søndag den 21. maj 2017

DREAMCAR - Self-Titled (album)

DREAMCAR er den nye "supergruppe", der består af medlemmerne fra ska punk bandet No Doubt (minus Gwen Stefani) og forsangeren, Davey Havok, fra rockbandet AFI og de er gået sammen om at skabe et projekt, der lyder som intet af det nogle af grupperne tidligere har lavet og det er faktisk ikke særlig dumt. 

DREAMCAR albummet er nærmest en hyldest til 80'er New Wave der, på trods af at være et helt nyt projekt, stadig føles som en dosis nostalgi, for alle dem, der er fan af 80'er pop med alternative elementer. En blanding af the Cure og Pet Shop Boys, der møder Depeche Mode og White Lies.

Jeg tænker, at det er helt okay for Davey Havok at kaste sig over et andet projekt end AFI, hvis 10. album, der også udkom i år, skuffede mig ret meget. Det var lidt som om, at han var gået død i det (særligt teksterne var en fucking snoozefest), men hvis han har skrevet teksterne til et helt album for AFI og bagefter alle teksterne til DREAMCAR, så er der vel for fanden snart heller ikke mere at sige.

Der er stadig et strejf af AFI i DREAMCAR. Det er jo trods alt den samme vokal og samme mand, der har skrevet sangene. DREAMCAR er bare mere poppet og tilsat den velkendte 80'er synth og kick ass groovy basslines (bare lyt til omkvædet på the Preferred; det er altså smooth as fuck) og det passer perfekt til solrige sommerdage eller dage, hvor man ikke lige gider tænke for meget over alting (det er alle dage for mig).

Det er sådan et album, der fanger interessen hos den generation, der er vokset op med den her slags musik og der gik for eksempel ikke mange sekunder fra jeg satte On the Charts på (min ultimative yndlings sang på dette album), før min mor spurgte "hvem er det?!" 


Og ja, det er virkelig god baggrundsmusik. Det er nogle super catchy sange, som nok kan få de fleste til at bobbe hovedet i takt og på trods af 80'er lyden, så virker det stadig super moderne og relevant. Ja, ekstremt moderne, for det er den her stil og genre, der stormer frem lige nu. Ingen kan få nok af 80'er inspireret musik, men det er sgu nok fordi, at meget af det musik, der bliver lavet i dag sutter fucking røv. 

Albummet er crazy velproduceret, hvilket man også forventer, når bandet består af en gruppe mennesker, der har været i branchen, så længe som de har. Alle sangene "passer sammen" og der er ingen af dem, der er dårlige, men det er også på nippet til at blive en lille smule kedeligt. Når man når til sidste del af albummet, så har man ligesom hørt dét; det bliver ikke anderledes, der kommer ingen overraskelser til sidst og man tænker aldrig nogensinde "WOW!"

Det er sådan et album, der er pisse godt at gøre rent til (hvis man er typen der gør sådan noget), så man bare kan danse igennem hele processen, men det er til gengæld også et album, som jeg ikke tænker videre over, når jeg først har slukket for det.
Faktisk bliver alle sangene relativt hurtigt glemt igen. Men altså, jeg har jo også så meget andet i hovedet, der tager pladsen; vigtige matematiske formler, for jeg står ofte og akut udregner rumfang på ting og så skal man jo også kunne huske sin egen adresse og sådan noget pjat.
Enten bliver sangene glemt, fordi jeg skal huske alt dét, eller også bliver de glemt, fordi de bare ikke er ekstraordinære mindeværdige. We will never know.


En gang imellem føles teksterne for fremtvunget i stedet for at være et resultat af en kreativ process og det kunne sagtens bare være AFI sange, nu med anden lyd, og det er ærlig talt ikke særlig sindsoprivende noget af det. Man skal ikke forvente kuldegysninger og følelsesladet tilbageblik af at lytte til det her album.

I stedet skal man bare tage albummet for, hvad det er; et sjovt side-project, der kan minde dig om en tid, hvor musik muligvis bare var lidt bedre, med nogle iørefaldende gode melodier, der er glemt ligeså hurtigt, som når jeg går i Fakta uden indkøbsliste og evig og altid kommer hjem med kage i stedet for toiletpapir.

Jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til nogle af de her sange igen. DREAMCAR er det bedste No Doubt/AFI kunne komme med i 2017 og jeg håber ikke det bliver en engangsforestilling.

Top 3 bedste: On the Charts, Born to Lie, All of the Dead Girls
Top 3 værste: Ever Lonely, Show Me Mercy, After I Confessed

DREAMCAR er til dig, der godt kan lide: White Lies, Depeche Mode, Duran Duran

torsdag den 18. maj 2017

Harry Styles - Self-Titled (album)

Harry Styles er endelig gået fra dreng til mand med hans debutalbum, der giver ham lov til at gøre alle de ting, som han ikke fik lov til, mens han var fanget i One Direction; trompetbukser, lyserødt jakkesæt og old school rock and roll.

Mr. Styles er totalt klar til at blive en rockstjerne og der er tydeligvis hentet inspiration fra de største navne indenfor dette felt (Aerosmith, Pink Floyd og the Rolling Stones), men er det ikke også tusinde gange bedre, end hvis han var blevet inspireret af fucking Justin Bieber eller Jason Derulo? Jo for helvede! - Endelig en artist, der udfordrer mainstream musikken og går fuldstændig old school på instrumenter og lyd. Lidt a la den retning Miley Cyrus er gået med Malibu - og det var sgu da også på tide!

Særligt sange som Caroline, Only Angel, Kiwi og Woman fik mig til at sidde med åbenstående mund første (og muligvis også anden) gang jeg hørte dem. Lyden er hverken ren eller finpudset, nærmest en smule grumset, mens vokalen er rustik og lidt mudret. Væk er de elektroniske lydeffekter og de rene linjer. Det er altså rigtig musik det her; musik der skal spilles på en dunkel bar, fyldt med røg og brune farver, mens alle mændene tænker ”årh hvad, svedig guitar” og alle damerne tænker ”årh hvad, jeg bliver simpelthen nødt til at sidde på hans ansigt”.

Så er der balladerne, som fx Sign of the Times, hvor man straks får lyst til at smide Harry Styles op på en kæmpe stadion scene. Bare ham og et spotlight, mens man råber til alle tøserne, at nu skal de fandme holde kæft og bare lytte efter en gang, i stedet for altid at skrige som om der er ild i dem.
Når sangen når sit klimaks, så er man ikke i tvivl; lige meget om det er på dunkle barer eller i kæmpe arenaer, så hører Harry Styles altså til på en scene.


Hvis det er dét her Harry har gået og gemt på alle disse år, så ville jeg næsten ønske, at han havde slået op med 1D noget før, for jeg tror, at verden har brug for det her og det ville aldrig nogensinde fungere som et gruppeprojekt.

Og ja, Harry Styles vælter muligvis lidt rundt i genrerne på dette album (der er faktisk lidt af det hele), men jeg forstår det fandme godt. Forstil dig, at du har været tvungen vegetar i adskillige år, fordi du skal koordinere din kost med 4 andre dudes og pludselig er der frit valg på hylden i kødbutikken. Så tror jeg vist nok også, at jeg havde skreget ”EN AF HVER, TAK!”


I forhold til det musik One Direction lavede, så er det her energiniveau en hel del lavere. Man får ikke lyst til at dance all night to the best song ever (1D referencer, ih hvor jeg kan) og for nogle kan det måske godt virke en anelse kedeligt. Men det her er altså et album, der er båret af nogle helt andre elementer, end det One Direction gav os; Harrys eminente vokal og de fantastiske instrumenter, særlig 70’er guitarerne og blæseinstrumenterne, der lige pakker hele oplevelsen ind i en super sexet lyserød fløjlsindpakning.

"We haven't spoke since you went away
Comfortable silence is so overrated
Why won't you ever be the first one to break?
Even my phone misses your call, by the way"

Tekstmæssigt er albummet super smukt og hjerteskærende, men også en del simplificeret og gentagende et par steder. Men det er sådan set okay, for det er ofte de sange, hvor der instrumentalt sker utroligt meget og det giver en fin balance. Jeg bliver til gengæld fuldstændig hypnotiseret af alle de rigtige instrumenter proppet ind på det her album (mere af det, tak!) og det der blå veloursæt. Hold kæft det er frækt. Jeg smider lige et billede i bunden, du ved, til de sene nattetimer. Det var så lidt.   

