torsdag den 3. maj 2018

Waterparks - Entertainment (album)

Den dag jeg opdagede Waterparks, var en fucking god dag, for det er altid fedt at falde over noget nyt musik, der lyder som noget man har manglet hele sit liv.

Waterparks er i stand til at kombinere pop-punk med elektropop til et punkt, hvor deres lyd fremstår helt unik, og deres debutalbum, Double Dare (2016), er helt seriøst et imponerende mesterværk af awesome hooks, og så mange forskellige lag, at jeg først havde svært ved at forstå, at så ungt et band stod bag det.

Nu har Waterparks så udgivet det såkaldte svære 2. album, og med et, ifølge mig, fejlfrit debutalbum og en 1. single, som jeg kårende som min ultimative yndlings sang fra 2017, havde de i den grad noget at leve op til.

Entertainment (2018) fortsætter i præcis samme spor som Double Dare (2016). Hvis man kender til Waterparks, så er det utroligt nemt at genkende deres stil og Awsten Knights lyse vokal. Men hvor Double Dare (2016), for mig, var en perfekt fordeling mellem genrene, så føler jeg til tider, at Entertainment (2018) mangler samme power og det farverige univers a la blink-182, hvor det åbenbart er charmerende at være en lille smule dum og fjollet (en livsfilosofi jeg selv dyrker meget. Specielt den del med at være dum). Det er som om, at pop-punk delen er blevet nedjusteret til at være baggrundsstøj i stedet for the main event, og der mangler derfor motivation og drivkraft bag en del af sangene. 

Men hvor jeg lydmæssigt føler, at jeg lige mangler de sidste 10%, så henter Waterparks heldigvis flere point hjem, når vi ser på deres sangtekster.


Jeg følger jo Awsten på Twitter, så jeg ved, at der er absolut intet tilfældigt ved Waterparks' sangtekster. Alt er gennemtænkt, og hvis man er hardcore fan, så kan man finde referencer og hentydninger til andre sange, musikvideoer, film og ekskærester. Men selv hvis man ikke fanger disse easter-eggs, så opdager man hurtigt, at hver eneste sang er en historie, hvor der bl.a. både bliver reflekteret over egen psyke og forliste forhold.

"My hourglass is in your hands
You've got my time, you are my plans
Let's keep each other safe from the world
You've got me writing sappy songs
I used to laugh at on my own
Let's keep each other safe from the world

Because I know it's hard to let yourself be fine
When we carry 'round our worried flurried minds
But I'll let go if you do too"
- Lucky People

Entertainment (2018) har Waterparks valgt at brede sig mere ud på genrene, og hvor sange som Blonde og Not Warriors er hele essensen af det, som jeg elskede ved Double Dare (2016) albummet, så er er der nu også plads til akustiske sange, som fx Lucky People, et rent elektronisk nummer som Crybaby, eller det mere heavy og all over the place nummer TANTRUM.

Men på trods af denne variation, så keder jeg mig til tider gennem de mere rolige sange, og hvor Double Dare (2016) havde en evne til at kombinere flere lag, så der altid var noget nyt at opdage i en sang, så lyder det som om, at Waterparks denne gang har valgt at simplificere det lidt, omend det stadig er et utroligt underholdende album. Jeg havde nok bare forventet lidt mere...


Waterparks kunne nærmest ikke undgå at skuffe mig bare en lille smule, for jeg havde virkelig hypet det her album op på baggrund af, hvor meget jeg elsker deres første album og første single. Entertainment (2018) indeholder stadig Waterparks magien; jeg er bare ikke helt solgt på ideen om, at de bør lave andet end det farverige pop-punk/elektro musik, som vi blev præsenteret for på Double Dare (2016), men det er muligvis bare mig...

Der er en håndfuld guldkorn på dette album, som jeg allerede har plaget mine naboer alt for meget med, men når det kommer til albummet som helhed, er jeg desværre ikke så blown away, som jeg inderligt ønskede at være. 

