lørdag den 30. september 2017

Miley Cyrus - Younger Now (album)

Jeg skal da lige love for, at det der med at genopfinde sig selv, er the shit i 2017. Jeg kan næsten ikke følge med mere.

Fra Katy Perry, Kesha, Taylor Swift til Miley Cyrus. Det er som om, at man bliver nødt til at gøre noget nyt - noget anderledes - hvis man vil forblive relevant. Jeg ved ikke om det er den musikalske ækvivalens til at blive single, for derefter at bilde sig selv ind, at man da helt sikkert skal have gjort noget nyt og vildt med sit hår, for ny frisure = nyt liv, ikke?

En gang imellem bliver det nye hår jo også super lækkert. Kesha havde fx en skide god frisør. Men andre gange må man bare håbe på, at det hurtigt gror ud igen. I am looking at you, Katy Perry. Altså, jeg mener metaforisk i forhold til hendes musik, for det korte hår ser fucking godt ud. Hendes nye musik er bare røv.

Så er der Miley Cyrus, der nok løber med titlen som Miss Reinvent - Men er det ikke også hvad man kan forvente af en kvinde, der er vokset op som en skizofren popstjerne? Fra Hannah Montana til en twerkende, strap-on bærende Miley Cyrus, så har hun virkelig været hele paletten igennem - og det har altså ikke været lige kønt alt sammen.


Men hvem er den "rigtige" Miley Cyrus så?
Jeg ønsker inderligt, at Miley Cyrus anno 2017 skal være svaret på dét, for det er klart den mest charmerende udgave hun har præsenteret for os indtil videre - og på Younger Now erklærer hun da også, at this is it. Hun er vågen og til stede; Hun er endelig ædru. Det nye album ændrer ikke på, hvem (eller hvad) hun har været, men det er et skridt mod forandring. 

"Feels like I just woke up
Like all this time I've been asleep
Even though it's not who I am
I'm not afraid of who I used to be"
- Younger Now.

På albummet går Miley Cyrus helt tilbage til rødderne og henter inspiration helt inde fra kernen. Hvis vi blander lyden af Teneesse, Billy Ray Cyrus og Elvis Presley med et moderne popunivers og store kærlighedsballader, så har vi Younger Now (2017) - og det klæder altså Miley fucking godt. Country er i hendes DNA og jeg synes personligt, at det er her hun hører hjemme.

Hendes ru, halvdybe stemme får frit spil i et mere analogt lydbillede, hvor akustiske instrumenter sørger for, at alt opmærksomheden ender på ordene, der kommer ud med så meget følelse og inderlighed, at man kan mærke det helt inde i hjertet. Når Miley Cyrus synger "I would die for you", så fucking tror jeg på hende.


Det her er helt klart det mest sammenhængende album Miley Cyrus nogensinde har lavet og overordnet, så er det måske lidt mere brunt og falmende ved siden af den glitter og kostume beklædte Miley, der væltede kaotisk rundt på Miley Cyrus & Her Dead Petz (2015), men Younger Now (2017) virker til gengæld mere ægte og dén version vil jeg til hver en tid vælge.

Det er ikke alle sangene på albummet, der formår at trænge igennem mine mange lag af pizza og strejfe mit iskolde hjerte, men når der så kommer en sang som She's Not Him, så glemmer jeg ærlig talt de mindre mindeværdige momenter og i et atypisk øjeblik, sænker jeg mine parader.

Miley Cyrus får mit hjerte til at eksplodere og Younger Now (2017) får 4 velfortjente slices for at få mig til at føle noget.

Top 3 bedste: She's Not Him - Malibu - Love Someone
Top 3 værste: Rainbowland - Younger Now - Bad Mood

Miley Cyrus er til dig, der godt kan lide: Kesha - Harry Styles - Lady Gaga

søndag den 10. september 2017

Slacker Sunday #1

Jeg er tilbage...ish!

Nu har jeg været stille en måneds tid og tænker derfor, at det er fint at starte ud med Slacker Sunday, hvor jeg reflekterer lidt over min uge... Mit liv... Musik jeg har hørt og de ting, som jeg har oplevet.