Tillykke Harry Styles! Du har skabt noget, der virkelig skiller sig ud fra det musik, der hærger hitlisterne og du har endda gjort det rigtig godt. Du er tydeligvis usikker på, hvor du helt præcist vil hen med solokarrieren, men det her var en rigtig god smagsprøve på, hvad du er i stand til og jeg vil med glæde se dig vippe Ed Sheeran af pinden, som Englands musik-darling numero uno - Jo før, jo bedre!

Top 3 bedste: Kiwi, Only Angel, Sign of the Times
Top 3 værste: From the Dining Table, Sweet Creature, Two Ghosts

Harry Styles er til dig, der godt kan lide: Niall Horan – Ed Sheeran – John Mayer



tirsdag den 16. maj 2017

Paramore - After Laughter (album)

Paramore er tilbage! Med ny musik, ny genre, nyt line-up, ny frisure -  Ja, alt er fucking nyt og det er der intet galt i. Og dog, så skinner dette album ikke ligeså klart, så tidligere udgivet materiale og jeg tror, at denne genre stadig er en usleben diamant for Paramore. En dag kommer de til at mestre den til perfektion, men den dag er altså ikke i dag.


Jeg havde utroligt svært ved at sætte ord på dette album, for der er jo egentlig ikke noget i vejen med selve udførelsen, After Laughter er ekstremt velproduceret, men måske så velproduceret, at lidt af charmen forsvinder og man sidder tilbage med et ligegyldigt skuldertræk og tænker, at det var da fint nok... Men man havde jo egentlig forventet lidt mere.

Da jeg anmeldte New Found Glory snakkede jeg lidt om fordele og ulemper ved at forblive fast i sin genre og formular - og hvordan det også kan give bagslag, hvis man vender sine rødder ryggen.
Paramore er et rigtig godt eksempel på en succeshistorie om et band, der har valgt at ændre sin "lyd" fuldstændig. Fra pop-rock til synth pop, virker det som om, at All We Know is Falling (2005) er fra et helt andet band, end det der har produceret After Laughter (2017)

Næsten alt hvad Paramore udstråler er anderledes nu. Fra de energiske poppede sange, til det farverige albumcover. Paramore i sandhed gået en ny tid i møde - og dog, så bevæger vi os stadig rundt i et tekstunivers, hvor absolut intet er positivt. Lydmæssigt er det ikke et helt uventet skift, for hvis man har hørt Ain't It Fun eller Still Into You fra deres self-titled album (2013), så havde man måske lidt set det komme, at de var klar til at smide rockguitaren ad helvedes til og finde deres groove frem.


Men der er altså stadig masser af guitarer; det hele er bare blevet lidt mindre rock og lidt mere funk. Fra den super funky bass på Told You So, til catchy as fuck guitar riffs på Hard Times, så er det altså svært ikke at sidde og vippe foden i takt.

Hvis man fokuserer på den instrumentale del af albummet, så skriger det retro sommer og high waist bikini (ja, det kan et album sagtens skrige), men hvis man til gengæld begynder at lytte til teksten, så handler størstedelen af teksterne om hårde tider, ulykkelighed, om at overleve og komme videre. Det er en meget disharmonisk oplevelse. 

"You hurt me bad this time, no coming back
And I cried 'till I couldn't cry, another heart attack
If I lay on the floor, maybe I'll wake up
And I don't pick up when you call
'Cause your voice is a gun
Every word is a bullet hole
Shot a hole in the sun
If I never look up maybe I'll never notice"

For mig mangler mange af sangene noget power, specielt når teksterne består af så meget bitterhed, at man næsten skærer ansigt af det. Den glade synth pop virker en gang imellem malplaceret og kvæler nærmest budskabet i sangene.
Der kan selvfølgelig godt være noget poetisk over at tage nogle problematiske emner op til lyden af fucking xylofoner og 80'er pop. Det fungerer bare ikke helt for mig og jeg bliver mere bare rundtosset af de modstridende elementer.


Det er ikke alle sange, der er lige fængende og en gang imellem føler jeg, at jeg drukner i rodede melodier, der bare er en lille smule off. Paramore er muligvis stadig en mellemting af, hvad de plejede at være og hvor de gerne vil hen nu - til stor forvirring for mine ører.

