søndag den 23. april 2017

Kollektiv Hjernevask Vol. 2: I ÅR BLIVER DET ENDNU VILDERE!

Nå, nok med alle de der konstruktive album anmeldelser! 
Selvom jeg er sikker på, at Ed Sheeran (efter at have ligget på samtlige førstepladser alle steder), selvfølgelig tager min kritik med videre til fremtidige projekter, så skal vi altså i gang med noget, som overhovedet ikke er konstruktivt. 
Som lovet, kaster jeg op over Top 50 på Spotify og samtlige danske artister (igen), for i dag præsenterer jeg Kollektiv Hjernevask Volume 2: I ÅR BLIVER DET ENDNU VILDERE! (Det bliver faktisk ikke vildere, men har fandme ventet til 2017 bare for at kunne skrive dét)

Disclaimer: Til alle jer, der får ondt i røven over, at der sidder en trold og skriver grimme ting om jeres yndlings kunstner på internettet. Here you fucking go. Og så sender I bare fakturaen til mig (seriøst, lad være med at sende fakturaen til mig, jeg er studerende og pisse fattig).

But let’s get this party started!

Der er mange ting, som jeg hader uden et nogenlunde fornuftigt grundlag (by the way også titlen på min selvbiografi):

Folk der laver deres egen pasta. Et samtaleemne, der altid får mig op i det røde felt – og ja, det virker umiddelbart ikke som et emne man ofte vil snakke om og ja, det er måske også altid mig selv, der starter den, når jeg er fuld (I am freaking stupid) og folk er like ”here we go again”, mens jeg råber og skriger om, at hvis man har tid til at lave sin egen pasta, så har man simpelthen for meget tid og så bør man fucke ud og lave noget andet og mere fornuftigt. Bitche over ting på internettet kan i hvert fald ikke kategoriseres som ”for meget tid”, så fuck dig og din hjemmelavede pasta.

Så er der den der abe emoji, som folk bare smider om sig, uden nogen som helst omtanke for mit helbred. Det gør altså ondt på mig, helt inde i hjernen. Og det er fandme lige meget om det er den, der holder sig for øjnene, ørerne, eller munden. Lad nu være for fanden. Jeg svarer dig først efter en uge, hvis du sender sådan en til mig, for jeg kan simpelthen ikke tage dig seriøst. Så må vi jo håbe, at det ikke var noget vigtigt du ville.

Og så er der Denmark Top 50, men modsat pasta og abe emojis, så er der altså en milliard gode grunde til at hade denne hitliste med krop og sjæl. 

Welcome to your fucking tape. 

Da jeg læste Rikkes indlæg om Bookshaming, hvor hun skrev om, at man ikke skal se ned på folk, bare fordi de vælger at læse Twilight, frem for klassikere som *googler klassiker* Krig & Fred, så kom jeg først til at tænke ”shit, fuck”, fordi jeg totalt meget shamer folk, der lytter til, hvad jeg mener er ekstremt dårligt musik. Og i et kort øjeblik havde jeg faktisk virkelig dårlig samvittighed og var klar til at gribe knoglen, for at ringe rundt med en personlig undskyldning til alle dem, som jeg har været efter - men det var altså lige indtil, at jeg satte Top 50 på og fik genspillet det mareridt, der startede første Kollektiv Hjernevask indlæg. Samvittighed er nu et fremmedord, for dét der kan I edderrøvme ikke være bekendt.

En hurtig gennemgang af Denmark Top 50 på Spotify viser, at der er kommet nye parasitter på listen siden sidst, men det er det sgu ikke blevet bedre af. Tværtimod. Jeg mener, en artist der kalder sig selv for Pattesutter? Really? Det var lidt dråben, der fik det hele til at gå fra komisk til fucking tragisk.

Blak er der fandme stadig, men nu med ny vidundersang, også kaldet ”Banken”. Ja ja, jeg ved godt, at jeg har drillet Blak ret meget med hans ikke-eksisterende ordforråd, som både blev bevist gennem den storhittende sang ”Nede Mette” og derefter hans DMA takketale, der lige satte en stor fed streg under, hvilke poetiske egenskaber han nu engang (ikke) besidder. Men nu har han altså taget revanche! Han er simpelthen klar til at vise hele Danmark, at han er vokset med opgaven og han har derved forøget vokabulariet til ”træder ind i banken med et stort smil på, smil på, smil på”...

