søndag den 7. januar 2018

2017: It's a wrap

For mange er nytåret et symbol på et nyt kapitel; en frisk start, styret af forsætter, der helst skal sørge for, at man dette år - endelig - kan blive en bedre version af sig selv.

Man vil gerne tabe sig, eller eventuelt blive højere, så kiloerne fordeler sig bedre (jeg tror fx virkelig det ville pynte, hvis jeg bare lige voksede en lille meter i 2018). Man vil gerne rejse, læse bøger (dem man bliver klogere af og ikke kun IKEA kataloget), spise sundt, eller i hvert fald bare spise normalt (grillkylling via drop hører åbenbart ikke under denne kategori), få styr på sin hudpleje rutine i stedet for at fjerne makeup med sin hovedpude. På mystisk vis gro sundt og glansfuldt hår, men helst uden større indsats, for man er trods alt stadig en slacker, holde kontakten ved lige med de personer, som man faktisk giver en fuck for (det kan heldigvis tælles på én hånd, så minimal arbejdsindsats dér. Win) og måske, bare lige de næste 365 dage, undgå at tage sit fucking tøj på, på vrangen. Det kan vel for fanden ikke være så svært.

Så står man der, klokken lidt i midnat nytårsaften, og tygger lidt på det foregående år, der flyver forbi ens øjne, som et trafikuheld man egentlig ikke har lyst til at være vidne til, men som man alligevel ikke kan lade være med at stirre forskrækket på, og man tænker for sig selv - eller råber højlydt (alt efter, hvor meget man virkelig tror på det) - TIL NÆSTE ÅR FÅR JEG STYR PÅ ALT MIT FUCKING LORT.

Okay, to be fair, mit 2017 trafikuheld var ikke all bad. Mellem lugten af brændt gummi og brækkede knogler, var der faktisk øjeblikke, hvor jeg ikke sagde av.

Jeg startede for eksempel året ud med at tage til Sverige for at se Green Day, hvilket har været en drøm lige siden mit ungdomsværelse blev dekoreret med Green Day plakater og jeg fandt en kæreste, som min mor og jeg dengang var enige om sagtens kunne ligne en meget ung Billie Joe Armstrong, alene baseret på det grundlag, at de begge havde sort hår og gik med eyeliner.


Jeg startede i praktik på spillestedet Gimle, hvor jeg fik lov til at rode med PR og markedsføring, og det hele kulminerede med en tur til Roskilde Festival, hvor jeg, som fluen på væggen, chokeret iagttog den danske festivalskultur. Jeg brokkede mig over fællesbade og mødte Even fra SKAM.

Så lavede jeg enormt konstruktive (lol) vurderinger af vores hitliste musik, Melodi Grand Prix og Eurovisionog kunne konkludere, at det hele var lort.

Det var også året, hvor jeg deltog i Copenhagen Comics, stod 1 meter fra Keld og Hilda til Roskilde Handi Festival (og erkendte, at min rock and roll tilværelse havde peaket), slog lejr i ODEON, hvor jeg både så Carpark North, Gaffaprisen og Melanie C, og så endte jeg spontant i Amager Bio til en Arcturus koncert.


Jeg fandt også ud af, at bare fordi man synes, at Ed Sheeran skal stikke sine Nicholas Sparks kærlighedssange langt op i røven, så kan man altså stadig godt nyde det meste af hans koncert.

Så legede jeg igen Rita Rivejern på Mediemuseet til Harry Potter Festival, hvor jeg skulle skrive artikler med meget unge troldmænd og hekse, og jeg - ikke særlig pædagogisk - kom til at sige "fuck", hver gang en fjerpen drillede. How Muggle of me.

Jeg var til Tinderbox Band Battle på Studenterhuset, kiggede forbi til en enkelt torsdags koncert i Kongens Have, deltog i SPOT Festival, Grøn Koncert og befandt mig 2 gange på Kansas City, først til en svedig (bogstavelig talt) Red Warszawa koncert og derefter en fantastisk koncert med Teenage Love, som jeg snakkede ivrigt om længe efter.

Jeg var derudover også til Tinderbox Festival, hvor alle kvinder, ligegyldig alder, skreg som piskede grise over fucking Thomas Helmig og vi lærte, at det der glimmer man får i ansigtet, bliver sat fast med glidecreme.



