tirsdag den 15. august 2017

Kesha - Rainbow (album)

Det her bliver det sidste indlæg, der udkommer i august, da jeg skal fokusere på at færdiggøre min uddannelse, men jeg vender stærkt tilbage engang i september!

Kesha rejser sig fra asken, som en regnbuefarvet og juvelbeklædt føniks - og beviser med albummet Rainbow (2017), at hun er alt andet end en generisk pop-artist. Hun er en motherfucking kunstner. 

Jeg har aldrig (før) været kæmpe Kesha fan. Hun har tidligere lavet et par sange, som jeg har været i stand til at tolerere, men jeg kan for eksempel ikke holde ud at lytte hele hendes Warrior (2012) album igennem, da hendes monotome toneleje irriterer min øregang grænseløst og mange af hendes tekster har været fuldstændig intetsigende for mig... Indtil nu.

Ligesom Lady Gaga og Miley Cyrus, har Kesha pensioneret partygirl attituden. Væk er den forfærdelige autotune og ambitioner om kun at lave clubhits - og tilbage er en helt reel og nøgen Kesha, der blotter alle sine følelser for omverdenen og bruger sine traumatiske oplevelser til at kreere et af de bedste albums, der er udkommet i 2017. 

Rainbow (2017) starter ud med den akustiske sang, Bastard, der præsenterer hele essensen og budskabet med albummet. Kesha har tydeligvis noget på hjertet og en masse hun gerne vil bevise. Hun gider ikke længere give en fuck for dem, der alligevel bare behandler hende som lort. Hun vil gerne reflektere over de tæsk hun har fået, tilgive and move the fuck on.

Been underestimated my entire life
I know people gonna talk shit, and darling, that's fine
But they won't break my spirit, I won't let ’em win
I’ll just keep on living, keep on living, oh
The way I wanna live


Kesha formår at præsentere vildt personlige og dybe budskaber med så meget følelse og overbevisning, at vi decideret kan mærke hendes smerte og hvordan hun heler undervejs.
Vi har jo alle vores indre dæmoner, men Kesha kommer stormende med inspiration, håb og lover os, at der altid er lys for enden af tunnellen. Rainbow (2017) er en kærlighedserklæring til Kesha selv og det er en opløftende oplevelse for alle os andre. 

Kesha bevæger sig rundt i genrelandskabet, som et barn løs i en slikbutik, men ligesom Harry Styles, får hun det til at fungere. Kesha vil gerne lave rock (Let 'em Talk og Boogie Feet), og egentlig også country (Hunt You Down og Old Flames) og en gang imellem vil hun også bare gerne lave en klassisk Kesha sang, som fx Boots, der lyder som light versionen af Timber. Rainbow (2017) er en ren rutsjebanetur af overraskelse på overraskelse, fordi man aldrig nogensinde havde troet, at Kesha var i stand til dét her. 

Alle mine tvivl om Keshas musikalske talent blev gjort fuldstændig til skamme med sangen Praying, hvor Kesha præsenterer en vokal range, der placerer hende sammen med eliten af sangerinder vi har i dag og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man tidligere har druknet hende i autotune og irriterende elektroniske beats.


Selvom Kesha bruger meget energi på at krænge sit hjerte ud og næsten vender sig selv på vrangen, for vores skyld, så er der stadig plads til sange som Godzilla og Spaceship, der bare er fucking mærkelige og på sin vis passer de slet ikke ind. Men fordi det er Kesha, der ærlig talt virker totalt utilregnelig, så giver det alligevel mening, og et album der i teorien burde være noget værre rod, samler sig så fint og bliver til det, som jeg vil kalde et værk.

Det er ikke ofte, at jeg giver 5 slices; sidst det skete var engang i januar. Men fra første lyt til Rainbow (2017) var jeg slet ikke i tvivl. Jeg er virkelig ked af alle de forfærdelige ting Kesha har været igennem, for hun synger som en, der virkelig har haft ramt bunden, men til gengæld står stærkere nu, end nogensinde før. Det her er det bedste, der nogensinde er sket for hendes karriere og hun fortjener en fucking Grammy for det her album.

Top 3 bedste: Let 'em talk - Woman - Learn to let go
Top 3 værste: N/a

Kesha er til dig, der godt kan lide: Miley Cyrus - Lady Gaga - Katy Perry

torsdag den 10. august 2017

Papa Roach - Crooked Teeth (album)

9. album, Crooked Teeth (2017) af Papa Roach, slog mig lidt ud af min anmelder-kurs, for jeg havde svært ved at sige andet end, at det var sgu meh med meh på. Hvilket jo er super professionelt og helt korrekt anmelder-term for "en skuffende oplevelse".