Ja, that’s basically it, for det er vitterligt dét han gentager 4 gange pr. omkvæde og for the lulz, så talte jeg faktisk, hvor mange gange han siger ”smil på” og denne lyriske genialitet løber altså op på 45 fucking gange i løbet af de 3 minutter sangen varer. Det føltes forresten som en milliard, da jeg sad og talte og jeg havde i hvert fald ikke et stort smil på. Sikke en omgang lort.

Men når man tænker på det fundament, som vi havde til at starte med, Nede Mette, hvor der jo bliver sagt "Nede med det"/"Mette" ca. 68 gange, så synes jeg egentlig det er rigtig flot. Alle sammen, en kæmpe fælles applaus til vores alle sammens Blak, som vi nu ved, i hvert fald kan hele to sætninger og jeg håber, at mange unge kreative hjerner kan blive inspireret af dette. Jeg spår en meget lys fremtid.

Folk elsker åbenbart den her slags musik, fordi man bare skal høre sangen en enkelt gang og så kan man allerede 90% af teksten. Perfekt til når man vælter rundt i byen og gerne vil skråle med. Men jeg synes altså, at vi skal give os selv lidt mere credit i forhold til at være i stand til at huske sangtekster og vi behøver ikke gøre os selv dummere, end vi i virkeligheden er.

Jeg vil langt hellere se folk mumle sig igennem det meste af en sang, for en gang imellem at udbryde ”THOSE WERE THE BEST DAYS OF MY LIFE” de rigtige steder. Hvis jeg til gengæld ser en synge med på hele Jimilians sang Cockblock, så bliver jeg ikke så meget imponeret, som jeg mere får lyst til at gå hen og give vedkommende et fortrøstningsfuldt kram.

Derudover så jeg tror altså snart, at vi, for vores helbreds skyld, bør indføre en eller anden form for Auto-Tune kvote. Det er jo efterhånden svært at vide, om det er robotter eller mennesker der synger. Så når Emil Stabil kommer væltende ind i studiet og siger ”Venner! Jeg har skrevet en fed ny sang. Eller det er i hvert fald en sang. Eller jeg har to sætninger, men det kan sagtens blive til en sang, det skal bare gentages et par gange”, så kan de lige tjekke hans kvote i systemet og melde tilbage ”Beklager, Emil Stabil, du må først lave musik igen om 18 måneder”.

Mads Langer vil jo for eksempel gerne have, at artisterne synger live, når de optræder til DMA (Ja, der er vist en, der har læst mit indlæg, hva), men altså for helvede Mads, det er jo et fuldstændigt vanvittigt krav. Der findes jo intet udstyr avanceret nok til at dette Auto-Tune cirkus vil kunne lykkes succesfuldt live. Lortet skal jo også sendes i fjernsynet og vi kan fandme risikere, at nogen får hørt Bros rigtige stemme, helt uden 120% forvrængning. Det går simpelthen ikke, så få nu hovedet ud af din egen røv, Mads Langer.

Nej, jeg kan prise mig lykkelig for, at der findes andet musik end Top 50 og nøjes med at undre mig over, hvordan i helvede alle disse sange og artister er havnet på listen i første omgang. Ja beklager, kære venner, men det er altså jeres skyld og forhåbentlig vågner I en dag op af denne vanvids trance og så skal I altså leve resten af livet med det her på samvittigheden. Held og lykke. 

Som min underbo sagde, da vi gennemgik Top 50: ”Fuck, jeg får altså tørre slimhinder af det her”. You and me both.

#MakeMusicGoodAgain

fredag den 21. april 2017

Ed Sheeran koncert i Jyske Bank Boxen (featuring Lisa Pallisgaard Nielsen)

Den 1. april tog Lisa, Stinna, Kia og jeg til Herning, roadtrip style, for at deltage i Ed Sheeran koncerten i Boxen, Herning og når der endelig sker noget semi-spændende i ens liv, så skal man jo blogge om det (står klart og tydeligt i reglerne) og hvis man er en rigtig god blogger, ligesom mig, så venter man lige 3 uger med at udføre dette skriveri, du ved, for at opbygge spænding... Men NU er vi altså klar til at snakke om den koncert, so here we go!

