fredag den 30. marts 2018

Single Talk: In Memoirs - This Is The Sound


Da This Is The Sound landede i min indbakke, studsede jeg kort over navnet Morten Fillipsen. 

Morten Fillipsen... Det navn har jeg altså hørt før.  
Er det mon den Morten Fillipsen, der i 2002 deltog i MGP med sangen "Du ikk' som de andre pi'r"?
Den sang, som min generation dansede til på børneværelset, aldrig gad give slip på, og derfor trak med ind på landets diskoteker, da vi endelig blev gamle nok til det? 
Den sang, som jeg første gang hørte, da jeg var 8 år gammel, og nu, i en alder af fucking 24, stadig har teksten smeltet fast til min hjernebark via uendelige mængder Smirnoff Ice og utålelig fællessang?

En hurtig googlesøgning siger: korrekt. 

Samme søgning fortæller mig dog også, at jeg i min evige MGP-rus fuldstændig har overset, at Morten Fillipsen siden 2010, har stået bag soloprojektet In Memoirs, der bl.a. beskrives som melankolsk og drømmende musik. Det er muligvis en meget vag beskrivelse, men den er til gengæld fucking spot on.


I dag udgiver In Memoirs så singlen This Is The Sound, og det første jeg tænkte på, da jeg lyttede til sangen, var "hjemsøgende", og vi snakker altså "er det en engel, eller fucking Morten Fillipsen, der synger"-hjemsøgende.
This Is The Sound er en ældre demo, der skal markere en ny start og en ny lyd for In Memoirs, hvilket så poetisk passer perfekt til teksten 

"This is the sound 
Of a new man 
A new start 
A new life 
Away from you"

Singlen er strippet for synth-poppen, der dominerede In Memoirs' anmelderroste debutalbum Love, Dream & Sunsets (2017), og angriber i stedet lytteren med en akustisk og ekstra sårbar taktik, der ærlig talt efterlader mig med en klump i halsen. På den gode måde.

Jeg ved ikke, hvad der skete med den åh så specielle pige fra 2002, der åbenbart ikke var som os andre, og om hun stadig er drivkraften bag Mortens sange; who the fuck cares. Jeg ved til gengæld, at jeg er fuldstændig fortryllet af den sarte og melankolske lyd på This Is The Sound, der til min store irritation roder med mit følelsesregister til det punkt, hvor jeg altså kan mærke opbygningen af sangen helt indeni, der hvor der ellers kun bør befinde sig spist pizza og spor af knuste drømme.

This Is The Sound efterlader mig med følelsen af håb og sært velbehag, og man simpelthen nødt til at lytte til sangen - altså virkelig lytte til den - for at forstå hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg i løbet af de 4 minutter og 50 sekunder sangen varer, føler mig fuldstændig at peace.

Det er en utrolig smuk sang, og jeg er virkelig glad for, at Morten valgte at støve den af og tilføre den så uendeligt meget liv, og jeg glæder mig til at høre meget mere fra In Memoirs i fremtiden!

søndag den 4. marts 2018

Slacker Sunday #3

Februar er overstået og jeg skal forhåbentlig ikke se flere billeder af fastelavnsboller på Instagram lige foreløbig. 

Det var ellers ret kritisk et kort øjeblik, hvor mit feed var blevet invaderet af så meget bagværk, jeg nærmest kunne mærke kalorierne komme snigende gennem skærmen. Af en person, der ikke spiser fastelavnsboller (ja, jeg er super kræsen, når det kommer til kage, men heldigvis har jeg godt kunne finde ud af at blive tyk alligevel, så no worries), er jeg alligevel blevet eksponeret overdrevet meget for den cremefyldte bolle. Det var lige før, at jeg følte det var en slags passiv-aggressiv gruppepres, og jeg var vitterligt 2 sekunder fra at skrige: "FINT, SÅ SPISER JEG EN FUCKING FASTELAVNSBOLLE!". Men vanviddet stoppede heldigvis inden jeg kunne nå at knække, og jeg kan nu ånde lettet op, for det er endelig marts, og fastelavnsboller er midlertidigt blevet fjernet fra alle bloggeres madpyramider og derved også mit Instagram feed. THANK GOD.

Men udover bagværks-spam, så er her noget af det, som jeg har oplevet siden sidst...


Let's go to the movies!

Jeg var med Lisa i biografen for at se Black Panther og den var super awesome! Fantastisk soundtrack, interessant kulturelt perspektiv og masser af bad ass kvinder. Udover enkelte plot-huller, manglende forklaringer og det faktum, at den vigtigste person i filmen, Black Panther, faktisk var den mindst interessante af alle karaktererne, så er det helt sikkert en film, som jeg kommer til at se igen.

Melodi Grand Prix på budget...

Så var det jo også i februar, at Melodi Grand Prix rullede henover skærmen, og jeg ville virkelig gerne have skrevet noget om det, som jeg gjorde sidste år, men altså hold kæft det var en skrabet fest. Jeg mener... der er fandme mere glitter involveret i mine selskaber, selvom jeg er på fucking SU, og jeg har altså modtaget snaps fra kommune-fester, hvor der var mere gang i den. "Juryrummet" som sidste år fandt sted i et kosteskab, var nu skiftet ud med billige klapstole på forreste række. Ja, der var fandme ikke engang råd til at få børnene til at komme ind og synge deres autotune-inficeret fællessang.