Lydmæssigt er der ingen tvivl om, at det er Papa Roach. Det skinner igennem fra start til slut og de har holdt sig indenfor deres rap-metal/rock genre, der jo er deres kendetegn.
Det virker som om, at Crooked Teeth (2017) er et forsøg på at køre den old school Papa Roach (bare lyt til My Medication) men samtidig blande det med de mere radiovenlige omkvæd, som vi også blev præsenteret for på F.E.A.R (2015) albummet.

Den første single, Help, udkom på et tidspunkt, hvor alle andre "rock"bands valgte at gå pop og det var helt rart bare at høre en klassisk Papa Roach rocksang midt i alt det andet. Jeg havde forventninger om, at dette album ville være totalt badass og awesome... Altså lige indtil jeg faktisk hørte albummet igennem. 

Hvis man lytter til Crooked Teeth (2017) fra start til slut i en enkelt session, gennemskuer man lynhurtigt den skabelon, som hver eneste fucking sang synes at være bygget op omkring; et rap vers, efterfulgt af et mere poppet omkvæd, som folk kan synge med på, endnu et rap vers, endnu et poppet omkvæd. Rinse and repeat.


Jeg har faktisk ikke noget imod selve lyden. Der er masser af guitarer og tommer, præcis som jeg kan lide det. Der er mange catchy melodier at finde i bunken. American Dreams har nogle ret awesome guitar riffs og der er smidt nogle strygeinstrumenter ind, der sørger for at sangen får noget ekstra dimension. Men forhelvede, hvor er opbygningen ensformet og i forhold til alt andet Papa Roach har lavet, så er der altså ikke noget på dette album, der virkelig skiller sig ud.

Mit største problem med Crooked Teeth (2017), og grunden til den trælse vurdering, er helt klart de intetsigende og upersonlige tekster, som dette album er proppet til randen med. 

Papa Roach forsøger sig med en meget anthem-ish approach til deres sangskrivning, der helst skal få folk til at tænke "HELL YEAH" og "I CAN RELATE" - og jeg synes helt ærlig det virker som om, at de bare har smidt en masse ord ind, der skal trigger denne reaktion hos lytteren, men uden at det egentlig betyder noget. Det er de samme ord, der går igen og igen på samtlige sange og uden nogen som helst form for indlevelse. Det handler bare om, at den størst mulige målgruppe skal kunne identificere sig en smule med emnet.

Det kan selvfølgelig også sagtens være poeten i mig, der slet ikke sofistikeret nok til at forstå Papa Roach. Der er faktisk virkelig stor chance for, at det bare er mig, der ikke fatter en skid. Men sætninger som:

I won't let go, I suffocate
Live to die another day

Giver mig mere lyst til at rulle med øjnene, end at smide en knytnæve i luften og råbe "JA OGSÅ MIG! JEG LEVER OGSÅ FOR AT DØ EN ANDEN DA... wait what"

Cause it’s harder to breathe
When you’re buried alive

Well. Duh. Captain Obvious bliver sgu snart erstattet af Papa Roach.


Som de har gjort gennem hele deres efterhånden lange karriere, henvender Papa Roach sig stadig til angsty teenagers (eller voksne), der føler sig udenfor, utilpas og utilstrækkelig, men det bliver altså gjort super overfladisk på dette album. Jeg føler slet ikke det her kaos og afmagt, som de synger om. Jeg hører til gengæld kun åndssvage punchlines, der kan blive til potentielle tattoo citater for triste mennesker.

Jeg forestiller mig, at de har haft en kæmpe pose med trigger words, såsom "demon", "broken" og "pain" og så har de bare kørt bingo-banko for fuld smadder i studiet - HUSK NU AT RYSTE POSEN, JACOBY! - og sat disse ord ind i deres Papa Roach skabelon. 

Papa Roach har lavet en del sange, der har sat livslangt aftryk i vores (eller i hvert fald i min) hukommelse; Getting Away With Murder, Last Resort og Scars, men ingen af sangene på Crooked Teeth (2017) har samme potentiale eller indlevelse. Det her album har jeg sgu hurtigt glemt igen.

