mandag den 25. juni 2018

Slacker Satellite på Tinderbox Festival 2018

ANNONCE  .

Nå, mit annoncerede awesome comeback har ikke været lige så sindsoprivende, som jeg ellers havde ambitioner om. Det viser sig, at jeg åbenbart indeholder en stærkt begrænset mængde interessante sætninger (hvem skulle have troet det?), og på nuværende tidspunkt bliver de alle sammen brugt på jobansøgninger. Indtil videre har ingen bidt på, selvom jeg både har skrevet, at jeg besidder fuldstændig ustyrlig charme og kan et par frække franske gloser... Det er muligvis på tide at revurdere min jobsøgningstrategi.

Men nu skal det jo faktisk slet ikke handle om min (åbenbart) håbløse fremtid.

FOR JEG SKAL NEMLIG PÅ TINDERBOX... IGEN!
Forskellen på i år og sidste år er, at jeg denne gang snupper alle 3 dage, hvor jeg sidste år kun fik fornøjelsen af den ene, da Tinderbox desværre ramlede sammen med Roskilde Festival
En anden forskel er også, at jeg i år tager afsted som presse, som Slacker Satellite om man vil, så derfor vil alt Tinderbox relateret blive markeret som annonce. For sådan noget skal man. Har jeg hørt.

Jeg har i samarbejde med min meget smukke, pandehårs-hadende assistent (det er akavet, fordi jeg har pandehår, og det er åbenbart det værste hun ved) Lisa Pallisgaard Nielsen, kreeret dette udpluk af musik, som vi skal høre i løbet af dagene på Tinderbox 2018!
Så hvis du enten er ordentlig syg stalker, eller har fremragende musiksmag ligesom os, så gør vi planlægningen af dine Tinderbox dage utrolig fucking nem lige nu.

Skud ud til Lisas og min Instagram (such ananas i egen juice), der helt sikkert også bliver opdaterede i løbet af dagene.

Alex Vargas, torsdag kl. 16.15, Rød Scene
Kristine: Vores alle sammen pop-darling Alex Vargas, som jeg første gang lagde mærke til, da han under DMA 2016 åbenbart var den eneste, der var i stand til at fremstå intelligent og veltalende, spiller på dette års Tinderbox - og selvom det måske er lidt for flødebolle til mig, så tænker jeg, at det er det helt perfekte forspil, inden vi skal rives rundt af Yungblud.

Yungblud, torsdag kl. 17.45, Teltscenen
Kristine: Yungblud er til gengæld det rene kaos på scenen, hvilket passer til hans underlige match af elektronisk hip hop og punk. Han er kendt for sine energiske og syrede shows, og om man kan lide musikken eller ej, så kommer man ikke til at glemme ham lige foreløbig, så det skal vi selvfølgelig ikke gå glip af!

Iggy Pop, torsdag kl. 20.45, Blå Scene
Kristine: En anden særpræget karakter, er Iggy Pop, the godfather of punk om man vil, der med stor sandsynlighed kommer til at befinde sig i bar mave på scenen. Han er indbegrebet af rock and roll, og hans musikalske talent blev smedet dengang det stadig handlede om rigtige instrumenter og talent. Jeg glæder mig til at se, hvad man kan forvente af denne efterhånden ældre herre, der er indehaver af et vanvittigt omfattende bagkatalog.

Carpark North, fredag kl. 17.05, Rød Scene
Kristine: Lisa og jeg har jo været til Carpark North koncert sammen før, og det er til dags dato stadig en af de bedste koncerter, som jeg har set i Odense. Ingen tvivl om, at det bliver svært at forholde sig roligt til lyden af deres catchy electrorock, om end vi er lidt spændte på, om wauw-effekten forsvinder, når de ikke kan stille op med samme insane lysshow, som vi så i ODEON. Jeg håber virkelig, at de denne gang gider spille Wild Wonders, som er min yndlings Carpark North sang.

Off Bloom, fredag kl. 18.35, Teltscenen
Lisa: Første gang jeg hørte Off Bloom, var da de blev præsenteret til P3 Guld i 2016. Jeg kan uden at lyve sige, at jeg har ventet på at opleve dem live lige siden første lyt. De tre medlemmer producerer og skriver selv deres musik, som nok mest ligger inden for elektro-pop genren, men altså breder sig ud på flere forskellige genrer. Derudover så udsender de også nye sange konstant, yay! Podcasten Moyo live med Off Bloom (P3, den 13/5-18) er bestemt også et lyt værd, som opvarmning. Hvis du skal på Tinderbox, så giv dem en chance, jeg har hørt de er super fede live.