Som prikken over i'et blev jeg af Fynske Influencers inviteret i Odense Symfoniorkester, for at overvære en fantastisk julekoncert, og inden de nåede at fortryde min invitation, deltog jeg i endnu et fantastisk event på Molotov, hvor vi fik drinks (og lidt flere drinks), og jeg endte en hyggelig aften med at have lidt (meget) besvær med at komme ud af overtøjet.
3 timer - og rigtig mange mærkelige og lettere filosofiske Snapchat videoer, hvor jeg snakker om døden og pelsjakker - senere, fik jeg da den skide jakke af.
Jeg har aldrig været så nervøs for at kigge på min telefon næste morgen...


2017 var også året, hvor jeg blev 24 år, jeg flyttede ind i en mega lækker lejlighed, holdt en indflytterfest, hvor intet blev ødelagt (fordi mine venner er fucking gode til at holde øje med mig). Jeg tog mine søskende med i BonBon-Land, jeg fik mit kursusbevis i Innovative Music Management og jeg festede med campingfolket i Sorø, da min farbror havde fødselsdag (og faldt i søvn på et stykke pizza). Jeg snakkede om min fremtid, og jeg brugte sommeraftener på at drikke vin indtil solen gik ned... og stod op igen.

Jeg lagde "kun" 59 billeder på Instagram, fordi jeg er virkelig dårlig til at huske at tage de der pæne billeder, der hører til der. Spørgsmålet er, om jeg overhovedet må have en profil, når nu jeg intet Royal Copenhagen ejer? Glemte at læse det med småt.

Til gengæld har jeg nok skrevet 500+ tweets, for at dokumentere mit utrolige spændende liv og jeg bliver nu fulgt af både Birkerød Torvedage, Birkerød Kulturnat, Ny Musik i Birkerød og Birkerød Byforum. Der er altså folk i Birkerød, der virkelig har fået øjnene op for mit kvalitetsindhold og det er dejligt med noget anerkendelse. Specielt når nu Birkerød altid har været min målgruppe.

Så har jeg lyttet til 30.398 minutter musik på Spotify alene, anmeldt 21 albums, været i biografen 10 gange (og kun en enkelt gang sat mig på et biografsæde vådt af tis. Den må by the way godt komme ned på 0 i 2018) og så har jeg vel spist omkring 300 pizzaer. Give or take.



Så det burde da have været et ret awesome år, ikke?
Jo, det er rigtigt. Det burde det.
Men jeg har følt mig mere forslået end nogensinde før.

Dette nytår havde jeg ikke lagt en velovervejet strategi for, hvordan mit liv skal udfolde sig i 2018, for det er noget jeg i forvejen har gjort igen og igen og igen, alle de gange jeg har ligget søvnløs i 2017.

Hver eneste nat beslutter jeg mig for, at i morgen bliver det bedre.

Jeg bliver bedre.

Ikke flere trafikuheld.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg dette år ikke været i stand til at nyde det jeg burde, og jeg har ikke bearbejde det jeg skulle. Det meste af året har jeg følt, at jeg været på flugt fra virkeligheden; besvaret alle seriøse spørgsmål med et skuldertræk, et grynt, eller en dum joke, i håb om, at spørgsmålet hurtigt ville forsvinde igen.

Jeg har været enormt sur, fordi jeg bliver ved med at spærre ben for mig selv. Jeg har været fortvivlet, opgivende og bange. Jeg har følt, at jeg har været en dårlig studerende, dårlig blogger, dårlig ven, dårlig søster og en dårlig datter.

Jeg har mistet 2 familiemedlemmer. Jeg har været mere ked af det end nogensinde før. Jeg har været bitter. Jeg har ikke haft det særlig godt.
Og værst af alt, så har jeg nægtet at snakke om det.

Men som en meget klog person (min mor) har sagt til mig, så bliver man sgu nødt til at tale om tingene, hvis det nogensinde skal blive bedre. Og min mor har altid ret.


På mit køleskab står der "Everybody needs a superhero" (ja, der står også, at jeg ikke må spise bacon og drikke cremelikør hver dag, for det har jeg åbenbart svært ved at huske), og jeg vil meget gerne bruge dette til at minde mig selv om, at det altså er okay, at have brug for andre. Det er okay, at sige, at man er ked af det. Og det er okay at tale om det, også selvom det ikke altid er rare ting man ligger inde med.

Det er en af de ting, som jeg gerne vil blive bedre til i år. Faktisk den eneste ting. At tale om det.