Hvis man er interesseret, så kommer Papa Roach faktisk til Danmark d. 13. september 2017, hvor de spiller i Amager Bio og mon ikke de fyrer op for at par gamle sange også? Billetter kan købes her.

Top 3 bedste: Help - Crooked Teeth - American Dreams
Top 3 værste: Sunrise Trailer Park - None of the Above - Ricochet

Papa Roach er til dig, der godt kan lide: Linkin Park - Skillet - Breaking Benjamin

søndag den 6. august 2017

En tilfældig dag på Roskilde Festival 2017 - Del 2.

Husk for Guds skyld at læse del 1 her, ellers giver intet mening.


Jeg ender ved Dream City, hvor jeg vælter direkte ind i en stor gruppe mennesker og den mærkeligste talentkonkurrence jeg nogensinde har oplevet.

En dude klædt ud som juletræ går på scenen, smider bukserne og spiller et ukendt nummer på blokfløjte. Under solbriller og bøllehat kan folk heldigvis ikke se, hvordan mine bryn nærmest mødes på midten af ren og skær forvirring, alt imens de andre tilskuere, helt ukritisk, tildeler juletræet et kæmpe bifald.

Som talentkonkurrencen skrider fremad, bliver tilskuerne omkring mig ved med at trække deres bukser ned, når nye folk indtager scenen. Ja, det er åbenbart en ting her på pladsen og så genialt som det da helt sikkert er, så jeg har fandme allerede stået alt for længe i bar røv foran de stakkels kvinder i fællesbadet og jeg beholder derfor pænt mine bukser på, mens freakshowet fortsætter.

Jeg ser både freestyle rap, nøgne mænd der snaver og en enkelt person, der kan synge "se min lille kattekilling" baglæns og mine bifald havde sikkert indeholdt mere entusiasme, hvis jeg nu havde drukket lige så mange fucking øl, som alle de andre - men i stedet har jeg indtaget rollen som Blachman i dette underlige scenarie og vurderer, at det sgu nok ikke var det bedste blokfløjtespil jeg nogensinde har hørt.


Jeg fortsætter min vandring, for jeg vil gerne se en koncert med A Day To Remember og jeg glæder mig til at høre noget andet end fucking Despacito og amatør blokfløjtespil.
Koncerten er en såkaldt "high energy concert" og som folk omkring mig begynder at blive løftet op og hevet rundt, holder jeg stædig fast i hegnet. Ikke så meget for min skyld, men mere for den stakkels person, der i et uklart øjeblik måske regner med, at han sagtens kan løfte mig. Det ved jeg, at han ikke kan.

Vi ved jo alle sammen godt, at jeg er mest lykkelig til koncerter og mit hjerte er lige ved at eksplodere, da de spiller If It Means a Lot To You. Som jeg står der forrest og klamrer mig til hegnet, mens jeg ivrigt synger med, ser forsangeren da også mit glade troldeansigt og nikker godkendende til mig. Ja, det var enten dét nikket betød, eller "security, remove that thing!". We will never know, for de fangede mig sgu aldrig.

Efter koncerten vader jeg tilbage camping område C, da min vagt skal til at starte. Ja, jeg er faktisk på festivalen af en grund og ikke bare for at brokke mig.
Min primære opgave går ud på at passe telefonen og krydse de frivillige af, når de møder ind. De resterende timer bruger jeg på at lave en milliard kander kaffe og muligvis iføre mig en servicevagt-vest, for så vil folk pludselig helt vildt gerne snakke med mig. Ja, normalt løber de skrigende væk, men en fræk orange vest ændrer åbenbart alt.

Even fra SKAM (JA, I KNOW!) dukker pludselig op og forstyrrer mig midt i min kaffebrygning, for han vil gerne have hjælp til at finde en taxa. Jeg hører i hvert fald ordet "taxa" mellem en masse norsk vrøvl, og mens jeg lader som om, at jeg faktisk ved, hvor fanden man finder en taxa, kæmper jeg mod trangen til bare at råbe "ER DU IKKE HAM DER FRA SKAM?!" - men jeg er jo på arbejde for helvede og må derfor være professionel. Jeg nøjes med "du skal SKAM bare følge vejen til venstre". Det udløser ingen reaktion. Måske er det slet ikke ham??? Ved nærmere eftertanke er det måske slet ikke til venstre??!*

*Jeg stalkede ham efterfølgende på Instagram og det var totalt meget ham. Og jeg kan også se, at han har fundet tilbage til Norge igen, så ingen panik.