Dagens indlæg bliver featuring Lisa, da hun jo er min partner in crime (hvilket betyder, at når Lisa og jeg hænger ud, så sidder vi ofte under hver vores hjemme-hæklede tæppe og drikker Gin Hass, mens vi råber af fjernsynet... som ægte partners in crime nu gør) og derudover så ser vi på Ed Sheeran med hver vores sæt briller (Lisas briller/Kristines briller), så for at være sikker på, at I får den sandfærdige fortælling om koncerten (det er meget dramatisk det her), så gør Lisa og jeg det her sammen. ‘CAUSE WE’RE ALL IN THIS TOGEEETHER *dansepause mens Kristine udfører samtlige dansetrin fra High School Musical, fordi hun er en kæmpe nørd* 

Jeg havde desværre ikke mit kamera med, så alle billederne er lidt meh. Tjek min Instagram for flere meh billeder.

Det bedste ved turen, foruden koncerten:
Vil lige påpege, at Lisa og jeg skrev disse svar hver for sig og det viser sig, at vi begge er ret hyped på billige burgere - og har meget forskellige opfattelser af Herning...

Lisa: To ting. 
1) Maden i Herning er sindssygt billig, det må være fordi Herning ellers er nederen.
2) Vi stod ikke i kø til toiletter i særlig lang tid. Det hjalp selvfølgelig også på det, at gå ind på herretoilettet i stedet for dametoilettet. Det er godt nok svært at bruge sådan et pissoir, men det kan lade sig gøre!

Kristine: Jeg tror vi alle kan blive enige om, at det bedste ved turen selvfølgelig var live underholdning fra mig gennem hele dagen (jeg er i hvert fald ikke typen man bliver træt af), men derudover, så var noget af det bedste, at der var røvbilligt mad i Herning. Vi kiggede alle sammen måbende på menukortet, da vi så at en caféburger kun kostede 59 kr. (Stik mig 5 af dem, tak). Folk i Herning må sgu da rende på café hele tiden. #SweetHerningLife

Koncertoplevelsen:
Lisa: Koncerten vaaaaar... virkelig fantastisk. Det er svært at beskrive, hvor godt det var. Meget af tiden brugte jeg på at sidde med åben mund og bare stirre (lignede Kristine, da hun så prisen på en caféburger i Herning). 
Selvom vi sad helt oppe under taget, i siden og Ed stod ene mand på scenen, så var stemningen bare helt vild og det er insane, at han kan holde styr på alle de ting, som han står og optager og starter og stopper hele tiden!
Han havde faktisk en på scenen til at spille klaver på en enkelt sang og helt ærligt, så synes jeg Ed er bedre helt alene. 

Kristine: Jeg var en smule nervøs inden koncerten, fordi jeg for det første både var træt af og irriteret over Ed Sheeran, efter jeg havde anmeldt hans album, så frygtede nærmest det værste. Derudover så er jeg vant til at tage til koncerter med bands og der er en underholdningsværdi i god band dynamik, som en solist sjovt nok ikke besidder, da de er forever alone på scenen. Men jeg tror, at hele Boxen var Eds band den dag, for der var ikke et eneste tidspunkt, hvor scenen føltes tom og ensom, tværtimod. Har muligvis aldrig set et så engageret publikum. De rockede en crazy god stemning den dag! Ja ja, Ed Sheeran var da også okay.

Det bedste ved koncerten:
Lisa: Øhm, alt!
Selvfølgelig var Ed jo bare helt fantastisk både at høre og se på. Her snakker jeg altså ikke om det røde hentehår og de skelende øjne, men alt det, som han har gang i på scenen. Det er for vildt at se ham optage alle de forskellige lydbidder og sætte dem i gang og stoppe dem lige på de rigtige tidspunkter!
Det var altså også ret fedt at opleve et helt fyldt Boxen bare gå amok efter ”I See Fire”, det var vildt; folk klappede, hujede og trampede i gulvet, så det hele bare rystede.

