onsdag den 24. maj 2017

Linkin Park - One More Light (album)

Okay, for realz, det var hårdt at skrive den her anmeldelse... Eller ikke selve det at skulle skrive teksten, men mere forarbejdet. Det var fandme ikke sjovt og ekstremt hårdt at skulle holde sig vågen gennem alle 35 minutter denne snoozefest varede. Men nu gør vi det her, så vi kan komme videre and never look back.


En anmeldelse kræver jo, at man lytter et album igennem - og helst flere gange, så man er sikker på, at man får det hele med. Jeg tror, at jeg lytter albums igennem omkring 5-10 gange, når jeg anmelder, fordi jeg enten er i tvivl, hvor på min universelle pizza-skala albummet ligger, eller simpelthen bare fordi albummet er godt, so I need more (Ja, dét sker faktisk også).

Med Linkin Parks nye album One More Light (2017) er det en helt anden historie. Jeg er kommet (næsten) levende igennem 4 lytninger og nu kan jeg altså ikke mere. Det var nok for mig.
Siden The Hunting Party (2014), et af Linkin Parks mest heavy albums til dato, er de lige vendt 180 grader og i stedet gået så overdrevet meget pop, at Shawn Mendes virker som en rock and roll gud ved siden af.


Jeg har ærlig talt ikke noget imod det, når bands vælger at gå pop eller whatever. Det er ikke genren, der definerer kvaliteten af et værk og der er mange gode eksempler på bands, der er gået i en blødere retning med masser af succes (Paramore, Busted, Bring Me the Horizon). Hvad der til gengæld irriterer mig er, når man som band faktisk er i stand til at lave noget, der kan differentiere ens materiale fra alle de andres, men man alligevel aktivt vælger at smide sine "evner" ad helvedes til, for at lave PRÆCIS det samme lort, som resten af pøblen. Helt ned til de kedelige beats og intetsigende tekster. 

One More Light (2017) er det mest røvsyge album jeg har lyttet til i år og jeg vil faktisk godt vide, hvad fanden resten af bandet laver, mens Chester leger "the Chainsmokers vol. 2: Nu på sovepiller".
Altså, er der en, der har en guitar og lige gider prøve at fucking spille på den engang?! 

Og hvem fuck står bag de her tekster??????
Her er fx omkvædet til Invisible:

"Invisible
Invisible
Invisible
Invisible"

And I'm not even fucking kidding. Det må have været en svær nød at knække, hvad fanden de dog skulle kalde den sang. Creative masterminds indeed.

Derudover så var jeg lige ved at falde ned af stolen, da jeg hørte teksten:

"We all fall down
We live somehow
We learn what doesn't kill us makes us stronger"

Jeg tror, at der er en i bandet, der har søgt "life quotes" på tumblr og fundet 20 random resultater lavet af 13-årige pubertetskaotiske piger og sat dem sammen til én lorte tekst. Det er fandme ikke særlig kreativt. Hey Linkin Park, Kelly fucking Clarkson har ringet og hun vil gerne have sin tekst tilbage. Eller også vil hun gerne sige tak, for nu er hendes sang pludselig ikke den dårligste. 


One More Light, som måske er en af de bedre sange på albummet, kunne for eksempel starte som den stille ballade den nu engang er - og så bryde ud i guitarer og trommer for alle pengene og give os alle det klimaks, som vi så tålmodigt sidder og venter på de 4 minutter sangen varer. Men det sker bare aldrig. Den sang starter på bunden og somehow bliver den bare mere og mere kedelig. Hvordan er det overhovedet muligt? Wasted fucking potential.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det hele er super kedeligt; elektroniske beats, der lyder som cirka alt det andet skidt, der florerer rundt lige nu, samt Skrillex-ish elementer, som bare irriterer ens øregang mere, end det er til gavn. Kedelige og intetsigende tekster, der ellers skulle være "åh så personlige" ifølge Linkin Park. I'm not really feeling it. Det er en ekstremt flad fornemmelse at lytte til det her album og sangene ryger ind af det ene øre og direkte ud af det andet. Intet bliver hængende. Men det er måske alligevel også det bedste ved det her album.

Tillykke Linkin Park. I er ikke bare gået pop. I er gået så fucking mainstream og over the top generisk, at jeg virkelig har svært ved at tro, at dette album er skabt med andet i bagtankerne end, at nu skal der tjenes lidt penge. Der er absolut intet power eller inspiration at hente på jeres album. Jeres karriere har været en ren rutchebanetur lige siden I fik identitetskrise over, at I toppede jeres karriere i begyndelsen og intet I efterfølgende har gjort, har kunne få jer derop igen - og nu er I endelig nået fucking bunden.