Flytning og kærlighedserklæring til opvasker

Jeg har været ekstra stille på det sidste, da jeg simpelthen er flyttet AND OH DEAR LORD WHAT A PROJECT. Jeg bor dog stadig i Odense. Jeg er faktisk kun flyttet 1,3 km væk fra mit elskede kollegie, der ligger lige foran Odense Banegård. 

Det har været nogle af de bedste 2 år at bo på kollegiet. Ja, gulvet er pisse grimt, vinduerne utætte og der er altid problemer med afløbet, men ingen brokkede sig, når Rikke og jeg hørte højt musik indtil klokken 6 om morgenen (vi kunne i hvert fald ikke høre dem). Når jeg havde tømmermænd, kunne jeg ramme McD på bare 2 minutter, og Underbo og jeg har brugt uendelige mange timer sammen, hvor vi bare har stenet Friends og spillet Wordfeud.

Men nu er jeg altså flyttet (for tredje gang i løbet af 5 år, wattup nomade) og jeg har aldrig haft så smuk en lejlighed, som den jeg har nu. Jeg tager ofte mig selv i bare at glo på mine ting, i stedet for at tænde fjernsynet. Altså jeg har heller ingen tv-kanaler, så det er delvist også derfor.
Men vigtigst af alt, så er der en fucking opvasker! Jeg har endnu ikke været i stand til at trykke på "start" uden lige at snappe min nye vinder-tilværelse til alle mine venner, der ikke har opvasker. JEG TAGER LIGE EN LUR, MENS I FUCKERS VASKER OP. 
Jeg skal være ærlig og sige, at den generelle status på min opvask præ-opvasker var super klam (som Lisa meget venligt har formuleret det), men nu har min nye bitch, Siemens, overtaget det hårde arbejde og min livskvalitet er derved steget mange procenter.

Flytteprocessen har været hård og jeg ville overhovedet ikke have klaret det uden mine forældre, søskende og venner, der har pakket, slæbt, bragt og samlet, mens jeg stod som en venstrehåndet mongol og erklærede mig selv uegnet til fysisk arbejde. Jeg var særlig imponeret over min lillebror, der farede rundt med flere kasser i favnen SAMTIDIG, mens jeg selv måtte erkende, at min muskelmasse nok er blevet erstattet af smeltet ost og knuste drømme.
Uden min lillebror ville jeg stadig være i gang med at løfte (og svede ud over) millioner af flyttekasser.

Taylor Swift is back in town

Så er Taylor Swift kommet stormende tilbage til musikkens verden, slået alverdens rekorder og derudover også væltet lorte Despacito af pinden. FINALLY. 
Taylor Swift og hendes team er altså fucking geniale. Der har floreret super meget hate, som der jo altid gør, når artister begynder at eksperimentere lidt, for Gud forbyde, at man skulle forsøge sig med noget nyt. 

VIG BORT, KREATIV UDFOLDELSE! 

Men altså haters gonna hate, hate, hate og det har ved Gud kun givet hende mere opmærksomhed. Ikke alene laver Taylor Swift de bedste musikvideoer, men det er nu lykkedes hende at lave en musikvideo, der både har slået rekord for flest visninger inden for 24 timer og derudover også har sørget for, at alle hendes tidligere musikvideoer har fået flere visninger.

Jeg så alle hendes musikvideoer efter LWYMMD videoen og kunne se flere i kommentarfelterne, der var i gang med samme bingewatch. GENIALT. 
Hvis du ikke har set videoen, så se den NU, og når du så har set den, så skal du læse disse artikler - her og her - hvilket gør, at man ikke kan andet end at blive en lille smule imponeret, selv hvis man er en fucking hater.


The dark side of social media; Guldtuben

Så kom jeg til at se det sidste kvarter af Guldtuben lørdag aften og var sikker på at Guds vrede skulle vælte ned over os, når nu Fie Laursen og TopGunn var samlet under samme tag. Men der skete ikke noget. Eller jo, retardo lagkagen blev jo toppet af at Citybois pludselig stod på scenen til sidst og det er vel også straf nok i sig selv. Jeg overvejede i to korte sekunder at se hele freakshowet, for at skrive lidt om det, men jeg har jo allerede fastslået, at jeg fucking hader hele verden, da jeg brokkede mig over Danish Music Awards, Melodi Grand Prix og Eurovision, så jeg valgte at spare jer for dét raserianfald. 

Det var så lidt. 