Toppen af poppen: Blonde - Not Warriors - 11:11 - TANTRUM - Rare
It's a no from me: We Need To Talk - Crybaby - Sleep Alone

Waterparks er til dig, der godt kan lide: ROAM - blink-182 - Neck Deep

mandag den 30. april 2018

Mandags Jam #13: Cover it up!

Det er mandag og tid til noget motherfucking jam, denne gang i cover version.

Personligt synes jeg der er en hårfin grænse mellem slatten efterligning og kreativ leg, når det kommer til coversange. Jeg synes først det bliver interessant, når sangen bliver krydret med artistens personlige præg, for at demonstrere, at sådan her kan sangen også lyde.

Det er faktisk ret sjovt, at jeg har haft det her indlæg liggende et par måneder, når jeg netop lige har skrevet noget om coversange for Lyd I Odense i forbindelse med, at Postmodern Jukebox har været forbi Posten. Det kan man jo eventuelt læse lige her.

Men anyways så har jeg i dagens anledning samlet 3 (ifølge mig) ret awesome cover versioner (og vil som bonus gerne lige nævne Taylor Swifts version af Drops of Jupiter, som man kan finde på Spotify lige her). Jeg synes de her sange viser, hvordan man kan gøre en sang sin egen, hvis man leger lidt med genre og lyd, men uden at gå for meget på kompromis med det originale nummer.

Jeg har jo lavet en ny playliste for 2018, der desperat trænger til noget indhold, så medmindre I vil have, at jeg skal lytte til de samme 4 sange på repeat indtil næste Mandags Jam (don't do this to me), så host op med nogle coversange for fanden!

State Champs - Stitches (Originalt sunget af Shawn Mendes)
Dette bliver interessant, fordi jeg ved der sidder et par Mendes fans og læser med (Hej Rikke og Sofie!), men jeg foretrækker måske den her version. Det er som om, at hvis man lige smider nogle guitarer indover, så bliver den her sang pludselig 1000 gange mere emo. Sangen får lige lidt ekstra edge, hvilket er perfekt til en rock and roller wannabe som mig. 

Alien Ant Farm - Smooth Criminal (Originalt sunget af Michael Jackson)
Nu er jeg jo ikke dum nok til, i fuld offentlighed, at sige Alien Ant Farm gør det bedre end selveste Michael Jackson, men mængden af power de tilføjer til denne sang er altså til at føle på. Tempoet er sat op, og the King of Pop bliver udskiftet med rock and roll. Dette cover har jo været så populært, at der sidder folk* derude, der kun kender AAF's version og ikke aner, det faktisk en Michael Jackson sang.

*Altså bevares, det er folk fra 9GAG, og de er fandme ikke stikprøve potentiale, så jeg ved ikke om denne observation overhovedet kan kobles til resten af verden.

HAIM - That Don't Impress Me Much (Originalt sunget af Shania Twain)
Her er et rigtig godt eksempel på, hvordan man også kan lave et cover, der faktisk nedtoner sangen fra den originale version, og der er her mere fokus på det analog lydbillede, hvilket passer perfekt til HAIM's stil. I stedet for den originale power-sang, så synes jeg de tilføjer en anden form for charme og følelse til sangen.

#ISurvivedMonday

søndag den 29. april 2018

Slacker Sunday #4: Fremtiden for Slacker Satellite

Long time, no see.
Et velkendt mantra for mange bloggere.
Det er i hvert fald noget, som jeg har formået at ytre en del i løbet af min korte bloggerkarriere, fordi tingene i lang tid ikke har været, som jeg gerne ville have det. 
Men jeg har sgu gode nyheder i dag.

Jeg kan hermed erklære mig færdiguddannet Cand.merc. Brand Management and Marketing Communication. 

Efter et alt for langt og fuldstændig ulideligt specialeforløb, er jeg endelig fucking færdig, og jeg fatter det simpelthen ikke.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men alt indeni mig gik jo i baglås, mens jeg skulle arbejde på mit speciale. På trods af, at mit emne var fantastisk spændende og min vejleder var enormt sød, så nægtede jeg simpelthen at samarbejde med mig selv.