Linkin Park har været igennem nu metal, rap, elektronisk rock og nu pop og man kan ikke længere bruge udtrykket "det lyder som Linkin Park", for de har ingen lyd. De er nået til det punkt, hvor de har fjernet alle instrumenter og mindeværdige øjeblikke fra deres musik and you know what, in the end it does really matter, for det her album er fucking lort.

Der er ikke så meget at sige - eller jo - vi ved jo alle sammen godt, at jeg kunne brokke mig i timevis og jeg løber aldrig tør for grimme ord. Men jeg vil ærlig talt ikke spilde ét minut mere på det her album.

Jeg tror, at jeg snakker på alles vegne, når jeg siger, at jeg fucking savner Hybrid Theory (2000) og det Linkin Park var i stand til at gøre med dét. Selv hvis det ikke lige var din kop te, så var det i det mindste anderledes, end alt andet. Jeg kommer aldrig nogensinde til at lytte til One More Light (2017) eller en eneste sang derfra igen. Så her! En sang fra Hybrid Theory (2000), ja vi kender den alle og så kan vi sørge lidt over det band, som vi måske engang elskede kunne lide, men som nu er truly gone for good. 

Top 3 bedste: ??? - ??? - ???
Top 3 værste: Nobody Can Save Me, Battle Symphony, Invisible 

Linkin Park er til dig, der godt kan lide: Twenty One Pilots - The Chainsmokers - Halsey


søndag den 21. maj 2017

DREAMCAR - Self-Titled (album)

DREAMCAR er den nye "supergruppe", der består af medlemmerne fra ska punk bandet No Doubt (minus Gwen Stefani) og forsangeren, Davey Havok, fra rockbandet AFI og de er gået sammen om at skabe et projekt, der lyder som intet af det nogle af grupperne tidligere har lavet og det er faktisk ikke særlig dumt. 

DREAMCAR albummet er nærmest en hyldest til 80'er New Wave der, på trods af at være et helt nyt projekt, stadig føles som en dosis nostalgi, for alle dem, der er fan af 80'er pop med alternative elementer. En blanding af the Cure og Pet Shop Boys, der møder Depeche Mode og White Lies.

Jeg tænker, at det er helt okay for Davey Havok at kaste sig over et andet projekt end AFI, hvis 10. album, der også udkom i år, skuffede mig ret meget. Det var lidt som om, at han var gået død i det (særligt teksterne var en fucking snoozefest), men hvis han har skrevet teksterne til et helt album for AFI og bagefter alle teksterne til DREAMCAR, så er der vel for fanden snart heller ikke mere at sige.

Der er stadig et strejf af AFI i DREAMCAR. Det er jo trods alt den samme vokal og samme mand, der har skrevet sangene. DREAMCAR er bare mere poppet og tilsat den velkendte 80'er synth og kick ass groovy basslines (bare lyt til omkvædet på the Preferred; det er altså smooth as fuck) og det passer perfekt til solrige sommerdage eller dage, hvor man ikke lige gider tænke for meget over alting (det er alle dage for mig).

Det er sådan et album, der fanger interessen hos den generation, der er vokset op med den her slags musik og der gik for eksempel ikke mange sekunder fra jeg satte On the Charts på (min ultimative yndlings sang på dette album), før min mor spurgte "hvem er det?!" 


Og ja, det er virkelig god baggrundsmusik. Det er nogle super catchy sange, som nok kan få de fleste til at bobbe hovedet i takt og på trods af 80'er lyden, så virker det stadig super moderne og relevant. Ja, ekstremt moderne, for det er den her stil og genre, der stormer frem lige nu. Ingen kan få nok af 80'er inspireret musik, men det er sgu nok fordi, at meget af det musik, der bliver lavet i dag sutter fucking røv. 

Albummet er crazy velproduceret, hvilket man også forventer, når bandet består af en gruppe mennesker, der har været i branchen, så længe som de har. Alle sangene "passer sammen" og der er ingen af dem, der er dårlige, men det er også på nippet til at blive en lille smule kedeligt. Når man når til sidste del af albummet, så har man ligesom hørt dét; det bliver ikke anderledes, der kommer ingen overraskelser til sidst og man tænker aldrig nogensinde "WOW!"