Hayley Williams vokal er fantastisk, som altid og at Paramore er kommet så langt i deres karriere, er hovedsageligt til hendes fortjeneste. Men på dette album er hun til tider en smule skinger; på Idle Worship lyder hun næsten, som en skør person og enten er det et utroligt smart move i forhold til, hvor finpudset og snorlige den instrumentale del er, eller også komplementerer det overhovedet ikke hinanden. Jeg kan ikke finde ud af det, for igen, så føler jeg bare, at det her album er en lille smule off. Jeg kan dog ikke lade være med at lytte til Idle Worship, men jeg tror det er lidt som et færdselsuheld; det er svært at kigge væk. 

Hard Times blev hurtigt en ny yndlings sang - og jeg ville ønske, at resten af albummet havde samme effekt på mig, men det er bare ikke tilfældet. After Laughter er langt fra det bedste Paramore nogensinde har produceret og der er kun en håndfuld sange fra albummet, som jeg nogensinde kommer til at lytte til igen. Men jeg ser også det her album, som en overgang. En overgang til en ny genre og en ny tid for Paramore og derfor bliver det automatisk også sådan en "et skridt frem og to tilbage" situation.
Men altså, den her udgave af Paramore er trods alt bedre, end ingen Paramore.

Top 3 bedste: Hard Times, 26, Pool
Top 3 værste: Caught In the Middle, No Friend, Grudges

Paramore er til dig, der godt kan lide: Busted - DREAMCAR - M83

søndag den 14. maj 2017

Eurovision Song Contest 2017: Galt eller genialt?

Mit indlæg om Melodi Grand Prix 2017 kan læses lige her.

Så sad jeg der, lørdag aften og stenede Eurovision, mens jeg skrev noter, som en nørd, for derefter at stå tidligt op på en søndag, for lige at blogge om den fantastiske oplevelse (lol) det var. Jeg kan overhovedet ikke kende mig selv. Senere skal jeg også op at træne... Ring 112, det er vist på tide jeg kommer under opsyn for utilregnelig opførsel.


Nå, men udsatte I også jer selv for tortur i form af Eurovision Song Contest denne weekend? Hatten af for dem, der har set alle semi-finalerne. Jeg fatter ikke, hvordan I har kunne klare det. Er I okay?

Danmark kom jo gennem nåleøjet i år og udløste en lille smule håb i os alle sammen. Eller, ikke mig. For jeg er selvudnævnt pessimist og derudover så vidste jeg, at det ville blive en stensikker fiasko, allerede da jeg dækkede det danske Melodi Grand Prix. Ordret skrev jeg, at vi skulle drikke gravøl til Eurovision - og ja, en sørgelig 20. plads siger vist det hele. I freaking told you so. Ingen mængde charmerende mellemrum mellem fortænderne, eller kæmpe bryster kunne redde den søvndyssende og overhovedet ikke mindeværdige sang, som vi havde sendt afsted. 

Altså hvad fanden havde I regnet med? De andre deltagere troppede op med hestemasker, gorilla kostumer og dansende saxofonister - og dér havde vi Anja, helt alene på scenen, i alt for meget tøj, der sang en sang, som ikke engang vi danskere kan huske. GAB!

Forstil jer, hvilket cirkus det er at arbejde i garderoben til Eurovision og man skal sørge for, at alles lort nu også er til stede. Kjole - Kjole - Palliet suit (okay nu begynder det at blive mærkeligt) - Kjole - Hestemaske? - Flere pallietter - Kjole - GORILLA KOSTUME?! 
Tror vist nok, at der er en fortvivlet medarbejder, der har tænkt "Hvad fanden er det for en konkurrence, der skal afholdes?!" og bare rolig, dét tænkte vi andre også.

Eurovision har jo et dejligt budskab om, at diversitet er the shit og jeg skal da lige love for, at de fik trumfet dén igennem! Men i stedet for at tænke "Jaaaa, vi er alle sammen forskellige og det er okay!" *gruppekram*, så følte jeg mere det handlede om at samle så mange originaler under samme tag, som muligt. 
Altså ham den tykke med personlighedsspaltning, der sang en freaking duet med sig selv? Hvad fanden gik det lige ud på? Det var lige til den lukkede. 