Jeg havde en lang periode, hvor det var for hårdt at stå op, for uoverskueligt at svare, når mine venner skrev eller ringede, og for indviklet at håndtere noget som helst.
Jeg havde en anden lang periode, hvor jeg lå søvnløs hver eneste fucking nat; lige meget, hvor tidligt jeg gik i seng, hvor meget jeg afprøvede alle tips og tricks til en bedre søvn, og hvor meget jeg forsøgte at udmatte mig selv, så lå jeg og stirrede op i loftet til klokken 7 om morgenen.
Jeg har generelt bare følt mig mega ulykkelig, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville kunne færdiggøre min uddannelse, og hvis jeg ikke kunne dét, så kunne jeg jo i princippet ingenting.

Hvis universitetet havde kontaktet mig og sagt, at jeg kunne slippe for at skrive speciale mod at aflevere min førstefødte, spise 20 kilo jord, eller udvikle pizza-allergi, så havde jeg sagt ja til det tilbud uden så meget som at fucking blinke, for så forfærdeligt var det.
Desværre forhandler universitetet hverken med børne-valuta, eller allergier, så i stedet blev det til virkelig mange gange, hvor jeg overvejede at kaste håndklædet i ringen, for jeg havde udmattet mig selv med bekymringer, frustationer og søvnløse nætter.

Men på trods af utallige nedsmeltninger, så valgte jeg altså at klemme ballerne sammen, som jeg aldrig har klemt dem sammen før, mens mine forældre og Lisa sørgede for at trække mig mentalt over målstregen, og så fik jeg altså afleveret den skide opgave; 195 fucking sider.

Det bliver btw ikke bedre, når man endelig har afleveret lortet, for så kommer der jo et forsvar.
Mens jeg ventede på dét, gik jeg hele tiden og plagede mig selv med alle de ting, som jeg kunne have gjort anderledes og bedre; jeg sad sådan set bare og ventede på, at universitetet skrev til mig, at der ikke var grund til, at jeg dukkede op. Da jeg læste min opgave igennem et par timer inden jeg skulle aflevere, der hvor jeg ikke havde sovet i over 24 timer, og jeg havde kastet op hele natten af ren nervøsitet, der følte jeg virkelig, at intet af det jeg havde skrevet gav mening, at det var 195 sider uforstående vrøvl.

Og selv da jeg modtog datoen for mit forsvar, nægtede jeg stadig at tro på, at det måske nok kunne lykkes alligevel. Jeg fortalte ingen, udover mine forældre og Lisa, at jeg skulle op. Jeg gav sågar mine forældre en forkert dato, fordi jeg var så sikker på, at jeg havde brug for at bearbejde de triste nyheder i fred, og jeg blev ved med at rette Lisa, når hun sagde "når du består" til "hvis jeg består". Det her var mit sidste forsøg, for jeg havde allerede erklæret, at jeg ikke havde lyst til at udsætte mig selv for flere udsættelser.

Lisa var der, da jeg kom ud fra eksamenslokalet. Jeg var ærlig talt ikke meget for, at hun muligvis skulle se mig fejle, men det er samtidig også 100% til hendes fortjeneste, at jeg fik skrevet og afleveret opgaven, så hun blev jo nødt til at være der - og da jeg kom ud og fortalte hende, at jeg ikke alene havde bestået, men det faktisk også var gået bedre end forventet, så var det virkelig rart, at have et par arme at græde i.

For jeg græd sgu. Jeg græd af glæde, jeg græd af lettelse, og jeg græd for alle de gange jeg havde grædt i løbet af forløbet, fordi jeg følte det overhovedet ikke var smerten værd, når det alligevel aldrig ville lykkes... Men somehow så gjorde det fandme alligevel.