De andre ting var trods alt også musikrelaterede, hvor jeg altså ikke er sikker på, at jeg ville kunne holde ud at se selfie generationen forsøge at sameksistere i Royal Arena midt i en tsunami af telefoner, selfiestænger og vlogging kameraer. Hold kæft der må have været tryk på internetforbindelsen med alt det, der skulle snappes, instagrammes og livestreames. Derudover var jeg i et kort øjeblik bange for at blod og hjernemasse skulle vælte ud af ørerne på mig, da ham den ene YouTuber, som jeg aldrig har hørt om før, sluttede sin takketale af med at spørge en eller anden tøs om de skulle være kærester. Gider du godt lade være?! Heldigvis sluttede programmet efterfølgende hurtigt og akavet (som sikkert også har været præmissen for resten af showet) og jeg kunne ryste den forfærdelige oplevelse af mig ved at tænde for Friends.


Følg mig på Twitter, for at holde dig opdateret på mit enormt spændende liv.

tirsdag den 15. august 2017

Kesha - Rainbow (album)

Det her bliver det sidste indlæg, der udkommer i august, da jeg skal fokusere på at færdiggøre min uddannelse, men jeg vender stærkt tilbage engang i september!

Kesha rejser sig fra asken, som en regnbuefarvet og juvelbeklædt føniks - og beviser med albummet Rainbow (2017), at hun er alt andet end en generisk pop-artist. Hun er en motherfucking kunstner. 

Jeg har aldrig (før) været kæmpe Kesha fan. Hun har tidligere lavet et par sange, som jeg har været i stand til at tolerere, men jeg kan for eksempel ikke holde ud at lytte hele hendes Warrior (2012) album igennem, da hendes monotome toneleje irriterer min øregang grænseløst og mange af hendes tekster har været fuldstændig intetsigende for mig... Indtil nu.

Ligesom Lady Gaga og Miley Cyrus, har Kesha pensioneret partygirl attituden. Væk er den forfærdelige autotune og ambitioner om kun at lave clubhits - og tilbage er en helt reel og nøgen Kesha, der blotter alle sine følelser for omverdenen og bruger sine traumatiske oplevelser til at kreere et af de bedste albums, der er udkommet i 2017. 

Rainbow (2017) starter ud med den akustiske sang, Bastard, der præsenterer hele essensen og budskabet med albummet. Kesha har tydeligvis noget på hjertet og en masse hun gerne vil bevise. Hun gider ikke længere give en fuck for dem, der alligevel bare behandler hende som lort. Hun vil gerne reflektere over de tæsk hun har fået, tilgive and move the fuck on.

Been underestimated my entire life
I know people gonna talk shit, and darling, that's fine
But they won't break my spirit, I won't let ’em win
I’ll just keep on living, keep on living, oh
The way I wanna live


Kesha formår at præsentere vildt personlige og dybe budskaber med så meget følelse og overbevisning, at vi decideret kan mærke hendes smerte og hvordan hun heler undervejs.
Vi har jo alle vores indre dæmoner, men Kesha kommer stormende med inspiration, håb og lover os, at der altid er lys for enden af tunnellen. Rainbow (2017) er en kærlighedserklæring til Kesha selv og det er en opløftende oplevelse for alle os andre. 

Kesha bevæger sig rundt i genrelandskabet, som et barn løs i en slikbutik, men ligesom Harry Styles, får hun det til at fungere. Kesha vil gerne lave rock (Let 'em Talk og Boogie Feet), og egentlig også country (Hunt You Down og Old Flames) og en gang imellem vil hun også bare gerne lave en klassisk Kesha sang, som fx Boots, der lyder som light versionen af Timber. Rainbow (2017) er en ren rutsjebanetur af overraskelse på overraskelse, fordi man aldrig nogensinde havde troet, at Kesha var i stand til dét her. 

Alle mine tvivl om Keshas musikalske talent blev gjort fuldstændig til skamme med sangen Praying, hvor Kesha præsenterer en vokal range, der placerer hende sammen med eliten af sangerinder vi har i dag og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man tidligere har druknet hende i autotune og irriterende elektroniske beats.