Vi vil jo så gerne gøre det til en kæmpe fest, men altså for helvede, det er jo et vanvidsshow. Fra værter indsvøbt i palliet helvede og påklistrede falske smil, mens de forsøger at have en "sjov" og "spontan" ping-pong samtale mellem hinanden, på så dårligt engelsk, at de 30 sekunder underteksterne svigtede, var jeg helt lost, til jodlende miniskørter og svenskere på løbebånd, alt sammen tilsat glitter og fyrværkeri - VANVITTIGT SIGER JEG JER.

Vi kom lige alle sammen ned på jorden igen, da en publikummer løb op på scenen og, meget sofistikeret, trak bukserne ned, så hele verden fik lov til at se hans blege røv. So clever. Much fun. Stakkels røvmand blev straks tacklet af vagterne, men altså hvor fanden var vagterne henne, da Ukraine gik på scenen med en *gisp* rocksang. Jeg hørte helt tydeligt Ole sige, at Eurovision var "Europamesterskaberne i pop", SÅ KAN VI FÅ DEM NED FRA SCENEN. DE SPILLER DJÆVLENS MUSIK!

Der var styr på ingenting! VANVITTIGT SIGER JEG JER.

Så var der den deprimerende del, hvor sangene skulle have point. Hold kæft sådan noget lort tager lang tid og alle skal absolut ringe ind og sige et eller andet åndssvagt og derfor tvinge værterne til at sige fucking 42 gange "Ja ja, men hvem fanden skal have de 12 point?". De lignede nogle, der havde lyst til at hænge sig i deres palliet jakker til sidst.
Okay DR, hvad med at JEG tager den opringning næste år, så jeg kan få lov til at råbe "12 POINTS TO GRYFFINDOR!" og smække røret på.

Portugal vandt stort og lavede lige kontra på hele Melodi Grand Prix konceptet ved at sige, at det jo ikke handlede om fyrværkeri. Deres optræden var bare en mand, højst sandsynlig high as a fucking kite (jamen, så I ham?!), der sang verdens kedeligste sang og det var det. Folk var vilde med det! Og så sad resten af deltagerne, dækket af glimmer, diverse kostumer og sved fra deres danserutiner og tænkte "ALL THIS FOR NOTHING?!" - Ja, jeg var også pænt chokeret.

Danmark fik næsten ingen point. Det var forfærdeligt at se på. Det var som at gå uforberedt til eksamen. Man ved jo godt, inderst inde, at man ikke kommer til at klare det særlig godt, men man håber alligevel på et mirakel. Man håber, at man lige pludselig, mens man sidder og piller lidt i den grønne dug og prøver på at sige et eller andet semi-intelligent, forvandler sig til et geni, der bare har styr på det hele og underviser og eksaminator rejser sig op, med stående bifald og poppende champagneflasker, mens de spørger, "Hvor kom den viden fra?!" og man siger "Ja, det ved jeg heller ikke!" og ind kommer den dansende saxofonist, for han var da meget skæg.

Men i realiteten er det meget usædvanligt, hvis man forvandler sig til et geni midt i kampens hede og lige meget, hvor meget man prøver, så er det sjældent, at man kan fremmane et pensum man aldrig har læst. Underviser og eksaminator siger mere end ofte bare, at man skal komme igen til reeksamen, med skuffende miner og ingen tegn på hverken bifald eller champagne, hvor end længe man lige bliver hængende i tilfældet af, at de måske bare har glemt det. Det har de ikke.

Anja, du kan ikke få lov til at gå til reeksamen i Eurovision. There's no such thing. Men bare rolig, vi er ikke vildt skuffede, for vi vidste jo godt - inderst inde - at der skulle et mirakel til, hvis det skulle gå godt og om en uges tid, så har vi alle sammen heldigvis glemt alt om det her igen.

fredag den 12. maj 2017

Melanie C koncert i ODEON (featuring Lisa Pallisgaard Nielsen)

Lørdag d. 29. april var Lisa, Stinna og jeg inviteret til Melanie C koncert i ODEON. Melanie C er muligvis ikke lige den første kunstner, som jeg ville råbe dibs efter, hvis der var frit valg på koncerthylden... Okay, for at være ærlig, så eksisterer Melanie C slet ikke i mit personlige artist arkiv, men jeg bor 5 minutter fra ODEON og jeg siger sjældent nej til nye oplevelser, så afsted tog vi.


