igennem - og helst flere gange, så man er sikker på, at man får det hele med. Jeg tror, at jeg lytter albums igennem omkring 5-10 gange, når jeg anmelder, fordi jeg enten er i tvivl, hvor på min universelle pizza-skala albummet ligger, eller simpelthen bare fordi albummet er godt, so I need more (Ja, dét sker faktisk også).

Med Linkin Parks nye album One More Light (2017) er det en helt anden historie. Jeg er kommet (næsten) levende igennem 4 lytninger og nu kan jeg altså ikke mere. Det var nok for mig.
Siden The Hunting Party (2014), et af Linkin Parks mest heavy albums til dato, er de lige vendt 180 grader og i stedet gået så overdrevet meget pop, at Shawn Mendes virker som en rock and roll gud ved siden af.


Jeg har ærlig talt ikke noget imod det, når bands vælger at gå pop eller whatever. Det er ikke genren, der definerer kvaliteten af et værk og der er mange gode eksempler på bands, der er gået i en blødere retning med masser af succes (Paramore, Busted, Bring Me the Horizon). Hvad der til gengæld irriterer mig er, når man som band faktisk er i stand til at lave noget, der kan differentiere ens materiale fra alle de andres, men man alligevel aktivt vælger at smide sine "evner" ad helvedes til, for at lave PRÆCIS det samme lort, som resten af pøblen. Helt ned til de kedelige beats og intetsigende tekster. 

One More Light (2017) er det mest røvsyge album jeg har lyttet til i år og jeg vil faktisk godt vide, hvad fanden resten af bandet laver, mens Chester leger "the Chainsmokers vol. 2: Nu på sovepiller".
Altså, er der en, der har en guitar og lige gider prøve at fucking spille på den engang?! 

Og hvem fuck står bag de her tekster??????
Her er fx omkvædet til Invisible:

"Invisible
Invisible
Invisible
Invisible"

And I'm not even fucking kidding. Det må have været en svær nød at knække, hvad fanden de dog skulle kalde den sang. Creative masterminds indeed.

Derudover så var jeg lige ved at falde ned af stolen, da jeg hørte teksten:

"We all fall down
We live somehow
We learn what doesn't kill us makes us stronger"

Jeg tror, at der er en i bandet, der har søgt "life quotes" på tumblr og fundet 20 random resultater lavet af 13-årige pubertetskaotiske piger og sat dem sammen til én lorte tekst. Det er fandme ikke særlig kreativt. Hey Linkin Park, Kelly fucking Clarkson har ringet og hun vil gerne have sin tekst tilbage. Eller også vil hun gerne sige tak, for nu er hendes sang pludselig ikke den dårligste. 


One More Light, som måske er en af de bedre sange på albummet, kunne for eksempel starte som den stille ballade den nu engang er - og så bryde ud i guitarer og trommer for alle pengene og give os alle det klimaks, som vi så tålmodigt sidder og venter på de 4 minutter sangen varer. Men det sker bare aldrig. Den sang starter på bunden og somehow bliver den bare mere og mere kedelig. Hvordan er det overhovedet muligt? Wasted fucking potential.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det hele er super kedeligt; elektroniske beats, der lyder som cirka alt det andet skidt, der florerer rundt lige nu, samt Skrillex-ish elementer, som bare irriterer ens øregang mere, end det er til gavn. Kedelige og intetsigende tekster, der ellers skulle være "åh så personlige" ifølge Linkin Park. I'm not really feeling it. Det er en ekstremt flad fornemmelse at lytte til det her album og sangene ryger ind af det ene øre og direkte ud af det andet. Intet bliver hængende. Men det er måske alligevel også det bedste ved det her album.

Tillykke Linkin Park. I er ikke bare gået pop. I er gået så fucking mainstream og over the top generisk, at jeg virkelig har svært ved at tro, at dette album er skabt med andet i bagtankerne end, at nu skal der tjenes lidt penge. Der er absolut intet power eller inspiration at hente på jeres album. Jeres karriere har været en ren rutchebanetur lige siden I fik identitetskrise over, at I toppede jeres karriere i begyndelsen og intet I efterfølgende har gjort, har kunne få jer derop igen - og nu er I endelig nået fucking bunden.

Linkin Park har været igennem nu metal, rap, elektronisk rock og nu pop og man kan ikke længere bruge udtrykket "det lyder som Linkin Park", for de har ingen lyd. De er nået til det punkt, hvor de har fjernet alle instrumenter og mindeværdige øjeblikke fra deres musik and you know what, in the end it does really matter, for det her album er fucking lort.

Der er ikke så meget at sige - eller jo - vi ved jo alle sammen godt, at jeg kunne brokke mig i timevis og jeg løber aldrig tør for grimme ord. Men jeg vil ærlig talt ikke spilde ét minut mere på det her album.

Jeg tror, at jeg snakker på alles vegne, når jeg siger, at jeg fucking savner Hybrid Theory (2000) og det Linkin Park var i stand til at gøre med dét. Selv hvis det ikke lige var din kop te, så var det i det mindste anderledes, end alt andet. Jeg kommer aldrig nogensinde til at lytte til One More Light (2017) eller en eneste sang derfra igen. Så her! En sang fra Hybrid Theory (2000), ja vi kender den alle og så kan vi sørge lidt over det band, som vi måske engang elskede kunne lide, men som nu er truly gone for good. 

Top 3 bedste: ??? - ??? - ???
Top 3 værste: Nobody Can Save Me, Battle Symphony, Invisible 

Linkin Park er til dig, der godt kan lide: Twenty One Pilots - The Chainsmokers - Halsey