Selvom Kesha bruger meget energi på at krænge sit hjerte ud og næsten vender sig selv på vrangen, for vores skyld, så er der stadig plads til sange som Godzilla og Spaceship, der bare er fucking mærkelige og på sin vis passer de slet ikke ind. Men fordi det er Kesha, der ærlig talt virker totalt utilregnelig, så giver det alligevel mening, og et album der i teorien burde være noget værre rod, samler sig så fint og bliver til det, som jeg vil kalde et værk.

Det er ikke ofte, at jeg giver 5 slices; sidst det skete var engang i januar. Men fra første lyt til Rainbow (2017) var jeg slet ikke i tvivl. Jeg er virkelig ked af alle de forfærdelige ting Kesha har været igennem, for hun synger som en, der virkelig har haft ramt bunden, men til gengæld står stærkere nu, end nogensinde før. Det her er det bedste, der nogensinde er sket for hendes karriere og hun fortjener en fucking Grammy for det her album.

Top 3 bedste: Let 'em talk - Woman - Learn to let go
Top 3 værste: N/a

Kesha er til dig, der godt kan lide: Miley Cyrus - Lady Gaga - Katy Perry

torsdag den 10. august 2017

Papa Roach - Crooked Teeth (album)

9. album, Crooked Teeth (2017) af Papa Roach, slog mig lidt ud af min anmelder-kurs, for jeg havde svært ved at sige andet end, at det var sgu meh med meh på. Hvilket jo er super professionelt og helt korrekt anmelder-term for "en skuffende oplevelse".

Lydmæssigt er der ingen tvivl om, at det er Papa Roach. Det skinner igennem fra start til slut og de har holdt sig indenfor deres rap-metal/rock genre, der jo er deres kendetegn.
Det virker som om, at Crooked Teeth (2017) er et forsøg på at køre den old school Papa Roach (bare lyt til My Medication) men samtidig blande det med de mere radiovenlige omkvæd, som vi også blev præsenteret for på F.E.A.R (2015) albummet.

Den første single, Help, udkom på et tidspunkt, hvor alle andre "rock"bands valgte at gå pop og det var helt rart bare at høre en klassisk Papa Roach rocksang midt i alt det andet. Jeg havde forventninger om, at dette album ville være totalt badass og awesome... Altså lige indtil jeg faktisk hørte albummet igennem. 

Hvis man lytter til Crooked Teeth (2017) fra start til slut i en enkelt session, gennemskuer man lynhurtigt den skabelon, som hver eneste fucking sang synes at være bygget op omkring; et rap vers, efterfulgt af et mere poppet omkvæd, som folk kan synge med på, endnu et rap vers, endnu et poppet omkvæd. Rinse and repeat.


Jeg har faktisk ikke noget imod selve lyden. Der er masser af guitarer og tommer, præcis som jeg kan lide det. Der er mange catchy melodier at finde i bunken. American Dreams har nogle ret awesome guitar riffs og der er smidt nogle strygeinstrumenter ind, der sørger for at sangen får noget ekstra dimension. Men forhelvede, hvor er opbygningen ensformet og i forhold til alt andet Papa Roach har lavet, så er der altså ikke noget på dette album, der virkelig skiller sig ud.

Mit største problem med Crooked Teeth (2017), og grunden til den trælse vurdering, er helt klart de intetsigende og upersonlige tekster, som dette album er proppet til randen med. 

Papa Roach forsøger sig med en meget anthem-ish approach til deres sangskrivning, der helst skal få folk til at tænke "HELL YEAH" og "I CAN RELATE" - og jeg synes helt ærlig det virker som om, at de bare har smidt en masse ord ind, der skal trigger denne reaktion hos lytteren, men uden at det egentlig betyder noget. Det er de samme ord, der går igen og igen på samtlige sange og uden nogen som helst form for indlevelse. Det handler bare om, at den størst mulige målgruppe skal kunne identificere sig en smule med emnet.

Det kan selvfølgelig også sagtens være poeten i mig, der slet ikke sofistikeret nok til at forstå Papa Roach. Der er faktisk virkelig stor chance for, at det bare er mig, der ikke fatter en skid. Men sætninger som:

I won't let go, I suffocate
Live to die another day

Giver mig mere lyst til at rulle med øjnene, end at smide en knytnæve i luften og råbe "JA OGSÅ MIG! JEG LEVER OGSÅ FOR AT DØ EN ANDEN DA... wait what"

Cause it’s harder to breathe
When you’re buried alive

Well. Duh. Captain Obvious bliver sgu snart erstattet af Papa Roach.