Alanis Morissette, fredag kl. 21.35, Blå Scene
Lisa: Om end jeg ikke er helt oppe i det røde felt over hele programmet for Tinderbox i år, så var jeg helt på, lige så snart Alanis blev annonceret! Jeg mener, OMFG! Er du til alternativ rock (og har du haft en periode i dine teenageår, hvor alle var idioter – ja, det var i hvert fald ikke dig, der var en idiot), så skal du høre Alanis, ligesom jeg skal. Hvis du ikke kender Alanis’ musik, så kan vi ikke være venner, bum.

Editors, lørdag kl. 20.05, Rød Scene
Kristine: Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig nogensinde har hørt om Editors, før de kom på Tinderbox plakaten (skud ud til alle dem, der brokker sig, når de ikke kender alle navne. Det er en oplagt mulighed for at opleve noget fucking nyt), og jeg skulle lige præcis lytte til 30 sekunder af Ocean of Night, der demonstrerer den elegante blanding af indie rock og synth, før jeg vidste, at jeg blev nødt til at se dem på Tinderbox.

Velvet Volume, lørdag kl. 21.35, Teltscenen
Kristine: Tænker, at man umuligt kan sige nej tak til en all girl punkgruppe, når den langt om længe bliver serveret på et sølvfad. Det er overdrevet energisk musik på en mere analog og rå måde, end hvad jeg ville forvente af den danske musikscene i 2018, og jeg fucking glæder mig!

Jack White, lørdag kl. 23.05, Rød Scene
Kristine: Jack White, der også kendt for sin bedre halvdel, The White Stripes, kommer en tur forbi Tinderbox og det er en oplagt mulighed, for at indtage noget mere af det rock, som jeg altid hungrer efter. Jeg ser frem til guitarsoloer og masser af attitude.

Resten af Tinderbox-programmet kan findes lige her.
Hvem glæder I jer mest til at opleve på dette års Tinderbox?

torsdag den 3. maj 2018

Waterparks - Entertainment (album)

Den dag jeg opdagede Waterparks, var en fucking god dag, for det er altid fedt at falde over noget nyt musik, der lyder som noget man har manglet hele sit liv.

Waterparks er i stand til at kombinere pop-punk med elektropop til et punkt, hvor deres lyd fremstår helt unik, og deres debutalbum, Double Dare (2016), er helt seriøst et imponerende mesterværk af awesome hooks, og så mange forskellige lag, at jeg først havde svært ved at forstå, at så ungt et band stod bag det.

Nu har Waterparks så udgivet det såkaldte svære 2. album, og med et, ifølge mig, fejlfrit debutalbum og en 1. single, som jeg kårende som min ultimative yndlings sang fra 2017, havde de i den grad noget at leve op til.

Entertainment (2018) fortsætter i præcis samme spor som Double Dare (2016). Hvis man kender til Waterparks, så er det utroligt nemt at genkende deres stil og Awsten Knights lyse vokal. Men hvor Double Dare (2016), for mig, var en perfekt fordeling mellem genrene, så føler jeg til tider, at Entertainment (2018) mangler samme power og det farverige univers a la blink-182, hvor det åbenbart er charmerende at være en lille smule dum og fjollet (en livsfilosofi jeg selv dyrker meget. Specielt den del med at være dum). Det er som om, at pop-punk delen er blevet nedjusteret til at være baggrundsstøj i stedet for the main event, og der mangler derfor motivation og drivkraft bag en del af sangene. 

Men hvor jeg lydmæssigt føler, at jeg lige mangler de sidste 10%, så henter Waterparks heldigvis flere point hjem, når vi ser på deres sangtekster.


Jeg følger jo Awsten på Twitter, så jeg ved, at der er absolut intet tilfældigt ved Waterparks' sangtekster. Alt er gennemtænkt, og hvis man er hardcore fan, så kan man finde referencer og hentydninger til andre sange, musikvideoer, film og ekskærester. Men selv hvis man ikke fanger disse easter-eggs, så opdager man hurtigt, at hver eneste sang er en historie, hvor der bl.a. både bliver reflekteret over egen psyke og forliste forhold.

"My hourglass is in your hands
You've got my time, you are my plans
Let's keep each other safe from the world
You've got me writing sappy songs
I used to laugh at on my own
Let's keep each other safe from the world

Because I know it's hard to let yourself be fine
When we carry 'round our worried flurried minds
But I'll let go if you do too"
- Lucky People

Entertainment (2018) har Waterparks valgt at brede sig mere ud på genrene, og hvor sange som Blonde og Not Warriors er hele essensen af det, som jeg elskede ved Double Dare (2016) albummet, så er er der nu også plads til akustiske sange, som fx Lucky People, et rent elektronisk nummer som Crybaby, eller det mere heavy og all over the place nummer TANTRUM.