Da min vagt er slut ender jeg i medarbejderbaren, hvor jeg, efter en drink eller ti, forvilder mig ud på en jagt efter den første og bedste kæmpe-højtaler og dens ejermand. Jeg udser mig et tilfældigt offer og plager ham om at spille Year 3000 med Busted, aka min go-to rutine når jeg er fuld. Jeg har hængt over samtlige DJ pulte i byen, i et desperat forsøg på at få dem til at spille en sang, som kun jeg vil høre, og jeg er altså ikke blevet klogere af at være på Roskilde Festival.

Jeg er tydeligvis fucking irriterende, for den her gang får jeg sgu min vilje. Jeg danser rundt til Year 3000, mens jeg råber og skriger, at Busted følger mig på Twitter og kaster Slacker Satellite visitkort efter alle forbipasserende. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke får tæsk.

Da min Busted-fest (til alles lettelse) slutter, tager jeg slalom turen hjemad. Det er mørkt, så jeg ved ikke helt om det er en teltbardun, eller et par ultra tynde ben der tackler mig, men jeg kommer hurtigt op at stå igen og skynder mig videre.

Jeg bruger 15 minutter på at pølse rundt inde i mit mikro-telt i et forsøg på at få mine bukser af uden at ramme indersiden eller bunden af teltet, da alt selvfølgelig er fucking vådt. Jeg ligger forpustet og svedig med bukserne nede om anklerne og må erkende, at det er en umulig opgave. Hvorfor går jeg også i så stramme bukser?!

Min telefon fortæller mig, at jeg er gået ca. 21 km i løbet af dagen og jeg er træt. Jeg er hverken vant til at gå så meget eller blive eksponeret for disse vanvittige mængder frisk luft. Jeg spiste derudover også et stykke frugt til morgenmad. Det er fuldstændig uhørt, hvad jeg har udsat mig selv for.

Jeg falder i søvn til lyden af fremmede menneskers snorken og vågner næste dag, fordi pige-campen overfor diskuterer højlydt, hvem der har drukket den sidste fucking juice.

Det er sikkert Julie...

Følg mig på Snapchat: kffrandsen

Min tilfældige dag på Roskilde Festival er en hybrid af flere dage, så ja, tidslinjen passer ikke. Men jeg ville hellere fortælle om de spændende ting og springe de øjeblikke over, hvor jeg bare lå i fosterstilling i teltet og drømte om ikke at skulle stå i kø hver gang jeg skulle have helt basale behov opfyldt, som fx at komme på toilettet eller få mad.

Roskilde Festival er hårdt, meget specielt og grænseoverskridende. Men jeg kunne nu godt finde på at komme tilbage en anden gang. Måske ikke lige til næste år (kommer stærkt an på hvem der er på plakaten), men en eller anden dag står jeg der nok igen.

torsdag den 27. juli 2017

Lana Del Rey - Lust For Life (album)

Lana Del Rey er ekstremt god til én ting og det er at være Lana Del Rey
Det gør hun til gengæld også exceptionelt godt. 

Man er aldrig nogensinde i tvivl om man lytter til en Lana Del Ray sang. Fra første ord, der forlader hendes mund på denne dovne og melankolske måde, som kun Lana Del Rey kan gøre det, ved man straks, at det er hende. 

På hendes nyeste album, Lust for Life (2017), afviger hun overhovedet ikke fra sin velkende formular, der ofte kategoriseres som indie pop og sadcore. Smid nogle hiphop beats ind og bland det med noget visuel inspiration fra 50'erne og 60'erne og man har en klassisk Lana Del Rey cocktail.

Siden hendes første albums er hun kun blevet mere stilsikker i både sin musik og karakter, og når man kigger på Lana Del Rey i 2017, så er der altså ingen slinger i valsen. Men det kan selvfølgelig også være farligt altid kun at bevæge sig rundt i sin egen lille kasse. Jeg fandt fx hendes tredje album, Ultraviolence (2014), en anelse kedeligt, fordi der ingen chancer blev taget.

Og hvis man ikke er kæmpe Lana Del Rey fan, så er der stadig fare for, at man synes hendes femte album, Lust for Life (2017), også er en kedelig affære. Tempoet bliver nemlig ret hurtigt sat ved første nummer, Love, og fortsætter præcis på samme måde de resterende 72(!) minutter albummet varer.