Som de har gjort gennem hele deres efterhånden lange karriere, henvender Papa Roach sig stadig til angsty teenagers (eller voksne), der føler sig udenfor, utilpas og utilstrækkelig, men det bliver altså gjort super overfladisk på dette album. Jeg føler slet ikke det her kaos og afmagt, som de synger om. Jeg hører til gengæld kun åndssvage punchlines, der kan blive til potentielle tattoo citater for triste mennesker.

Jeg forestiller mig, at de har haft en kæmpe pose med trigger words, såsom "demon", "broken" og "pain" og så har de bare kørt bingo-banko for fuld smadder i studiet - HUSK NU AT RYSTE POSEN, JACOBY! - og sat disse ord ind i deres Papa Roach skabelon. 

Papa Roach har lavet en del sange, der har sat livslangt aftryk i vores (eller i hvert fald i min) hukommelse; Getting Away With Murder, Last Resort og Scars, men ingen af sangene på Crooked Teeth (2017) har samme potentiale eller indlevelse. Det her album har jeg sgu hurtigt glemt igen.

Hvis man er interesseret, så kommer Papa Roach faktisk til Danmark d. 13. september 2017, hvor de spiller i Amager Bio og mon ikke de fyrer op for at par gamle sange også? Billetter kan købes her.

Top 3 bedste: Help - Crooked Teeth - American Dreams
Top 3 værste: Sunrise Trailer Park - None of the Above - Ricochet

Papa Roach er til dig, der godt kan lide: Linkin Park - Skillet - Breaking Benjamin

søndag den 6. august 2017

En tilfældig dag på Roskilde Festival 2017 - Del 2.

Husk for Guds skyld at læse del 1 her, ellers giver intet mening.


Jeg ender ved Dream City, hvor jeg vælter direkte ind i en stor gruppe mennesker og den mærkeligste talentkonkurrence jeg nogensinde har oplevet.

En dude klædt ud som juletræ går på scenen, smider bukserne og spiller et ukendt nummer på blokfløjte. Under solbriller og bøllehat kan folk heldigvis ikke se, hvordan mine bryn nærmest mødes på midten af ren og skær forvirring, alt imens de andre tilskuere, helt ukritisk, tildeler juletræet et kæmpe bifald.

Som talentkonkurrencen skrider fremad, bliver tilskuerne omkring mig ved med at trække deres bukser ned, når nye folk indtager scenen. Ja, det er åbenbart en ting her på pladsen og så genialt som det da helt sikkert er, så jeg har fandme allerede stået alt for længe i bar røv foran de stakkels kvinder i fællesbadet og jeg beholder derfor pænt mine bukser på, mens freakshowet fortsætter.

Jeg ser både freestyle rap, nøgne mænd der snaver og en enkelt person, der kan synge "se min lille kattekilling" baglæns og mine bifald havde sikkert indeholdt mere entusiasme, hvis jeg nu havde drukket lige så mange fucking øl, som alle de andre - men i stedet har jeg indtaget rollen som Blachman i dette underlige scenarie og vurderer, at det sgu nok ikke var det bedste blokfløjtespil jeg nogensinde har hørt.


Jeg fortsætter min vandring, for jeg vil gerne se en koncert med A Day To Remember og jeg glæder mig til at høre noget andet end fucking Despacito og amatør blokfløjtespil.
Koncerten er en såkaldt "high energy concert" og som folk omkring mig begynder at blive løftet op og hevet rundt, holder jeg stædig fast i hegnet. Ikke så meget for min skyld, men mere for den stakkels person, der i et uklart øjeblik måske regner med, at han sagtens kan løfte mig. Det ved jeg, at han ikke kan.

Vi ved jo alle sammen godt, at jeg er mest lykkelig til koncerter og mit hjerte er lige ved at eksplodere, da de spiller If It Means a Lot To You. Som jeg står der forrest og klamrer mig til hegnet, mens jeg ivrigt synger med, ser forsangeren da også mit glade troldeansigt og nikker godkendende til mig. Ja, det var enten dét nikket betød, eller "security, remove that thing!". We will never know, for de fangede mig sgu aldrig.