Og hvad så nu?
Ja foruden, at jeg jo skal finde mig et job, hvilket jeg faktisk glæder mig rigtig meget til, så er alt fuldstændig forandret. Jeg er konverteret til fucking a-menneske. Jeg ved simpelthen ikke hvordan det er sket. Men hvor jeg førhen vågnede efter klokken 12 og følte, at jeg kunne sove i uge endnu, så vågner jeg nu af mig selv mellem 4 og 6, og skal faktisk tvinge mig selv til at falde i søvn igen, fordi jeg synes det er lidt for tidligt; så jeg er oppe mellem 8 og 9 hver dag, hvilket er meget atypisk mig.

Jeg føler mig samtidig også enormt klar i hovedet, for, for første gang i næsten 6 år, er jeg ikke bagud med noget; der er intet jeg mangler at lave, så der er ikke længere de der bekymringer, der konstant ligger og rumsterer rundt i baghovedet og langsomt dræner en for energi.
Og jeg føler endelig, at jeg har overskud; overskud til at lave alle de ting, som jeg har undgået de sidste mange måneder... Som for eksempel bloggen.

Jeg er SÅ klar til at være back in business! Jeg har 6(!) indlæg, der ligger og venter på jer, jeg har SÅ mange albums og sange, som jeg glæder mig til at lytte til og sætte ord på, og SÅ mange jokes, der skal ud nu, hvor livet endelig er lidt sjovt igen.

Så tak for tålmodigheden. Now it's time to rock and roll. 
Det kan man vel stadig, selvom man nu er akademiker.

fredag den 30. marts 2018

Single Talk: In Memoirs - This Is The Sound


Da This Is The Sound landede i min indbakke, studsede jeg kort over navnet Morten Fillipsen. 

Morten Fillipsen... Det navn har jeg altså hørt før.  
Er det mon den Morten Fillipsen, der i 2002 deltog i MGP med sangen "Du ikk' som de andre pi'r"?
Den sang, som min generation dansede til på børneværelset, aldrig gad give slip på, og derfor trak med ind på landets diskoteker, da vi endelig blev gamle nok til det? 
Den sang, som jeg første gang hørte, da jeg var 8 år gammel, og nu, i en alder af fucking 24, stadig har teksten smeltet fast til min hjernebark via uendelige mængder Smirnoff Ice og utålelig fællessang?

En hurtig googlesøgning siger: korrekt. 

Samme søgning fortæller mig dog også, at jeg i min evige MGP-rus fuldstændig har overset, at Morten Fillipsen siden 2010, har stået bag soloprojektet In Memoirs, der bl.a. beskrives som melankolsk og drømmende musik. Det er muligvis en meget vag beskrivelse, men den er til gengæld fucking spot on.


I dag udgiver In Memoirs så singlen This Is The Sound, og det første jeg tænkte på, da jeg lyttede til sangen, var "hjemsøgende", og vi snakker altså "er det en engel, eller fucking Morten Fillipsen, der synger"-hjemsøgende.
This Is The Sound er en ældre demo, der skal markere en ny start og en ny lyd for In Memoirs, hvilket så poetisk passer perfekt til teksten 

"This is the sound 
Of a new man 
A new start 
A new life 
Away from you"

Singlen er strippet for synth-poppen, der dominerede In Memoirs' anmelderroste debutalbum Love, Dream & Sunsets (2017), og angriber i stedet lytteren med en akustisk og ekstra sårbar taktik, der ærlig talt efterlader mig med en klump i halsen. På den gode måde.

Jeg ved ikke, hvad der skete med den åh så specielle pige fra 2002, der åbenbart ikke var som os andre, og om hun stadig er drivkraften bag Mortens sange; who the fuck cares. Jeg ved til gengæld, at jeg er fuldstændig fortryllet af den sarte og melankolske lyd på This Is The Sound, der til min store irritation roder med mit følelsesregister til det punkt, hvor jeg altså kan mærke opbygningen af sangen helt indeni, der hvor der ellers kun bør befinde sig spist pizza og spor af knuste drømme.

This Is The Sound efterlader mig med følelsen af håb og sært velbehag, og man simpelthen nødt til at lytte til sangen - altså virkelig lytte til den - for at forstå hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg i løbet af de 4 minutter og 50 sekunder sangen varer, føler mig fuldstændig at peace.