Men modsat tidligere albums, er der på Lust for Life (2017) rigtig mange numre featuringen andre artister, der hver især sætter et særlig præg på sangene, dog aldrig nogensinde så meget, at de fuldstændig overtager. Det er for eksempel lykkedes Lana Del Rey at degradere the Weeknd, en af vores største popstjerner lige nu, til korsanger. Det er ret godt gået.

Og normalt er jeg ikke så meget til de sange, hvor andre artister blander sig. It ain't why I bought the ticket. Men på Lust for Life (2017) fungerer det faktisk utroligt godt og redder albummet fra at ende som én lang snoozefest. Posen bliver rystet en gang imellem og særligt samarbejdet med A$AP Rocky giver så fucking meget mening, at det er noget jeg gerne vil se mere af i fremtiden.

Lust for Life (2017) tager os stadig gennem de klassiske Lana Del Rey temaer, som ulykkelig og tragisk kærlighed. Men denne gang berører hun også kort politiske emner med sange som God Bless America - And All the Beautiful Women In It og When the World Was at War We Kept Dancing. Men Lana Del Rey besidder ikke rigtig evnen til at kreere kampgejst. I stedet laver hun musik, hvor man falder lidt hen og synker ind i sig selv - og det kan godt få de politiske budskaber til at fremstå en anelse overfladiske.


Lana Del Rey skal fokusere på det, som hun er ekstremt god til og det er at være en soundtrack artist. Hendes sange lyder som noget der kunne presses ind på lydsporet til en storslået old school Hollywood film. 13 Beaches er et vanvittigt godt eksempel på dette.

Man kan ikke rigtig undgå at blive suget ind i Lana Del Reys lydunivers, som i mit hoved altid er sort/hvid, som på gamle film og proppet til randen med følelser.

Lust for Life (2017) er ikke et specielt radiovenligt album. Det er noget helt andet.
Det er kunst. Energidrænende og altopslugende kunst. Og selvom jeg synes at næsten hver sang fortæller en smuk historie, så er det også et album, der er utroligt svært at lytte til fra start til slut i en enkelt session.

Mit kendskab til musik er slet ikke sofistikeret nok til, at jeg kan værdsatte Lana Del Rey på den måde, som jeg gerne ville. Hun er det modsatte af de larmende og halvnøgne kvindelige artister, hvis skrigeri vælter ud af radionen hver eneste dag. Alt ved Lana Del Rey er fucking gennemført. Hun er et ikon.

Top 3 bedste: Love - 13 Beaches - Beautiful People Beautiful Problems (feat. Stevie Nicks)
Top 3 værste: Coachella, Woodstock In My Mind - White Mustang - In My Feelings

Lana Del Rey er til dig, der godt kan lide: Florence and the Machines - Sia - Lorde

tirsdag den 18. juli 2017

En tilfældig dag på Roskilde Festival 2017 - Del 1.

Hvem skulle have troet, at den unge danske befolkning er fucking vilde med camping, så længe der bare er en milliard bajere med i regnestykket?
Ja, ikke mig.

Og på sin vis minder Roskilde Festival vel også meget om regulær camping, men i stedet for halvfede pensionister der, iført solhat og læderhud, sidder og får sig en lille rødvinsbrandert på, mens de spiller Bridge, eller hvad fuck pensionister nu ellers laver - så er det unge mennesker, iført bøllehat (dem så jeg fandme mange af) og dårlig attitude, der får en brandert på af... Ja... Alt, hvad man nu engang kan få en brandert på af, mens de foretager sig alle aktiviteter, hvor ordet 'øl' indgår; ølbowling, ølbong og stjernen bag alt kaosset: øl.


Og hvordan klarede jeg så en uge som campist?
Ja, lad mig udpensle en tilfældig dag for dig.

Jeg vågner i mit telt, der er ifølge producenten passer til 2-3 personer. Dette er forresten en kæmpe stor fed løgn. Det er vel nærmere et 0.8 mandstelt, som jeg mirakuløst har klemt mig ind i og på dette tidspunkt er jeg glad for, at jeg ikke er så lang. Det er til gengæld lidt træls jeg er så bred. Der er 1000 grader og her lugter af plastik. Det er faktisk lidt som at sove i et kæmpe blåt kondom.