Jeg håber at 2018 bliver fyldt med ligeså mange fantastiske oplevelser som 2017, men at jeg denne gang vil kunne nyde dem meget mere. Jeg håber på færre tårer og søvnløse nætter, og i stedet vil jeg gerne smide mine penge på mere latter og flere succeshistorier. Jeg vil gerne tale om både de gode og dårlige ting. Og i stedet for bare at krølle mig sammen og blive sur på mig selv, når jeg føler, at jeg er ved at drukne, så vil jeg bede om hjælp. For det er okay.

Godt nytår.
Let's do this shit.

fredag den 29. december 2017

Album anmeldelser i 2017

Før vi snakker om aaaaalle de anmeldelser, som jeg gerne ville have skrevet, men aldrig nogensinde fik gjort noget ved (literally story of my life), så synes jeg, at vi skal snakke lidt om de anmeldelser, som faktisk blev til noget.


I 2017 skrev jeg 21 album anmeldelser. 

Jeg kan ikke rigtig vurdere om det er godt gået, for jeg har kun haft min blog et års tid, men jeg kan dog konkludere, at jeg aldrig har skrevet så mange anmeldelser før. SÅ HURRA FOR MIG! 

Den sidste halvdel af året har jeg været ekstrem dårlig til at blogge og det er derfor også haltet med anmeldelser, men det er der altså en virkelig god grund til. En grund som jeg også vil komme lidt ind på i mit 2017 wrap-up indlæg.

Men jeg vil dog sige, at jeg håber, at jeg får skrevet flere anmeldelser (og andre indlæg) i 2018. Album anmeldelser er ikke mine mest populære indlæg og det forstår jeg fandme godt, for 1. Jeg ved ikke en skid og 2. Jeg hører mest American Pie pop-rock, fordi jeg er emo forever og i Danmark har man for længst moved on fra det pjat. Men jeg vil altså stadig gerne lade som om, at jeg er totalt meget rock and roll med alle mine band t-shirts og Converse All-Stars. Præcis som 14-årige Kristine også ville.

Det ville nok i virkeligheden give mere mening, hvis jeg anmeldte en masse dansk musik, for jeg bør vel pushe de fantastiske danske artister, som vi har herhjemme, ikke? Men lige nu anmelder jeg musik, som jeg alligevel hører, for det andet ville betyde, at jeg skulle høre musik, kun for at anmelde det, og jeg er bange for, at det vil ødelægge min glæde for musik, og gøre mig endnu mere bitter, end jeg i forvejen er. Det vil jeg alligevel ikke risikere.

Jeg vil gerne være mere loveable end Treo.

Anmeldelserne er nok mine favorit indlæg at skrive, for det kræver, at jeg bruger mange timer på et album og en artist. Jeg lærer at sætte pris på nye ting og jeg lærer at forholde mig kritisk. Jeg hører derfor meget mere forskelligt musik, end jeg nogensinde har gjort før, og musik, som jeg før i tiden nok ville have sagt "det er ikke noget for mig" til, har jeg lært enten at værdsætte, eller konstruktivt nedgøre med samtlige grimme ord jeg kender. Jeg vil helst gerne elske så meget musik, som muligt. 
Undtagen Blak. Dén slags kærlighed kan man fandme ikke finde i mig. Heldigvis.

Til de personer, der trykker ind på en anmeldelse, også selvom det måske var en fejl (hahah, suckers) og i bedste scenarie måske endda læser mit lort og finder det en smule interessant, sjovt eller bare fucking dumt (jeg er ikke kræsen), vil jeg gerne sige tak.

Her er en liste over de 21 anmeldelser, som jeg skrev i 2017. Jeg gav i gennemsnit 3,3 pizzaslices ud af 5 til et album i år (such math, much genius), og det er jo dejligt med flere gode albums, end dårlige. Men jeg tror dog alligevel, at vi gemmer konfettikanonerne til 2018, der forhåbentlig bliver lidt mere imponerende, album-wise. Vi krydser i hvert fald fingre!

Godt nyt-musik-år.





tirsdag den 26. december 2017

Neck Deep - The Peace And The Panic (album)

I august udgav pop-punk gruppen Neck Deep deres 3. album, The Piece and the Panic (2017), der fortsætter i fodsporet på deres tidligere albums Wishful Thinking (2014) og Life's Not Out To Get You (2015). Neck Deep lander i kategorien klassisk pop-punk på niveau med New Found Glory og As It Is og jeg vil vædde med, at dem, der ikke lytter til denne slags musik, heller ikke vil kunne høre en skid forskel på de forskellige bands, men som den pop-punk connaisseur jeg nu engang er, kan jeg i hvert fald godt høre forskel. Det meste af tiden.