Kristine: Det bedste var stemningen. Det var meget overvældende at se en udsolgt Boxen gå amok på den måde. Og jeg kunne også godt lide det grafiske ved sceneshowet. Hvor Green Day havde flammer og alt muligt andet lort med, var der her et mix af storskærm med Ed Sheeran og pauseskærmsgrafik smidt hen over - btw en fin taktik lige at dække Ed til med diverse dyr og planter (you know, because he is ugly). Det fungerede super godt, specielt det der Twilight tema der lige blev smidt på til "I See Fire". Chills!
Og så er jeg rigtig glad for han ikke spillede "Barcelona", som han fx spillede i Hamborg, for jeg fucking hader den sang som pesten. Så mange tak for det, Ed Sheeran!

Det værste ved koncerten:
Lisa: Muligvis det der ”hval i det ydre rum” PowerPoint show der var gang i under en af sangene. Ved ikke hvad det er for en tumpe, der har lavet det, men det var virkelig grimt. Kunne ikke rigtig tage sangen seriøst, fordi det var svært at abstrahere fra den flyvende hval.

Kristine: Okay okay, jeg har faktisk ikke noget imod Ed Sheeran der rapper. Det er et af de øjeblikke, hvor jeg aldrig synes han er kedelig. Men han kan ved gud ikke finde ud af at rappe live. Han lød som mig, når jeg går op ad trapper: Forpustet og opgivende. Og det er jo klart, når han tonser rundt på scenen, samtidig med at han kaster 100 ord op i minuttet, men så må han sgu da stå stille, i stedet for at lyde som en, der er ved at kløjes i egne ord.
Og så var det en meget brat afslutning på koncerten, hvor Ed Sheeran pludselig sagde “see ya”, skred fra scenen og så var det, dét. I was not ready. Manglede stående bifald og konfettiregn til lige at sætte et punktum på aftenen.

Konklusion på oplevelsen:
Lisa: Jeg har en lille klage*; jeg synes simpelthen, at han spillede for kort tid. Det er da nok hårdt at være ham med alt det han laver på scenen, men helt ærligt… han var virkelig ikke på scenen i særlig lang tid. Og manglede virkelig Supermarket Flowers og Lego House. Bum. Så er det sagt.
Men på trods af det, er det den bedste koncert jeg nogensinde har været til! Det plejede at være det jeg sagde for at beskrive den Adele koncert jeg var til sidste år (sammen med Stinna. Hej Stinna!), men hun røg altså lige af førstepladsen der. Det er egentlig vildt, at jeg synes det var så godt, for jeg havde virkelig kørt det op i mit hoved, så der var ret gode chancer for at blive skuffet. Men det blev jeg ikke, så hurra!

Kristine: Okay, helt seriøst, det var en super fed koncert. En meget bedre oplevelse, end hvad jeg forventet og frygtet. Der var mere flow og gang i setlisten, fordi han både havde nyt og gammelt materiale med. Sceneshowet var fantastisk (hvis vi lige glemmer de øjeblikke, hvor praktikanten havde hygget sig lidt for meget i photoshop**) og stemningen var uforglemmelig. Jeg tager glædeligt til Ed Sheeran koncert en anden gang.

*Klage bliver sendt direkte videre til Ed Sheeran og Boxen, Herning.
**Lisas rum hval.

Setliste:
Castle On The Hill
Eraser
The A Team
Don’t / New Man
Dive
Bloodstream
Happier
Galway Girl
How Would You Feel (Paean)
What Do I Know?
Human (Rag’n’Bone Man cover) / I See Fire
Perfect
Nancy Mulligan
Thinking Out Loud
Sing
Shape of You
You Need Me, I Don’t Need You

søndag den 16. april 2017

The Maine - Lovely Little Lonely (album)

Til alle dem, der ikke kan få nok af Ed Sheerans fantasiløse kærlighedssange, nu gør jeg jer lige en kæmpe tjeneste og giver jer The Maine, der med Lovely Little Lonely viser, hvordan det fucking skal gøres.


7. april 2017 udkom sjette album fra det amerikanske rockband, The Maine. Et album, der emmer af positive vibes og det generelle tema for albummet er skræmmende nok, kærlighed. Jeg var totalt klar på at rulle mine øjne af hver eneste klichéfyldte sætning om overfladisk forelskelse, men det viste sig, at være et album fyldt med tekster, der faktisk føles ægte, som man kan relatere til og som jeg ikke får lyst til at kaste op af.