Men på trods af denne variation, så keder jeg mig til tider gennem de mere rolige sange, og hvor Double Dare (2016) havde en evne til at kombinere flere lag, så der altid var noget nyt at opdage i en sang, så lyder det som om, at Waterparks denne gang har valgt at simplificere det lidt, omend det stadig er et utroligt underholdende album. Jeg havde nok bare forventet lidt mere...


Waterparks kunne nærmest ikke undgå at skuffe mig bare en lille smule, for jeg havde virkelig hypet det her album op på baggrund af, hvor meget jeg elsker deres første album og første single. Entertainment (2018) indeholder stadig Waterparks magien; jeg er bare ikke helt solgt på ideen om, at de bør lave andet end det farverige pop-punk/elektro musik, som vi blev præsenteret for på Double Dare (2016), men det er muligvis bare mig...

Der er en håndfuld guldkorn på dette album, som jeg allerede har plaget mine naboer alt for meget med, men når det kommer til albummet som helhed, er jeg desværre ikke så blown away, som jeg inderligt ønskede at være. 

Toppen af poppen: Blonde - Not Warriors - 11:11 - TANTRUM - Rare
It's a no from me: We Need To Talk - Crybaby - Sleep Alone

Waterparks er til dig, der godt kan lide: ROAM - blink-182 - Neck Deep

mandag den 30. april 2018

Mandags Jam #13: Cover it up!

Det er mandag og tid til noget motherfucking jam, denne gang i cover version.

Personligt synes jeg der er en hårfin grænse mellem slatten efterligning og kreativ leg, når det kommer til coversange. Jeg synes først det bliver interessant, når sangen bliver krydret med artistens personlige præg, for at demonstrere, at sådan her kan sangen også lyde.

Det er faktisk ret sjovt, at jeg har haft det her indlæg liggende et par måneder, når jeg netop lige har skrevet noget om coversange for Lyd I Odense i forbindelse med, at Postmodern Jukebox har været forbi Posten. Det kan man jo eventuelt læse lige her.

Men anyways så har jeg i dagens anledning samlet 3 (ifølge mig) ret awesome cover versioner (og vil som bonus gerne lige nævne Taylor Swifts version af Drops of Jupiter, som man kan finde på Spotify lige her). Jeg synes de her sange viser, hvordan man kan gøre en sang sin egen, hvis man leger lidt med genre og lyd, men uden at gå for meget på kompromis med det originale nummer.

Jeg har jo lavet en ny playliste for 2018, der desperat trænger til noget indhold, så medmindre I vil have, at jeg skal lytte til de samme 4 sange på repeat indtil næste Mandags Jam (don't do this to me), så host op med nogle coversange for fanden!

State Champs - Stitches (Originalt sunget af Shawn Mendes)
Dette bliver interessant, fordi jeg ved der sidder et par Mendes fans og læser med (Hej Rikke og Sofie!), men jeg foretrækker måske den her version. Det er som om, at hvis man lige smider nogle guitarer indover, så bliver den her sang pludselig 1000 gange mere emo. Sangen får lige lidt ekstra edge, hvilket er perfekt til en rock and roller wannabe som mig. 

Alien Ant Farm - Smooth Criminal (Originalt sunget af Michael Jackson)
Nu er jeg jo ikke dum nok til, i fuld offentlighed, at sige Alien Ant Farm gør det bedre end selveste Michael Jackson, men mængden af power de tilføjer til denne sang er altså til at føle på. Tempoet er sat op, og the King of Pop bliver udskiftet med rock and roll. Dette cover har jo været så populært, at der sidder folk* derude, der kun kender AAF's version og ikke aner, det faktisk en Michael Jackson sang.

*Altså bevares, det er folk fra 9GAG, og de er fandme ikke stikprøve potentiale, så jeg ved ikke om denne observation overhovedet kan kobles til resten af verden.

HAIM - That Don't Impress Me Much (Originalt sunget af Shania Twain)
Her er et rigtig godt eksempel på, hvordan man også kan lave et cover, der faktisk nedtoner sangen fra den originale version, og der er her mere fokus på det analog lydbillede, hvilket passer perfekt til HAIM's stil. I stedet for den originale power-sang, så synes jeg de tilføjer en anden form for charme og følelse til sangen.