Med 7 udgivne soloalbums er Melanie C klart den ex Spice Girl med mest succes, men Spice Girl identiteten spøger dog stadig så meget, at det endnu kan bruges som et salgsargument. Det siger muligvis mere om solokarrieren, end noget andet. Har sgu da aldrig hørt Justin Timberlake love et NSYNC nummer og et par boyband dansetrin til hans koncerter. Selvom det ville være freaking awesome. 

Melanie C påpegede selv under koncerten, at hendes nye album slet ikke er blevet promoveret i Danmark, så det var en lidt speciel (og modig) booking. Man fristes til at tro, at der sidder en hardcore Spice Girls fan derude med førertrøjen på, der lige fik trumfet denne beslutning igennem. Okay, hvis I absolut skal lave ulogiske bookinger, må jeg så lige foreslå Busted til næste arrangement? Year 3000 i den Store Sal, fuck ja!

Men hvordan gik Melanie C koncerten så? Lisa og jeg kommer med vores fuldstændige nuancerede og professionelle vurderinger af koncerten. Og vi er altså hverken påvirket af, at Lisa er kæmpe Spice Girls fan og jeg havde drukket 3 drinks relativt hurtigt, så aftenens største woohooer kom fra mig. 


Det bedste ved turen, foruden koncerten:
Lisa: Det var at opleve Kristine lave mad. Jeg har kendt Kristine siden 2012 og har først nu spist hjemme ved hende, hvor vi ikke har købt mad. Det var ret vildt. Og godt… Det var nemlig noget med ost… og fløde… og bacon… Jeg er sulten igen!

Kristine: At Lisa og Stinna roste min madlavning. Altså jeg trak 2 hår (forhåbentlig mine egne) ud af min portion og jeg så da også Stinna spytte et eller andet ud i sin serviet på et tidspunkt, så det må næsten være en succes historie, at ingen skreg “FY FOR FANDEN!”.

Koncertoplevelsen:
Lisa: Vi fik lov til at sidde overraskende tæt på scenen, ingen balkoner til os!
Anyways, der var for vildt 90’er musik kørende i salen inden koncerten, så man rigtig kunne komme i god stemning (men hey, der var ingen Spice Girls numre i blandingen, WTF). Melanie C gik på scenen og jeg indrømmer gerne, at det lige gav et sug i maven at se sin yndlings Spice Girl (WOOO) i levende live. Suget varede dog ikke længe, for så blev det lidt akavet. 

Hun sang og sang og jeg sad og tænkte ”okay, men efter den her sang må hun da lige præsentere sig selv”, men nej… Hun var altså for længe om det. MEN da hun så endelig begyndte at snakke, forsvandt akavetheden ret hurtigt, for så snakkede hun meget. Hun dansede og opfordrede os andre til også at rejse os op og danse (og det gjorde vi!) og det hele var fryd og gammen, som de unge siger.

Jeg havde heldigvis hørt hendes nye album, Version of Me (2016), hele ugen igennem, som forberedelse til koncerten, for der var altså meget fra den – det er jo klart, når det er hendes Version of Me tour, d’oh. Men jeg var glad for, at jeg havde forberedt mig så godt, især også fordi det har vist sig, at jeg er virkelig vild med det album! Der var selvfølgelig også nogle af de gamle sange; en enkelt Spice Girls sang, et par stykker fra Northern Star (1999), som jo også er viiiiildt god, og en enkelt fra The Sea (2011).

Kristine: Som noget nyt var vi ikke parkeret på 2. balkon, men på gulvet, så det var fint også at prøve at sidde forholdsvis tæt på scenen. Og ind kom selveste Sporty Spice, med trænede arme og 90’er tatoveringer for alle pengene. Ja ja, sikke en fest.
For at være ærlig, så er en Melanie C koncert ikke nødvendigvis stedet, hvor der virkelig er behov for at sidde tæt på. Hendes sceneshow er røvkedeligt, da det hovedsageligt består af hende (surprise) og nogle meget tvivlsomme dansetrin. I forhold til dansen, havde det måske været bedre for os alle sammen at sidde lidt længere væk. Som hun rigtig nok synger i Anymore "I hear the music but I can't dance". Ja, det lod vi alle sammen godt mærke til, så tag nu en pause fra alt det der vrideri, Sensuella C.