Albummet er fyldt med energi og sange, der tager dig på en nostalgisk tur gennem både det fantastiske og forfærdelige ved kærlighed, lige fra følelsen af sommerfugle i maven og til den efterfølgende mavepuster man ofte modtager. Lovely, Little, Lonely er også navne på de 3 instrumentelle interludes, der deler albummet op og derved er en præsentation af næste del af albummet. Interludes er en mærkelig størrelse og ofte noget jeg kan finde på at springe over, fordi det virker ligegyldigt - Men de her interludes er noget af det smukkeste jeg nogensinde har hørt og præsenterer en fuldstændig perfekt overgang til næste sang. Jeg er splittet mellem, at ville ønske, at det faktisk var hele numre, men på den anden side, så giver de også bare et flow til albummet, som muligvis kun har den effekt, fordi det er disse helt korte stykker, der fuldstændig lammer en af følelser.

I lose my voice when I look at you
Can’t make a noise though I’m trying to
Tell you all the right words
Waiting on the right words
Just another lovesick afternoon
Black butterflies and déjà vu
Hoping for the right words
Waiting for the right words

Det her album er indbegrebet af The Maine og deres lyd, men denne her gang er det perfektioneret til det punkt, hvor man næsten får kvalme over, at noget kan være så godt. Det er stadig The Maine, men ulig alt andet de har lavet. Og man fornemmer kun ganske overfladisk, at det er et rockband, for hvis man spørger mig, så har albummet en meget unik lyd, der helt klart er en del mere poppet og nærmer sig 90'er soundtrack til diverse ungdomsfilm, der af ukendte årsager bare altid er behageligt for ørerne, i hvert fald mine. 
Med utroligt mange lag både i det instrumentale og i selve John O'Callaghans sang, giver det her album dig så meget mere, end bare "12 gode sange". Det her er et album, der kræver, at man hører det på fuld smadder og tager hver eneste lille detalje til sig, lige fra de fremtrædende guitarer til det hypnoserende lag af kor, der findes igennem sangene.


Det her er det bedste The Maine nogensinde har produceret og det kommer på rette tidspunkt, for det skriger sommer, sene aftenener og så mange følelser, man overhovedet kan indeholde.

In the backseat of the taxi
When you told me we were only
Two punch drunk souls all tangled in the wind
And in the backseat when you asked me
"Is the sadness everlasting?"
I pulled you closer, looked at you and said
"Love, I think it is"

Det er lang tid siden, at et album har kunne få så mange af mine følelser op til overfladen. Jeg har været lammet af nostalgiske tankestrømme, der har trukket mig igennem både lykkelige og dertil ulykkelige øjeblikke og jeg synes, at det er noget helt særligt, når et album er i stand til det. Det eneste jeg kan sætte en finger på er, at selvom jeg synes, hver eneste sang er fuldstændig fantastisk, så er albummet som helhed lidt en monoton oplevelse, som jeg føler mangler endnu mere opbygning og klimaks. Men jeg kommer helt sikkert til at lytte til Lovely Little Lonely igen og igen og igen gennem sommeren. 

Top 3 favoritter: Black Butterflies and Déjà Vu, Taxi, Do You Remember? (The Other Half of 23)
Top 3 værste: ???

The Maine er til dig, der godt kan lide: We the Kings - Jimmy Eat World - Mayday Parade

tirsdag den 11. april 2017

Holmen Hustlers - Kantslag (album)

Jeg vil for evigt være rock and roll to the bone, men da jeg var til Tinderbox Band Battle på Studenterhuset i Odense, hørte jeg for første gang* det fynske dancehall kvartet, Holmen Hustlers. Her blev jeg altså suget helt ind i deres mærkelige univers og pludselig stod jeg og nikkede med hovedet i takt til musikken, mens jeg kunne mærke, at bandets energi begyndte at smitte af på mig. Før jeg vidste af det, havde jeg glemt alt om headbanging og stod med armen i vejret og vippede den op og ned sammen med resten af det entusiastiske publikum. Det var lidt en aha-oplevelse for mig og en anmeldelse af deres album, Kantslag, der udkom 10. marts 2017, kommer som en helt naturlig forlængelse af dette eventyr.