Det er sådan et album, der er pisse godt at gøre rent til (hvis man er typen der gør sådan noget), så man bare kan danse igennem hele processen, men det er til gengæld også et album, som jeg ikke tænker videre over, når jeg først har slukket for det.
Faktisk bliver alle sangene relativt hurtigt glemt igen. Men altså, jeg har jo også så meget andet i hovedet, der tager pladsen; vigtige matematiske formler, for jeg står ofte og akut udregner rumfang på ting og så skal man jo også kunne huske sin egen adresse og sådan noget pjat.
Enten bliver sangene glemt, fordi jeg skal huske alt dét, eller også bliver de glemt, fordi de bare ikke er ekstraordinære mindeværdige. We will never know.


En gang imellem føles teksterne for fremtvunget i stedet for at være et resultat af en kreativ process og det kunne sagtens bare være AFI sange, nu med anden lyd, og det er ærlig talt ikke særlig sindsoprivende noget af det. Man skal ikke forvente kuldegysninger og følelsesladet tilbageblik af at lytte til det her album.

I stedet skal man bare tage albummet for, hvad det er; et sjovt side-project, der kan minde dig om en tid, hvor musik muligvis bare var lidt bedre, med nogle iørefaldende gode melodier, der er glemt ligeså hurtigt, som når jeg går i Fakta uden indkøbsliste og evig og altid kommer hjem med kage i stedet for toiletpapir.

Jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til nogle af de her sange igen. DREAMCAR er det bedste No Doubt/AFI kunne komme med i 2017 og jeg håber ikke det bliver en engangsforestilling.

Top 3 bedste: On the Charts, Born to Lie, All of the Dead Girls
Top 3 værste: Ever Lonely, Show Me Mercy, After I Confessed

DREAMCAR er til dig, der godt kan lide: White Lies, Depeche Mode, Duran Duran

torsdag den 18. maj 2017

Harry Styles - Self-Titled (album)

Harry Styles er endelig gået fra dreng til mand med hans debutalbum, der giver ham lov til at gøre alle de ting, som han ikke fik lov til, mens han var fanget i One Direction; trompetbukser, lyserødt jakkesæt og old school rock and roll.

Mr. Styles er totalt klar til at blive en rockstjerne og der er tydeligvis hentet inspiration fra de største navne indenfor dette felt (Aerosmith, Pink Floyd og the Rolling Stones), men er det ikke også tusinde gange bedre, end hvis han var blevet inspireret af fucking Justin Bieber eller Jason Derulo? Jo for helvede! - Endelig en artist, der udfordrer mainstream musikken og går fuldstændig old school på instrumenter og lyd. Lidt a la den retning Miley Cyrus er gået med Malibu - og det var sgu da også på tide!

Særligt sange som Caroline, Only Angel, Kiwi og Woman fik mig til at sidde med åbenstående mund første (og muligvis også anden) gang jeg hørte dem. Lyden er hverken ren eller finpudset, nærmest en smule grumset, mens vokalen er rustik og lidt mudret. Væk er de elektroniske lydeffekter og de rene linjer. Det er altså rigtig musik det her; musik der skal spilles på en dunkel bar, fyldt med røg og brune farver, mens alle mændene tænker ”årh hvad, svedig guitar” og alle damerne tænker ”årh hvad, jeg bliver simpelthen nødt til at sidde på hans ansigt”.

Så er der balladerne, som fx Sign of the Times, hvor man straks får lyst til at smide Harry Styles op på en kæmpe stadion scene. Bare ham og et spotlight, mens man råber til alle tøserne, at nu skal de fandme holde kæft og bare lytte efter en gang, i stedet for altid at skrige som om der er ild i dem.
Når sangen når sit klimaks, så er man ikke i tvivl; lige meget om det er på dunkle barer eller i kæmpe arenaer, så hører Harry Styles altså til på en scene.


Hvis det er dét her Harry har gået og gemt på alle disse år, så ville jeg næsten ønske, at han havde slået op med 1D noget før, for jeg tror, at verden har brug for det her og det ville aldrig nogensinde fungere som et gruppeprojekt.

Og ja, Harry Styles vælter muligvis lidt rundt i genrerne på dette album (der er faktisk lidt af det hele), men jeg forstår det fandme godt. Forstil dig, at du har været tvungen vegetar i adskillige år, fordi du skal koordinere din kost med 4 andre dudes og pludselig er der frit valg på hylden i kødbutikken. Så tror jeg vist nok også, at jeg havde skreget ”EN AF HVER, TAK!”