Sagen er den, at jeg synes sangene fra Neck Deep's tidligere albums ofte glider sammen til en pop-punk masse, som jeg ikke ville kunne skille ad, om det så galt mit liv. Der er selvfølgelig kun 2 tidligere albums, så jeg ville have 50% chance for at overleve. Det er måske endda bedre odds, end jeg har i det virkelige liv...

Hvor the Peace and the Panic (2017) mangler lidt af charmen fra guitarerne og den mere rå og uproducerede fremstilling, der netop gør, at vi kan kalde det "punk" med en milliard citationstegn omkring - selvfølgelig - så er sangene på det nye album til gengæld meget mere forskellige og bevæger sig rundt i et bredere spektrum af en genre, der ofte kan være meget gentagende, for det utrænede øre.

Hvor jeg jo rynkede på næsen af New Found Glory, der i år udgav et røvsygt album med absolut ingen tegn på fornyelse, så skal Neck Deep alligevel have ros for at forsøge sig med en anden lyd og de formår at runde alle hjørner og kanter, uden det hverken bliver for rodet eller anderledes - og det er ærlig talt enhver fans drøm. 


In Bloom er et godt eksempel på denne nye lyd, der har været inspiration til resten af albummet. Med den får vi et indblik i, hvordan melodierne har fået lov til at brede sig mere ud; med flere lag og mere personlighed og det opvejer heldigvis for at guitarerne nu er mere i baggrunden og mere finpudsede end tidligere. 

"Sometimes at night I let it get to me
And sometimes I'm sure it gets to all of us
And last night it had me down, I'm feeling numb
I can try but sometimes that is not enough"
- In Bloom

The Peace and the Panic (2017) tager dig på en tur gennem livets op- og nedture, gennem typisk punk-pop lyd krydret med fornyelse og forbedring, dog uden tegn på overraskelser.
Neck Deep har formået at lave et album, som jeg sagtens kan differentiere fra de tusindvis af andre bands indenfor samme genre, som jeg lytter til - Hvilket ærlig talt er imponerende.


Det her er ikke alene det bedste Neck Deep nogensinde har lavet, det er muligvis også et af de bedste albums indenfor genren, der er udkommet i år og hvis pop-punk fyldt med catchy melodier er dit fucking jam, så vil jeg klart anbefale at blive venner med mig, men derudover også give the Peace and the Panic (2017) et lyt, for det er helt sikkert tiden værd. Jeg synes i hvert fald alle bør lytte til In Bloom, som er min personlige favorit på albummet.

Top 3 bedste: In Bloom, Wish You Were Here - Heavy Lies.
Top 3 værste: 19 Seventy Sumthin' - Where Do We Go When We Go - Critical Mistake.

Neck Deep er til dig, der godt kan lide: As It Is - New Found Glory - With Confidence

mandag den 11. december 2017

Mandags Jam #12: Christmas Edition


Det er jul!

Jeg har skiftet mit 30 cm juletræ ud med et fucking 150 cm juletræ (nærmest ligeså højt som mig, much wow), når nu jeg endelig har pladsen til det pjat og jeg debatterer dagligt med mig selv, om jeg ikke bare kan have det fremme hele året rundt, for hold kæft det er hyggeligt!

Så har jeg købt nisser. Aaaalt for mange nisser. Jeg er vitterligt troldet i Netto midt om natten for at købe nisser. Flere gange. Dem ved kassen kigger lidt mærkeligt på mig, når jeg bare skal have for 50 kroner blandede nisser og ikke andet. Jeg må derfor konstatere, at jeg muligvis er den mest suspekte type man kan risikere at møde i Netto klokken 3 om natten.
I denne anledning blev hashtagget #LateNightNisseRun kreeret, men det rammer åbenbart ikke så stor en målgruppe, som jeg ellers havde forventet, for jeg er altså den eneste, der har været vanttig nok til at bruge det.

Mit nissebeklædte mesterværk
Men jeg tænker, at det er oplagt at bruge denne Mandags Jam til at bygge videre på playlisten med julemusik fra sidste år. Jeg har i år tilføjet 3 meget forskellige sange.

Hvilke julesange kilder jeres julekugler? 

Tom Fletcher - Afraid of Heights
Denne her er ikke på Spotify (endnu), men McFly's Tom Fletcher udgav sidste år en julebog, the Christmasaurus (som jeg endda anmeldte) og den blev så populær, at den både skal laves til film og musical. Jeg har købt albummet med sangene fra musicalen og det er den perfekte kombination af klassiske julesange, Disney og Tom Fletcher's magiske evne til at lave fantastisk musik. 