Det bedste ved koncerten:
Lisa: Der var bare virkelig god stemning! Kristine var fuld og det løftede stemningen lidt, men synes også bare Melanie var ret god til at få alle med og få os til at danse selvom det er siddepladser. Selvfølgelig løftede stemningen sig også helt vildt, når hun sang de gamle sange, men generelt var det også bare fedt med de nye sange.
Det er også rart at vide, at selvom hun er kendt, rig og fucking buff, så er hun en ligeså dårlig danser som mig.

Kristine: Hun prøvede sgu virkelig, hende Mel C. Med super posh accent forsøgte hun at få os til at danse ligeså åndssvagt, som hende og vi gjorde det sgu. Men hvis det ikke var for de der drinks, havde jeg sgu nok ikke orket at rejse korpus op fra stolen, for dét. 
Og lyden var virkelig god, med en meget tydelig vokal. Hvilket ofte er problemet til koncerter, hvor man simpelthen ikke kan høre, hvad der bliver sunget - men det var ikke tilfældet her.
Fik da lidt koncert-chills, når hun sang noget man kendte, som fx Northern Star, men hun sang altså ikke lige den der:

"I'll tell you what I want, what I really, really want
So tell me what you want, what you really, really want
I'll tell you what HWGYRHFHGKSMSJFIGTBRSBDHF"

...meget skuffende.

Det værste ved koncerten:
Lisa: De første 5-10 minutter. De var simpelthen så akavede, fordi hun ikke sagde noget!
Jeg blev også en smule nederen over min egen krop, da jeg så de der guns*, holy fuck de er vilde!

Kristine: Sceneshowet var altså kedeligt. Af alle de koncerter jeg har været til i år (og det er et par gode håndfulde), så er det her altså en af de kedeligste. Der var et helt tydeligt peak omkring de sidste 3 sange, hvor det var ret fedt, men en koncert skal altså ikke kun peake til sidst. Så får man følelsen af, at folk glæder sig til det er overstået.
Og hvorfor slæbe et band med, når de skal stå i baggrunden i dunkel belysning? Hvorfor have en awesome guitarsolo, når guitaristen står hengemt i mørket og det eneste man kan se er Melanie C derpe rundt på scenen?

HVOR FANDEN VAR SURPRISE SPICE GIRLS REUNION?! 
Synes godt de kunne have fløjet de andre 4 ind, med ekspres landing på ODEONS tag. Sad længe og skulede til døren, i håb om at de andre ville vælte ind. I ved, den der rødhåret Spice, lyshåret Spice, afro Spice og gift-med-Beckham Spice. Ja, jeg har helt styr på mine Spice Girls.

*Lisa refererer til Melanie C’s stærke arme. Ingen guns var medbragt i ODEON. Af hvad jeg ved af, i hvert fald.

Konklusion på oplevelsen:
Lisa: Min konklusion er bare, at det var så fedt. Jeg er så glad for at have været med til den her koncert, både fordi jeg har elsket Melanie C lige siden jeg hørte om Spice Girls og fordi det også var ret god musik (så god, at jeg har hørt Version of Me albummet flere gange efter koncerten også).

Efter koncerten snakkede vi om, om hun levede lidt for højt på sine Spice Girls dage, men efter at have tænkt over det, så synes jeg faktisk ikke hun gjorde det. Hun spillede én Spice Girls sang, hun sagde ikke en gang ”Spice Girls”. Hun snakkede faktisk om Mø i stedet for, i forbindelse med Say You’ll Be There. Hun levede nok højere på sine egne gamle sange, men altså, hvilken artist spiller ikke sine gamle numre til koncerter?

Kristine: Melanie C kan helt klart synge, ingen tvivl der. Danse, not so much. Og lyden i ODEON er fuldstændig sublim. Men for fanden, det var altså en lidt kedelig udførelse - og ikke mindst mærkelig og ikke på en awesome Kellermensch måde, mere på en måde, hvor jeg hverken er blevet mere eller mindre fan af Melanie C efter denne oplevelse. Hun ryger direkte tilbage i skuffen med artister, som jeg muligvis aldrig nogensinde kommer til tænke på igen.