I forhold til det musik One Direction lavede, så er det her energiniveau en hel del lavere. Man får ikke lyst til at dance all night to the best song ever (1D referencer, ih hvor jeg kan) og for nogle kan det måske godt virke en anelse kedeligt. Men det her er altså et album, der er båret af nogle helt andre elementer, end det One Direction gav os; Harrys eminente vokal og de fantastiske instrumenter, særlig 70’er guitarerne og blæseinstrumenterne, der lige pakker hele oplevelsen ind i en super sexet lyserød fløjlsindpakning.

"We haven't spoke since you went away
Comfortable silence is so overrated
Why won't you ever be the first one to break?
Even my phone misses your call, by the way"

Tekstmæssigt er albummet super smukt og hjerteskærende, men også en del simplificeret og gentagende et par steder. Men det er sådan set okay, for det er ofte de sange, hvor der instrumentalt sker utroligt meget og det giver en fin balance. Jeg bliver til gengæld fuldstændig hypnotiseret af alle de rigtige instrumenter proppet ind på det her album (mere af det, tak!) og det der blå veloursæt. Hold kæft det er frækt. Jeg smider lige et billede i bunden, du ved, til de sene nattetimer. Det var så lidt.   

Tillykke Harry Styles! Du har skabt noget, der virkelig skiller sig ud fra det musik, der hærger hitlisterne og du har endda gjort det rigtig godt. Du er tydeligvis usikker på, hvor du helt præcist vil hen med solokarrieren, men det her var en rigtig god smagsprøve på, hvad du er i stand til og jeg vil med glæde se dig vippe Ed Sheeran af pinden, som Englands musik-darling numero uno - Jo før, jo bedre!

Top 3 bedste: Kiwi, Only Angel, Sign of the Times
Top 3 værste: From the Dining Table, Sweet Creature, Two Ghosts

Harry Styles er til dig, der godt kan lide: Niall Horan – Ed Sheeran – John Mayer



tirsdag den 16. maj 2017

Paramore - After Laughter (album)

Paramore er tilbage! Med ny musik, ny genre, nyt line-up, ny frisure -  Ja, alt er fucking nyt og det er der intet galt i. Og dog, så skinner dette album ikke ligeså klart, så tidligere udgivet materiale og jeg tror, at denne genre stadig er en usleben diamant for Paramore. En dag kommer de til at mestre den til perfektion, men den dag er altså ikke i dag.


Jeg havde utroligt svært ved at sætte ord på dette album, for der er jo egentlig ikke noget i vejen med selve udførelsen, After Laughter er ekstremt velproduceret, men måske så velproduceret, at lidt af charmen forsvinder og man sidder tilbage med et ligegyldigt skuldertræk og tænker, at det var da fint nok... Men man havde jo egentlig forventet lidt mere.

Da jeg anmeldte New Found Glory snakkede jeg lidt om fordele og ulemper ved at forblive fast i sin genre og formular - og hvordan det også kan give bagslag, hvis man vender sine rødder ryggen.
Paramore er et rigtig godt eksempel på en succeshistorie om et band, der har valgt at ændre sin "lyd" fuldstændig. Fra pop-rock til synth pop, virker det som om, at All We Know is Falling (2005) er fra et helt andet band, end det der har produceret After Laughter (2017)

Næsten alt hvad Paramore udstråler er anderledes nu. Fra de energiske poppede sange, til det farverige albumcover. Paramore i sandhed gået en ny tid i møde - og dog, så bevæger vi os stadig rundt i et tekstunivers, hvor absolut intet er positivt. Lydmæssigt er det ikke et helt uventet skift, for hvis man har hørt Ain't It Fun eller Still Into You fra deres self-titled album (2013), så havde man måske lidt set det komme, at de var klar til at smide rockguitaren ad helvedes til og finde deres groove frem.


Men der er altså stadig masser af guitarer; det hele er bare blevet lidt mindre rock og lidt mere funk. Fra den super funky bass på Told You So, til catchy as fuck guitar riffs på Hard Times, så er det altså svært ikke at sidde og vippe foden i takt.

Hvis man fokuserer på den instrumentale del af albummet, så skriger det retro sommer og high waist bikini (ja, det kan et album sagtens skrige), men hvis man til gengæld begynder at lytte til teksten, så handler størstedelen af teksterne om hårde tider, ulykkelighed, om at overleve og komme videre. Det er en meget disharmonisk oplevelse. 