Gwen Stefani (ft. Blake Shelton) - You Make It Feel Like Christmas
Gwen har været meget ambitiøs i år og har lavet et helt julealbum, som jeg regner med at jeg anmelder snarest. I hvert fald inden jul. Måske. 
Denne er min yndlings fra albummet, som hun synger sammen med sin the Voice kollega og Sexiest Man Alive (åbenbart), Blake Shelton. Jeg venter jo hvert år på en sang, der definitivt kan vælte Mariah Carey's All I Want For Christmas af pinden og jeg føler lidt, at denne ville være en god konkurrent, omend Mariah nok kommer til at sidde på sin juletrone for evigt.

The Vamps - Hoping For Snow
Til alle ungpigehjerterne; her er nogle søde gutter, der synger en sød julesang. Live versionen, som er den eneste, der er på youtube, har sin charme, men jeg foretrækker studio versionen, som også er den jeg har smidt på Spotify playlisten. 

#ISurvivedSlackerXmas

mandag den 30. oktober 2017

Mandags Jam #11: Halloween Edition

En hurtig googlesøgning fortæller mig, at den 31. oktober er Halloween, eller Allehelgensaften. Jeg ved ikke helt om de to ting er præcis det samme and I don't really care. Det er noget med, at man mindes de døde og det er umiddelbart meget passende for Slacker Satellite, der kun er blevet holdt i live af franske bots, der åbenbart elsker min anmeldelse af Miley Cyrus' nye album.
Merci for alle sidevisningerne. 

Jeg fejrer ikke Halloween, men det er åbenbart blevet a thing her i Danmark. Som en irriterende amerikansk svulst, der vokser hvert eneste år. Lige nu er det ekstra åndssvagt, fordi vi bliver tvangsfodret med helligdagsrelateret slik og dertil pynt for hele 2 forskellige højtider på én gang og man kan nærmest ikke vade ind i et supermarked uden at skvatte i både græskar og julemænd. 

Vi bliver altså nødt til at arbejde på en bedre overgang fra det ene til det andet, for jeg har seriøs identitetskrise og forhøjet blodtryk af alt det lorte slik, der åbenbart følger med disse traditioner. 
I am only human, goddammit!

De første 3 år jeg boede i Odense, boede jeg i et fucking rækkehus omringet af børnefamilier og jeg var meget forvirret, da der pludselig stod en flok unger foran min hoveddør en oktober eftermiddag og sagde "slik eller ballade", som om det var det mest normale i hele verden. 
Øh undskyld, men hvis jeg skal give noget væk gratis, så skal jeg altså som minimum have en fucking sang. 

Nå, men nu er det 4 år senere og jeg venter stadig på denne såkaldte "ballade", som jeg dengang blev truet med. 
Fucking Halloween slackers.

Det kan godt være, at jeg blev snydt for min sang, men det skal I til gengæld ikke. Jeg har fundet et par sange, som med lidt god vilje, totalt meget kan gå som Halloween sange, og I må meget gerne - som altid - smide et par forslag, som jeg kan tilføje til listen!

Michael Jackson - Thriller
Obligatorisk Halloween sang. No explanation needed.

McFly - Transylvania
Musikvideoen er mærkelig, sangen er lidt mærkelig (men såååå fucking god!) og så hedder den Transylvania, og vi ved jo alle sammen godt, at det er der Dracula bor. Så bliver det vist ikke mere Halloweenie. Og ja, McFly har skrevet deres egen sangtitel forkert. 9 år senere og de har stadig ikke rettet det...

VAMPS - VAMPIRE'S LOVE
Ja og apropos vampyrer, her er en rockballade om en vampyrs kærlighed. Klaverspillet i den her sang er seriøst det bedste i hele verden. GIV MIG MERE!

Melanie Martinez - Mrs. Potato Head
Alle Melanie Martinez musikvideoer er decideret freakshows, men til gengæld er de aldrig nogensinde kedelige. Denne her er en af mine absolut yndlings sange lige nu. Tekst, beat, vokal; alt er perfekt. I musikvideoen har Martinez' bejler booket en tid hos en plastikkirurg og som man kan se på sedlen (tid 2:10), så skal hun opereres den 31. oktober, aka Halloween. 


#IDidNotSurviveThisMondayButCameBackAsAGhostBecauseItIsHalloween
#What