#ISurvivedMonday

søndag den 29. april 2018

Slacker Sunday #4: Fremtiden for Slacker Satellite

Long time, no see.
Et velkendt mantra for mange bloggere.
Det er i hvert fald noget, som jeg har formået at ytre en del i løbet af min korte bloggerkarriere, fordi tingene i lang tid ikke har været, som jeg gerne ville have det. 
Men jeg har sgu gode nyheder i dag.

Jeg kan hermed erklære mig færdiguddannet Cand.merc. Brand Management and Marketing Communication. 

Efter et alt for langt og fuldstændig ulideligt specialeforløb, er jeg endelig fucking færdig, og jeg fatter det simpelthen ikke.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men alt indeni mig gik jo i baglås, mens jeg skulle arbejde på mit speciale. På trods af, at mit emne var fantastisk spændende og min vejleder var enormt sød, så nægtede jeg simpelthen at samarbejde med mig selv.

Jeg havde en lang periode, hvor det var for hårdt at stå op, for uoverskueligt at svare, når mine venner skrev eller ringede, og for indviklet at håndtere noget som helst.
Jeg havde en anden lang periode, hvor jeg lå søvnløs hver eneste fucking nat; lige meget, hvor tidligt jeg gik i seng, hvor meget jeg afprøvede alle tips og tricks til en bedre søvn, og hvor meget jeg forsøgte at udmatte mig selv, så lå jeg og stirrede op i loftet til klokken 7 om morgenen.
Jeg har generelt bare følt mig mega ulykkelig, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville kunne færdiggøre min uddannelse, og hvis jeg ikke kunne dét, så kunne jeg jo i princippet ingenting.

Hvis universitetet havde kontaktet mig og sagt, at jeg kunne slippe for at skrive speciale mod at aflevere min førstefødte, spise 20 kilo jord, eller udvikle pizza-allergi, så havde jeg sagt ja til det tilbud uden så meget som at fucking blinke, for så forfærdeligt var det.
Desværre forhandler universitetet hverken med børne-valuta, eller allergier, så i stedet blev det til virkelig mange gange, hvor jeg overvejede at kaste håndklædet i ringen, for jeg havde udmattet mig selv med bekymringer, frustationer og søvnløse nætter.

Men på trods af utallige nedsmeltninger, så valgte jeg altså at klemme ballerne sammen, som jeg aldrig har klemt dem sammen før, mens mine forældre og Lisa sørgede for at trække mig mentalt over målstregen, og så fik jeg altså afleveret den skide opgave; 195 fucking sider.

Det bliver btw ikke bedre, når man endelig har afleveret lortet, for så kommer der jo et forsvar.
Mens jeg ventede på dét, gik jeg hele tiden og plagede mig selv med alle de ting, som jeg kunne have gjort anderledes og bedre; jeg sad sådan set bare og ventede på, at universitetet skrev til mig, at der ikke var grund til, at jeg dukkede op. Da jeg læste min opgave igennem et par timer inden jeg skulle aflevere, der hvor jeg ikke havde sovet i over 24 timer, og jeg havde kastet op hele natten af ren nervøsitet, der følte jeg virkelig, at intet af det jeg havde skrevet gav mening, at det var 195 sider uforstående vrøvl.

Og selv da jeg modtog datoen for mit forsvar, nægtede jeg stadig at tro på, at det måske nok kunne lykkes alligevel. Jeg fortalte ingen, udover mine forældre og Lisa, at jeg skulle op. Jeg gav sågar mine forældre en forkert dato, fordi jeg var så sikker på, at jeg havde brug for at bearbejde de triste nyheder i fred, og jeg blev ved med at rette Lisa, når hun sagde "når du består" til "hvis jeg består". Det her var mit sidste forsøg, for jeg havde allerede erklæret, at jeg ikke havde lyst til at udsætte mig selv for flere udsættelser.

Lisa var der, da jeg kom ud fra eksamenslokalet. Jeg var ærlig talt ikke meget for, at hun muligvis skulle se mig fejle, men det er samtidig også 100% til hendes fortjeneste, at jeg fik skrevet og afleveret opgaven, så hun blev jo nødt til at være der - og da jeg kom ud og fortalte hende, at jeg ikke alene havde bestået, men det faktisk også var gået bedre end forventet, så var det virkelig rart, at have et par arme at græde i.

For jeg græd sgu. Jeg græd af glæde, jeg græd af lettelse, og jeg græd for alle de gange jeg havde grædt i løbet af forløbet, fordi jeg følte det overhovedet ikke var smerten værd, når det alligevel aldrig ville lykkes... Men somehow så gjorde det fandme alligevel.