Det er en utrolig smuk sang, og jeg er virkelig glad for, at Morten valgte at støve den af og tilføre den så uendeligt meget liv, og jeg glæder mig til at høre meget mere fra In Memoirs i fremtiden!

søndag den 4. marts 2018

Slacker Sunday #3

Februar er overstået og jeg skal forhåbentlig ikke se flere billeder af fastelavnsboller på Instagram lige foreløbig. 

Det var ellers ret kritisk et kort øjeblik, hvor mit feed var blevet invaderet af så meget bagværk, jeg nærmest kunne mærke kalorierne komme snigende gennem skærmen. Af en person, der ikke spiser fastelavnsboller (ja, jeg er super kræsen, når det kommer til kage, men heldigvis har jeg godt kunne finde ud af at blive tyk alligevel, så no worries), er jeg alligevel blevet eksponeret overdrevet meget for den cremefyldte bolle. Det var lige før, at jeg følte det var en slags passiv-aggressiv gruppepres, og jeg var vitterligt 2 sekunder fra at skrige: "FINT, SÅ SPISER JEG EN FUCKING FASTELAVNSBOLLE!". Men vanviddet stoppede heldigvis inden jeg kunne nå at knække, og jeg kan nu ånde lettet op, for det er endelig marts, og fastelavnsboller er midlertidigt blevet fjernet fra alle bloggeres madpyramider og derved også mit Instagram feed. THANK GOD.

Men udover bagværks-spam, så er her noget af det, som jeg har oplevet siden sidst...


Let's go to the movies!

Jeg var med Lisa i biografen for at se Black Panther og den var super awesome! Fantastisk soundtrack, interessant kulturelt perspektiv og masser af bad ass kvinder. Udover enkelte plot-huller, manglende forklaringer og det faktum, at den vigtigste person i filmen, Black Panther, faktisk var den mindst interessante af alle karaktererne, så er det helt sikkert en film, som jeg kommer til at se igen.

Melodi Grand Prix på budget...

Så var det jo også i februar, at Melodi Grand Prix rullede henover skærmen, og jeg ville virkelig gerne have skrevet noget om det, som jeg gjorde sidste år, men altså hold kæft det var en skrabet fest. Jeg mener... der er fandme mere glitter involveret i mine selskaber, selvom jeg er på fucking SU, og jeg har altså modtaget snaps fra kommune-fester, hvor der var mere gang i den. "Juryrummet" som sidste år fandt sted i et kosteskab, var nu skiftet ud med billige klapstole på forreste række. Ja, der var fandme ikke engang råd til at få børnene til at komme ind og synge deres autotune-inficeret fællessang.

Det føltes ærlig talt mest som at være tvangsindlagt til verdens mindst relevante historietime (og så på en fucking lørdag), med uendelige mængder flashbacks, der lige skulle minde os om alle de andre ulidelige Melodi Grand Prix sange, der jo også har været med. Altså bortset fra sidste års vinder, som de gjorde en imponerende ihærdig indsats for absolut ikke at nævne. For Anja klarede det jo ikke særlig godt, så hele hendes Melodi Grand Prix deltagelse er gået op i røg.. og skam... og foragt. Og mon ikke også hendes pas på mystisk vis kun siger Australien nu. Det skulle ikke undre mig, hvis DR har den slags magt.

Så i år rocker vi den full on ananas i egen juice og sender en fucking viking afsted, for så desperate er vi åbenbart blevet. Det er ikke en vindersang (jeg synes i hvert fald det er den kedeligste sang nogensinde), men vi vil bare så gerne blive husket, bare en lille smule, om det så betyder, at vi bliver nødt til at slæbe et fucking vikingeskib med op på scenen. Whatever it takes! Altså så længe vi ikke rigtig vinder, for budgettet er tydeligvis stadig ret stramt.