Jeg vågner fordi pige-campen overfor diskuterer højlydt. De prøver på at finde ud af, hvem der har spist den sidste fucking krydderbolle. Ingen melder sig, men alle mistænker Julie. Det er alt sammen meget intenst og de fortsætter nok afhøringen i 20 minutter. Jeg havde fandme også smidt mine penge på Julie. That fucking bitch.
Jeg kender dem ikke, men de har snerret (irriterende højlydt) af hinanden siden dag 1 og Julie sidder altid med mad i kæften. Det kan vel nærmest kun være hende, der har spist den lorte krydderbolle.

Jeg prøver på at tage mig sammen til at trolde ud af teltet. Det er den mest kritiske del af dette campistliv, for jeg har været retarderet nok til at glemme et spejl. Når mit korpus vælter ud af teltet, på den mest uelegante måde, hvor jeg selvfølgelig altid lige når at ramme det våde græs, er det med et desperat håb om, at jeg ikke ser alt for slem ud. De fleste morgener er skrigene dog heldigvis minimale. Det tager jeg som et fucking win.

Ja, beklager Snapchat kvaliteten...
Jeg går ned mod fællesbadet og vifter ihærdigt med mit håndklæde imens, for ligesom at signalere til alle dem, der kigger på mig med skræk og rædsel "JA JEG VED DET FUCKING GODT. GÅR SGU DA I BAD NU". Jeg ser faktisk Beefsupreme fra Fuld Effekt, men som jeg går der, au naturel trold, tør jeg ikke engang komme med et akavet hej, så i stedet løber jeg. Jeg løber med samme hast, som når jeg løber mod døren for at kramme pizzamanden beskedent modtage min pizza.

Da jeg endelig ankommer til fællesbadet (der er jo kraftedme flere kilometer ligemeget, hvor man skal hen) ved jeg præcis, hvad der venter mig; der venter mig en fucking evighedskø. 

Der er åbenbart nogle, der ikke kan kende forskel på spa og Roskilde Festival, så mens jeg står der, pisse grim og i bar røv, skal jeg glo på alle de trunter, der jonglerer med lermasker, bodyscrub og barbering af kilometervis af hud inde i badet. 
Da det så endelig bliver min tur, laver jeg en uvending under bruseren, men må alligevel konstatere, at det har taget mig fucking 45 minutter og jeg får lyst til at råbe af alle dem, der står og snitter agurk, som en del af deres spa ritual.
Jeg troede sgu da at standarden for personlig hygiejne blev nedsat 20%, når man er på festival, men det er åbenbart bare mig, der er pisse klam.

Jeg ligner sjovt nok stadig lort efter badet, men det hjælper heldigvis at tage bøllehat (ja, I know...) og solbriller på - og så tager jeg på eventyr.

Jeg bevæger mig langsomt gennem campingområde C, som er et rent minefelt af billigt campingudstyr og ølbowlingbaner. Det kræver en vis koncentration at komme frem til sin destination, for hvis man træder ind på en bane, venter der en nådesløs tigermis tackling og alle andre steder er der 90% risiko for at jokke i skrald eller urin.

Før jeg ankom til festivalen troede jeg faktisk, at jeg ville passe perfekt ind. Det er jo forhelvede en musikfestival. Men da jeg inden for de første 5 minutter hørte ekkoet af Despacito med Luis Fonsi og Justin Bieber spille på 1000 forskellige anlæg ned gennem pladsen, indså jeg ret hurtigt, at det sgu nok ikke handlede så pisse meget om musik alligevel.

Og jeg kan rigtig nok høre den lorte sang igen.

Denne gang fra Camp Baguette og deres anlæg, der er større end min lejlighed. Nu siger jeg anlæg, men det er vel nærmere en transportabel DJ pult. Jeg undrer mig over, at man gider bruge tid på at skære Eiffeltårne i træ og lave en 4 meter lang papmaché baguette i ægte folkeskole stil, for at transportere det ud på mark i Roskilde. Giv det dog til din mor, som vi andre gjorde. "Se mor, en kæmpe baguette, lige til vitrineskabet. Så kan du kigge på den og tænke på mig, mens jeg er på Roskilde Festival. Ses". Et sikkert hit.

Og hvordan fanden har de overhovedet fået det monster af et anlæg herhen? Er der en motor? Har de drønet direkte fra hovedstanden og til Roskilde Festival via motorvej? Skal man have kørekort, når man kører på anlæg?

Mit skeptiske ansigt tiltrækker deres opmærksomhed, så jeg skynder mig straks videre. Så hurtigt det nu kan gå på denne såkaldte forhindringsbane af affald.

Læs del 2 her.