*Jeg har faktisk hørt dem én gang før, i Kongens Have, men mon ikke jeg havde for travlt med at agere pauseklovn til at høre ordentligt efter. Sounds like me.


Efter mine sidste to halvlunkne anmeldelser af henholdsvis Ed Sheeran og Falling In Reverse, havde jeg virkelig brug for noget sjovt og letfordøjeligt musik, hvilket var grundtanken, da jeg første gang satte Kantslag på. Men der tog Holmen Hustlers mig alligevel med bukserne nede, for hvad jeg egentlig havde forventet at være lidt halvdumt drengerøvsmusik, viste sig at være meget mere selvreflekterende (mit nye yndlings ord), end hvad jeg havde regnet med og det var hverken helt- eller halvdumt.

Holmen Hustlers er et særpræget band, som jeg føler skiller sig ud fra mange andre musikere på den danske musikscene, ved både at være i stand til at indeholde humor og selvironi samtidig med, at de stadig tager sig selv og deres karriere dødseriøst.


Grundelementerne i deres musik er ofte tunge og dybe elektroniske reggae og hip hop beats med enkelte elementer af dubstep, men der sniger sig heldigvis stadig rigtige instrumenter ind i dette mix, hvor specielt den dybe bas, trommerne og trompeten (Fuck ja), gør at jeg også kan leve mig ind i den instrumentale del, som altid er så vigtig for mig. Det gør mig altid glad, når musik består af andet end bip bop lyde. Der er endda en guitar solo at finde på Flyt Dig! Ja, der er fandme ikke et øje tørt.
Tilsæt en blanding af sang og rap, jongleret mellem 4 talentfulde mænd, hvis vokaler hver især tilføjer noget til oplevelsen, og man keder sig aldrig!

Holmen Hustlers synger både om vigtigheden over at kunne være stolt af det musik, som man producerer, selv mange år senere (synes virkelig der er nogle danske artister, der bør tygge lidt på dén) og drømmen om at stå på scenen og fortsætte med det, som helt tydeligt er noget af det vigtigste for dem, nemlig musikken. 
De reflekterer samtidig over det der med at komme fra Udkants Danmark (I can relate), hvor de er fra og hvor er på vej hen med deres karriere og alt dette bliver gjort med humor og et glimt i øjet. Og for Holmens Hustlers fungerer det bare.


Holmen Hustlers har stort set det hele og selvom de ikke krænger deres hjerter ud på albummet (det ville heller ikke passe ind i deres univers), så er det heldigvis dybt nok til, at man ikke føler det hele bare er tom snak om ingenting. De kunne have skrevet et helt album om at ryge joints, drikke bajer og score damer og den aldrig kritiske pøbel ville sikkert være tilfreds. Men Holmen Hustlers har altså noget på hjertet - og jeg er fan!

Nu er jeg jo ret nærig med mine 5 pizzaslices, men hvad man ikke kan opleve ved at sidde og lytte til Holmen Hustlers derhjemme, er deres helt særlige energi og band dynamik, som stråler fra dem, når man ser dem live (og jeg har set dem live hele to gange, så det her ved jeg en masse om). Havde jeg fået præsenteret det her album live, så ville det muligvis udløse de magiske 5 slices. Ja, smid noget ekstra ost på, når nu vi er i gang.
Hvis jeg kan få klemt Tinderbox Festival ind i min kalender, så bliver Holmen Hustlers helt sikkert en af dem, som jeg skal se og opleve, for de besidder den særlige evne, at kunne tilføje noget ekstra til en liveoptræden (Har seriøst siddet og stenet YouTube videoer, hvor de optræder live, fordi jeg åbenbart ikke kan få nok)

Top 3 favoritter: Lige Meget, Flyt Dig!, Slå Tiden Ihjel
Top 3 værste: Kantslag, Selvtægt, Ensom Hende (Ensom Kvinde)

Holmen Hustlers er til dig, der godt kan lide: Bikstok - Raske Penge - Klumpen

søndag den 9. april 2017

Falling In Reverse - Coming Home (album)

Tidligere albums fra Falling In Reverse kan bedst af alt beskrives, som en værre omgang rod, specielt deres andet album, Fashionably Late, der indeholder braincancer i dets direkte form, nemlig Bad Girls Club.
Det tredje album Just Like You kunne nærmest ikke være andet, end et step-up fra dét, men nu er deres fjerde album, Coming Home, landet her d. 7. april 2017, og hvad er der egentlig at sige om det?