"You hurt me bad this time, no coming back
And I cried 'till I couldn't cry, another heart attack
If I lay on the floor, maybe I'll wake up
And I don't pick up when you call
'Cause your voice is a gun
Every word is a bullet hole
Shot a hole in the sun
If I never look up maybe I'll never notice"

For mig mangler mange af sangene noget power, specielt når teksterne består af så meget bitterhed, at man næsten skærer ansigt af det. Den glade synth pop virker en gang imellem malplaceret og kvæler nærmest budskabet i sangene.
Der kan selvfølgelig godt være noget poetisk over at tage nogle problematiske emner op til lyden af fucking xylofoner og 80'er pop. Det fungerer bare ikke helt for mig og jeg bliver mere bare rundtosset af de modstridende elementer.


Det er ikke alle sange, der er lige fængende og en gang imellem føler jeg, at jeg drukner i rodede melodier, der bare er en lille smule off. Paramore er muligvis stadig en mellemting af, hvad de plejede at være og hvor de gerne vil hen nu - til stor forvirring for mine ører.

Hayley Williams vokal er fantastisk, som altid og at Paramore er kommet så langt i deres karriere, er hovedsageligt til hendes fortjeneste. Men på dette album er hun til tider en smule skinger; på Idle Worship lyder hun næsten, som en skør person og enten er det et utroligt smart move i forhold til, hvor finpudset og snorlige den instrumentale del er, eller også komplementerer det overhovedet ikke hinanden. Jeg kan ikke finde ud af det, for igen, så føler jeg bare, at det her album er en lille smule off. Jeg kan dog ikke lade være med at lytte til Idle Worship, men jeg tror det er lidt som et færdselsuheld; det er svært at kigge væk. 

Hard Times blev hurtigt en ny yndlings sang - og jeg ville ønske, at resten af albummet havde samme effekt på mig, men det er bare ikke tilfældet. After Laughter er langt fra det bedste Paramore nogensinde har produceret og der er kun en håndfuld sange fra albummet, som jeg nogensinde kommer til at lytte til igen. Men jeg ser også det her album, som en overgang. En overgang til en ny genre og en ny tid for Paramore og derfor bliver det automatisk også sådan en "et skridt frem og to tilbage" situation.
Men altså, den her udgave af Paramore er trods alt bedre, end ingen Paramore.

Top 3 bedste: Hard Times, 26, Pool
Top 3 værste: Caught In the Middle, No Friend, Grudges

Paramore er til dig, der godt kan lide: Busted - DREAMCAR - M83

søndag den 14. maj 2017

Eurovision Song Contest 2017: Galt eller genialt?

Mit indlæg om Melodi Grand Prix 2017 kan læses lige her.

Så sad jeg der, lørdag aften og stenede Eurovision, mens jeg skrev noter, som en nørd, for derefter at stå tidligt op på en søndag, for lige at blogge om den fantastiske oplevelse (lol) det var. Jeg kan overhovedet ikke kende mig selv. Senere skal jeg også op at træne... Ring 112, det er vist på tide jeg kommer under opsyn for utilregnelig opførsel.


Nå, men udsatte I også jer selv for tortur i form af Eurovision Song Contest denne weekend? Hatten af for dem, der har set alle semi-finalerne. Jeg fatter ikke, hvordan I har kunne klare det. Er I okay?

Danmark kom jo gennem nåleøjet i år og udløste en lille smule håb i os alle sammen. Eller, ikke mig. For jeg er selvudnævnt pessimist og derudover så vidste jeg, at det ville blive en stensikker fiasko, allerede da jeg dækkede det danske Melodi Grand Prix. Ordret skrev jeg, at vi skulle drikke gravøl til Eurovision - og ja, en sørgelig 20. plads siger vist det hele. I freaking told you so. Ingen mængde charmerende mellemrum mellem fortænderne, eller kæmpe bryster kunne redde den søvndyssende og overhovedet ikke mindeværdige sang, som vi havde sendt afsted. 

Altså hvad fanden havde I regnet med? De andre deltagere troppede op med hestemasker, gorilla kostumer og dansende saxofonister - og dér havde vi Anja, helt alene på scenen, i alt for meget tøj, der sang en sang, som ikke engang vi danskere kan huske. GAB!

Forstil jer, hvilket cirkus det er at arbejde i garderoben til Eurovision og man skal sørge for, at alles lort nu også er til stede. Kjole - Kjole - Palliet suit (okay nu begynder det at blive mærkeligt) - Kjole - Hestemaske? - Flere pallietter - Kjole - GORILLA KOSTUME?! 
Tror vist nok, at der er en fortvivlet medarbejder, der har tænkt "Hvad fanden er det for en konkurrence, der skal afholdes?!" og bare rolig, dét tænkte vi andre også.