Efter koncerten vader jeg tilbage camping område C, da min vagt skal til at starte. Ja, jeg er faktisk på festivalen af en grund og ikke bare for at brokke mig.
Min primære opgave går ud på at passe telefonen og krydse de frivillige af, når de møder ind. De resterende timer bruger jeg på at lave en milliard kander kaffe og muligvis iføre mig en servicevagt-vest, for så vil folk pludselig helt vildt gerne snakke med mig. Ja, normalt løber de skrigende væk, men en fræk orange vest ændrer åbenbart alt.

Even fra SKAM (JA, I KNOW!) dukker pludselig op og forstyrrer mig midt i min kaffebrygning, for han vil gerne have hjælp til at finde en taxa. Jeg hører i hvert fald ordet "taxa" mellem en masse norsk vrøvl, og mens jeg lader som om, at jeg faktisk ved, hvor fanden man finder en taxa, kæmper jeg mod trangen til bare at råbe "ER DU IKKE HAM DER FRA SKAM?!" - men jeg er jo på arbejde for helvede og må derfor være professionel. Jeg nøjes med "du skal SKAM bare følge vejen til venstre". Det udløser ingen reaktion. Måske er det slet ikke ham??? Ved nærmere eftertanke er det måske slet ikke til venstre??!*

*Jeg stalkede ham efterfølgende på Instagram og det var totalt meget ham. Og jeg kan også se, at han har fundet tilbage til Norge igen, så ingen panik.

Da min vagt er slut ender jeg i medarbejderbaren, hvor jeg, efter en drink eller ti, forvilder mig ud på en jagt efter den første og bedste kæmpe-højtaler og dens ejermand. Jeg udser mig et tilfældigt offer og plager ham om at spille Year 3000 med Busted, aka min go-to rutine når jeg er fuld. Jeg har hængt over samtlige DJ pulte i byen, i et desperat forsøg på at få dem til at spille en sang, som kun jeg vil høre, og jeg er altså ikke blevet klogere af at være på Roskilde Festival.

Jeg er tydeligvis fucking irriterende, for den her gang får jeg sgu min vilje. Jeg danser rundt til Year 3000, mens jeg råber og skriger, at Busted følger mig på Twitter og kaster Slacker Satellite visitkort efter alle forbipasserende. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke får tæsk.

Da min Busted-fest (til alles lettelse) slutter, tager jeg slalom turen hjemad. Det er mørkt, så jeg ved ikke helt om det er en teltbardun, eller et par ultra tynde ben der tackler mig, men jeg kommer hurtigt op at stå igen og skynder mig videre.

Jeg bruger 15 minutter på at pølse rundt inde i mit mikro-telt i et forsøg på at få mine bukser af uden at ramme indersiden eller bunden af teltet, da alt selvfølgelig er fucking vådt. Jeg ligger forpustet og svedig med bukserne nede om anklerne og må erkende, at det er en umulig opgave. Hvorfor går jeg også i så stramme bukser?!

Min telefon fortæller mig, at jeg er gået ca. 21 km i løbet af dagen og jeg er træt. Jeg er hverken vant til at gå så meget eller blive eksponeret for disse vanvittige mængder frisk luft. Jeg spiste derudover også et stykke frugt til morgenmad. Det er fuldstændig uhørt, hvad jeg har udsat mig selv for.

Jeg falder i søvn til lyden af fremmede menneskers snorken og vågner næste dag, fordi pige-campen overfor diskuterer højlydt, hvem der har drukket den sidste fucking juice.

Det er sikkert Julie...

Følg mig på Snapchat: kffrandsen

Min tilfældige dag på Roskilde Festival er en hybrid af flere dage, så ja, tidslinjen passer ikke. Men jeg ville hellere fortælle om de spændende ting og springe de øjeblikke over, hvor jeg bare lå i fosterstilling i teltet og drømte om ikke at skulle stå i kø hver gang jeg skulle have helt basale behov opfyldt, som fx at komme på toilettet eller få mad.

Roskilde Festival er hårdt, meget specielt og grænseoverskridende. Men jeg kunne nu godt finde på at komme tilbage en anden gang. Måske ikke lige til næste år (kommer stærkt an på hvem der er på plakaten), men en eller anden dag står jeg der nok igen.