For det første er det et velproduceret album og tydeligvis bedre tematisk overvejet, så derfor virker det heller ikke så rodet, som de tidligere albums. Men når man vælger et bestemt tema og i dette tilfælde "den sikre vej", så skal det også bare gøres ordentligt og med det her album, opnår jeg bare aldrig det der wauw-stadie, som jeg evigt er på jagt efter.

De tre første singler, Coming Home, Broken og Loser, er personligt også nogle af mine favoritter og det var desværre også dem, der satte forventningen til resten af albummet alt for højt. Rock sange med elektroniske elementer, der vidner om, at Falling In Reverse lydmæssigt er gået i en anden retning, med mindre growls, rap og rod. Faktisk minder lyden om Starset, men jeg synes helt klart, at man hellere skulle bruge tid på Vessels af Starset, som indeholder meget mere sofistikerede og dybe tekster, frem for Coming Home albummet, der næsten ikke er andet end klichéfyldte angsty teenage emo anthems. Sangtitler som Loser, Fuck You and All Your Friends, I Hate Everyone og I'm Bad at Life siger vist det hele. Og ja, jeg kan da også sagtens have et "hele verden er imod mig"-øjeblik, men 51 minutter af det og jeg får lyst til at kaste op.


Efterhånden som vi kommer forbi de første par sange, forvandler lyden sig til den samme poppede punk/rock og lidt skøre lyd, som vi kender fra de tidligere albums og det er her, at jeg begynder at rulle med øjnene. Sangen Right Now handler om, hvor bitter forsanger Ronnie Radke er på verden, men hans vokal drukner i computerlavet lydeffekter, der mest af alt minder om noget, der kunne være gaflet direkte fra et Super Mario spil. Det gør ondt i min hjerne.

Så er der et nummer som Paparazzi, der af ukendte årsager, har et pigekor smidt ind over sangen i ægte Bad Girls Club stil. Jeg har det virkelig stramt med det lydmæssige aspekt, omend jeg synes, at den har et af de mere interessante og selvreflekterende budskaber: 

"Paparazzi, please snapshot me
Cause I'm just a bad boy meant for the tabloid
I need my big break before it's too late
Cause I'm a little bit shameless, just wanna be famous

The future sucks as we know
We watch reality shows
We never leave our homes
We're glued to our phones
The future's making me sick
We post the same damn pics
What the fuck's a selfie stick?
We're always stalking shit
Ha-ha-ha-ha, fuck you!"


Generelt består mange af teksterne gennem albummet af "oh oh oh" og "wo-ah" elementer, som særligt Hanging On og Superhero lider under og så bliver det altså simpelthen for nemt at skrive sange og sammen med alt emo klynkeriet, der aldrig når dybere end "I hate everyone", så er sangteksterne på det her album altså en flad fornemmelse.

Jeg bliver bare træt af det der evige tuderi, for jeg kan ikke længere identificere mig med offerrollen. Jeg er et voksent menneske for fanden. Jeg render ikke rundt og hader hele verden og tror, at alle er imod mig. Jeg synes, at den ene klagesang flyder sammen med den anden, til det punkt, hvor anden halvdel af albummet bare er en sløret masse af brok, som jeg i fremtiden ikke vil bruge mere tid på. Den overdramatiske start med Coming Home bliver virkelig sat i perspektiv, hvis man hører albummet på loop, som jeg har gjort. At gå direkte fra Paparazzi til Coming Home er lige til at blive køresyg af.

Hvis man altid har været en kæmpe fan af Falling In Reverse, så vil man sikkert også kunne lide det her album. Og jeg vil dog sige, at jeg er tættere på 2.5 pizzaslices, but there are no such thing, som et halvt pizzaslice og derfor lander vi på 2 sørgelige stykker. 

Top 3 favoritter: Broken, Loser, Fuck You and All Your Friends.
Top 3 værste: Superhero, Right Now, Paparazzi. 

Falling In Reverse er til dig der godt kan lide: 30 Seconds to Mars - My Chemical Romance - Starset.