Eurovision har jo et dejligt budskab om, at diversitet er the shit og jeg skal da lige love for, at de fik trumfet dén igennem! Men i stedet for at tænke "Jaaaa, vi er alle sammen forskellige og det er okay!" *gruppekram*, så følte jeg mere det handlede om at samle så mange originaler under samme tag, som muligt. 
Altså ham den tykke med personlighedsspaltning, der sang en freaking duet med sig selv? Hvad fanden gik det lige ud på? Det var lige til den lukkede. 

Vi vil jo så gerne gøre det til en kæmpe fest, men altså for helvede, det er jo et vanvidsshow. Fra værter indsvøbt i palliet helvede og påklistrede falske smil, mens de forsøger at have en "sjov" og "spontan" ping-pong samtale mellem hinanden, på så dårligt engelsk, at de 30 sekunder underteksterne svigtede, var jeg helt lost, til jodlende miniskørter og svenskere på løbebånd, alt sammen tilsat glitter og fyrværkeri - VANVITTIGT SIGER JEG JER.

Vi kom lige alle sammen ned på jorden igen, da en publikummer løb op på scenen og, meget sofistikeret, trak bukserne ned, så hele verden fik lov til at se hans blege røv. So clever. Much fun. Stakkels røvmand blev straks tacklet af vagterne, men altså hvor fanden var vagterne henne, da Ukraine gik på scenen med en *gisp* rocksang. Jeg hørte helt tydeligt Ole sige, at Eurovision var "Europamesterskaberne i pop", SÅ KAN VI FÅ DEM NED FRA SCENEN. DE SPILLER DJÆVLENS MUSIK!

Der var styr på ingenting! VANVITTIGT SIGER JEG JER.

Så var der den deprimerende del, hvor sangene skulle have point. Hold kæft sådan noget lort tager lang tid og alle skal absolut ringe ind og sige et eller andet åndssvagt og derfor tvinge værterne til at sige fucking 42 gange "Ja ja, men hvem fanden skal have de 12 point?". De lignede nogle, der havde lyst til at hænge sig i deres palliet jakker til sidst.
Okay DR, hvad med at JEG tager den opringning næste år, så jeg kan få lov til at råbe "12 POINTS TO GRYFFINDOR!" og smække røret på.

Portugal vandt stort og lavede lige kontra på hele Melodi Grand Prix konceptet ved at sige, at det jo ikke handlede om fyrværkeri. Deres optræden var bare en mand, højst sandsynlig high as a fucking kite (jamen, så I ham?!), der sang verdens kedeligste sang og det var det. Folk var vilde med det! Og så sad resten af deltagerne, dækket af glimmer, diverse kostumer og sved fra deres danserutiner og tænkte "ALL THIS FOR NOTHING?!" - Ja, jeg var også pænt chokeret.

Danmark fik næsten ingen point. Det var forfærdeligt at se på. Det var som at gå uforberedt til eksamen. Man ved jo godt, inderst inde, at man ikke kommer til at klare det særlig godt, men man håber alligevel på et mirakel. Man håber, at man lige pludselig, mens man sidder og piller lidt i den grønne dug og prøver på at sige et eller andet semi-intelligent, forvandler sig til et geni, der bare har styr på det hele og underviser og eksaminator rejser sig op, med stående bifald og poppende champagneflasker, mens de spørger, "Hvor kom den viden fra?!" og man siger "Ja, det ved jeg heller ikke!" og ind kommer den dansende saxofonist, for han var da meget skæg.

Men i realiteten er det meget usædvanligt, hvis man forvandler sig til et geni midt i kampens hede og lige meget, hvor meget man prøver, så er det sjældent, at man kan fremmane et pensum man aldrig har læst. Underviser og eksaminator siger mere end ofte bare, at man skal komme igen til reeksamen, med skuffende miner og ingen tegn på hverken bifald eller champagne, hvor end længe man lige bliver hængende i tilfældet af, at de måske bare har glemt det. Det har de ikke.

Anja, du kan ikke få lov til at gå til reeksamen i Eurovision. There's no such thing. Men bare rolig, vi er ikke vildt skuffede, for vi vidste jo godt - inderst inde - at der skulle et mirakel til, hvis det skulle gå godt og om en uges tid, så har vi alle sammen heldigvis glemt alt om det her igen.