Og hvad så nu?
Ja foruden, at jeg jo skal finde mig et job, hvilket jeg faktisk glæder mig rigtig meget til, så er alt fuldstændig forandret. Jeg er konverteret til fucking a-menneske. Jeg ved simpelthen ikke hvordan det er sket. Men hvor jeg førhen vågnede efter klokken 12 og følte, at jeg kunne sove i uge endnu, så vågner jeg nu af mig selv mellem 4 og 6, og skal faktisk tvinge mig selv til at falde i søvn igen, fordi jeg synes det er lidt for tidligt; så jeg er oppe mellem 8 og 9 hver dag, hvilket er meget atypisk mig.

Jeg føler mig samtidig også enormt klar i hovedet, for, for første gang i næsten 6 år, er jeg ikke bagud med noget; der er intet jeg mangler at lave, så der er ikke længere de der bekymringer, der konstant ligger og rumsterer rundt i baghovedet og langsomt dræner en for energi.
Og jeg føler endelig, at jeg har overskud; overskud til at lave alle de ting, som jeg har undgået de sidste mange måneder... Som for eksempel bloggen.

Jeg er SÅ klar til at være back in business! Jeg har 6(!) indlæg, der ligger og venter på jer, jeg har SÅ mange albums og sange, som jeg glæder mig til at lytte til og sætte ord på, og SÅ mange jokes, der skal ud nu, hvor livet endelig er lidt sjovt igen.

Så tak for tålmodigheden. Now it's time to rock and roll. 
Det kan man vel stadig, selvom man nu er akademiker.

fredag den 30. marts 2018

Single Talk: In Memoirs - This Is The Sound


Da This Is The Sound landede i min indbakke, studsede jeg kort over navnet Morten Fillipsen. 

Morten Fillipsen... Det navn har jeg altså hørt før.  
Er det mon den Morten Fillipsen, der i 2002 deltog i MGP med sangen "Du ikk' som de andre pi'r"?
Den sang, som min generation dansede til på børneværelset, aldrig gad give slip på, og derfor trak med ind på landets diskoteker, da vi endelig blev gamle nok til det? 
Den sang, som jeg første gang hørte, da jeg var 8 år gammel, og nu, i en alder af fucking 24, stadig har teksten smeltet fast til min hjernebark via uendelige mængder Smirnoff Ice og utålelig fællessang?

En hurtig googlesøgning siger: korrekt. 

Samme søgning fortæller mig dog også, at jeg i min evige MGP-rus fuldstændig har overset, at Morten Fillipsen siden 2010, har stået bag soloprojektet In Memoirs, der bl.a. beskrives som melankolsk og drømmende musik. Det er muligvis en meget vag beskrivelse, men den er til gengæld fucking spot on.


I dag udgiver In Memoirs så singlen This Is The Sound, og det første jeg tænkte på, da jeg lyttede til sangen, var "hjemsøgende", og vi snakker altså "er det en engel, eller fucking Morten Fillipsen, der synger"-hjemsøgende.
This Is The Sound er en ældre demo, der skal markere en ny start og en ny lyd for In Memoirs, hvilket så poetisk passer perfekt til teksten 

"This is the sound 
Of a new man 
A new start 
A new life 
Away from you"

Singlen er strippet for synth-poppen, der dominerede In Memoirs' anmelderroste debutalbum Love, Dream & Sunsets (2017), og angriber i stedet lytteren med en akustisk og ekstra sårbar taktik, der ærlig talt efterlader mig med en klump i halsen. På den gode måde.

Jeg ved ikke, hvad der skete med den åh så specielle pige fra 2002, der åbenbart ikke var som os andre, og om hun stadig er drivkraften bag Mortens sange; who the fuck cares. Jeg ved til gengæld, at jeg er fuldstændig fortryllet af den sarte og melankolske lyd på This Is The Sound, der til min store irritation roder med mit følelsesregister til det punkt, hvor jeg altså kan mærke opbygningen af sangen helt indeni, der hvor der ellers kun bør befinde sig spist pizza og spor af knuste drømme.

This Is The Sound efterlader mig med følelsen af håb og sært velbehag, og man simpelthen nødt til at lytte til sangen - altså virkelig lytte til den - for at forstå hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg i løbet af de 4 minutter og 50 sekunder sangen varer, føler mig fuldstændig at peace.

Det er en utrolig smuk sang, og jeg er virkelig glad for, at Morten valgte at støve den af og tilføre den så uendeligt meget liv, og jeg glæder mig til at høre meget mere fra In Memoirs i fremtiden!