Freaky Friday

Så havde jeg en fuldstændig fabulous fredag med Rikke, der egentlig startede som en "hey, skal vi ikke lige spise frokost sammen", og endte med, at jeg først kom hjem engang om natten. Vi spiste på Burger Anarchy og jeg gjorde noget, som jeg normalt ikke gør... Jeg prøvede noget nyt, og lærte derfor, at jeg virkelig, virkelig ikke kan lide lam. Men nu ved jeg det i det mindste! Og heldigvis spiste jeg også andre dyr, så jeg gik ikke sulten derfra.

Vi så også X-Factor, som der hjemme hos Rikke foregår under ultra skarpe såkaldte demokratiske beslutninger om hvem der skal stemmes på, og hvem der ikke skal stemmes på. Man SKAL blive enige, for Mads og Rikke er nu sammensmeltet så meget til én person, at de kun stemmer fra én telefon, men hvis man så alligevel ikke kan blive enige (hvilket skete i fredags, hvor Mads og jeg ikke gav en fuck for ham håndværkeren) så er det alligevel altid Rikke, der tager den endegyldige beslutning. Det er faktisk et utroligt nemt system.

Vi drak drinks, både dem som man kender og dem som nok aldrig slår igennem (Gin Hass Mokaï), og vi snakkede og sang med på the Greatest Showman soundtrack og alt godt fra pop-rock playlisten. Det var en helt perfekt fredag.

How to Tinder

Nå ja, så skete der jo også det, at jeg skrev et meget sofistikeret tweet om, at mit Tindermatch havde tilføjet mig på Snapchat, men at jeg umiddelbart ikke kunne sende et billede af mig selv, fordi jeg det meste af tiden ligner en hjemløs. Dette blev ikke alene forvekslet med et relativt dybt selvrealiseringsspørgsmål omkring selvtillid og selvværd (guys, jeg skriver altså bare dumme jokes på internettet. Please lad være med at analysere noget som helst af det jeg skriver... Har slet ikke lyst til at kende konklusionen på dét), men mit Tindermatch begyndte fandme at følge mig, og har derved også med 100% sandsynlighed set mit tweet om ham, og muligvis nogle af de 7000+ andre tweets, som jeg har skrevet (dog ikke om ham).

Jeg nåede jo helt panisk at tænke "fuck, håber ikke, at jeg har skrevet noget dumt", men kom så i tanke om, at jeg jo udelukkende skriver dumme ting, og nu ville han sikkert blive skræmt og derfor aldrig nogensinde lære, hvilken elegant og stilfuld person jeg jo i virkeligheden er.

Gudskelov besidder jeg jo alverdens charme (det har I sikkert alle sammen lagt mærke til), og det viser sig, at dét sagtens kan udligne et par tusinde retarderede tweets. Jeg er derudover også ret sikker på, at det er lykkedes mig at overbevise ham om, at jeg altså ikke er rigtig hjemløs. Lige meget, hvad rygtet siger. Så alt er godt for nu!

Mand, jeg håber virkelig ikke, at han læser det her...


Men jeg har trods alt ikke været lige så uheldig som sidst, men det hænger nok også sammen med, at februar generelt bare har været pisse fucking kold, og jeg har opholdt mig ekstra meget indendørs, så det har trods alt været begrænset, hvor meget der kan gå galt.

Nu glæder jeg mig bare virkelig meget til at foråret får fingeren ud. Ikke mere sne. Det er marts for fanden.

Slacker Satellite anbefaler


The Plot In You - ONE LAST TIME
I forbindelse med et andet indlæg, som jeg arbejder på, faldt jeg tilfældigt over denne sang, og den er freaking awesome. Det er af en elegant blanding af Bring Me the Horizon og 30 Seconds to Mars.

When We First Met på Netflix
Romantisk komedie (med et twist). Jeg har allerede set den 2 gange. I have no chill.

Cobus (han sad bag trommerne på Busted's Pig Can Fly tour) har lavet dette cover af 30 Seconds To Mars' Closer To the Edge. Dette er en gammel video, men den holder fandme stadig!