Det føltes ærlig talt mest som at være tvangsindlagt til verdens mindst relevante historietime (og så på en fucking lørdag), med uendelige mængder flashbacks, der lige skulle minde os om alle de andre ulidelige Melodi Grand Prix sange, der jo også har været med. Altså bortset fra sidste års vinder, som de gjorde en imponerende ihærdig indsats for absolut ikke at nævne. For Anja klarede det jo ikke særlig godt, så hele hendes Melodi Grand Prix deltagelse er gået op i røg.. og skam... og foragt. Og mon ikke også hendes pas på mystisk vis kun siger Australien nu. Det skulle ikke undre mig, hvis DR har den slags magt.

Så i år rocker vi den full on ananas i egen juice og sender en fucking viking afsted, for så desperate er vi åbenbart blevet. Det er ikke en vindersang (jeg synes i hvert fald det er den kedeligste sang nogensinde), men vi vil bare så gerne blive husket, bare en lille smule, om det så betyder, at vi bliver nødt til at slæbe et fucking vikingeskib med op på scenen. Whatever it takes! Altså så længe vi ikke rigtig vinder, for budgettet er tydeligvis stadig ret stramt.

Freaky Friday

Så havde jeg en fuldstændig fabulous fredag med Rikke, der egentlig startede som en "hey, skal vi ikke lige spise frokost sammen", og endte med, at jeg først kom hjem engang om natten. Vi spiste på Burger Anarchy og jeg gjorde noget, som jeg normalt ikke gør... Jeg prøvede noget nyt, og lærte derfor, at jeg virkelig, virkelig ikke kan lide lam. Men nu ved jeg det i det mindste! Og heldigvis spiste jeg også andre dyr, så jeg gik ikke sulten derfra.

Vi så også X-Factor, som der hjemme hos Rikke foregår under ultra skarpe såkaldte demokratiske beslutninger om hvem der skal stemmes på, og hvem der ikke skal stemmes på. Man SKAL blive enige, for Mads og Rikke er nu sammensmeltet så meget til én person, at de kun stemmer fra én telefon, men hvis man så alligevel ikke kan blive enige (hvilket skete i fredags, hvor Mads og jeg ikke gav en fuck for ham håndværkeren) så er det alligevel altid Rikke, der tager den endegyldige beslutning. Det er faktisk et utroligt nemt system.

Vi drak drinks, både dem som man kender og dem som nok aldrig slår igennem (Gin Hass Mokaï), og vi snakkede og sang med på the Greatest Showman soundtrack og alt godt fra pop-rock playlisten. Det var en helt perfekt fredag.

How to Tinder

Nå ja, så skete der jo også det, at jeg skrev et meget sofistikeret tweet om, at mit Tindermatch havde tilføjet mig på Snapchat, men at jeg umiddelbart ikke kunne sende et billede af mig selv, fordi jeg det meste af tiden ligner en hjemløs. Dette blev ikke alene forvekslet med et relativt dybt selvrealiseringsspørgsmål omkring selvtillid og selvværd (guys, jeg skriver altså bare dumme jokes på internettet. Please lad være med at analysere noget som helst af det jeg skriver... Har slet ikke lyst til at kende konklusionen på dét), men mit Tindermatch begyndte fandme at følge mig, og har derved også med 100% sandsynlighed set mit tweet om ham, og muligvis nogle af de 7000+ andre tweets, som jeg har skrevet (dog ikke om ham).

Jeg nåede jo helt panisk at tænke "fuck, håber ikke, at jeg har skrevet noget dumt", men kom så i tanke om, at jeg jo udelukkende skriver dumme ting, og nu ville han sikkert blive skræmt og derfor aldrig nogensinde lære, hvilken elegant og stilfuld person jeg jo i virkeligheden er.

Gudskelov besidder jeg jo alverdens charme (det har I sikkert alle sammen lagt mærke til), og det viser sig, at dét sagtens kan udligne et par tusinde retarderede tweets. Jeg er derudover også ret sikker på, at det er lykkedes mig at overbevise ham om, at jeg altså ikke er rigtig hjemløs. Lige meget, hvad rygtet siger. Så alt er godt for nu!

Mand, jeg håber virkelig ikke, at han læser det her...


Men jeg har trods alt ikke været lige så uheldig som sidst, men det hænger nok også sammen med, at februar generelt bare har været pisse fucking kold, og jeg har opholdt mig ekstra meget indendørs, så det har trods alt været begrænset, hvor meget der kan gå galt.

Nu glæder jeg mig bare virkelig meget til at foråret får fingeren ud. Ikke mere sne. Det er marts for fanden.

Slacker Satellite anbefaler


The Plot In You - ONE LAST TIME
I forbindelse med et andet indlæg, som jeg arbejder på, faldt jeg tilfældigt over denne sang, og den er freaking awesome. Det er af en elegant blanding af Bring Me the Horizon og 30 Seconds to Mars.

When We First Met på Netflix
Romantisk komedie (med et twist). Jeg har allerede set den 2 gange. I have no chill.

Cobus (han sad bag trommerne på Busted's Pig Can Fly tour) har lavet dette cover af 30 Seconds To Mars' Closer To the Edge. Dette er en gammel video, men den holder fandme stadig!

fredag den 23. februar 2018

Single Talk: 5 Seconds of Summer - Want You Back

Der er langt om længe landet en ny single fra de australske (tidligere) pop-punk drenge, 5 Seconds of Summer. Singlen er udkommet i dag, og jeg har været ualmindelig fucking hurtig.

Jeg har altid beskrevet 5 Seconds of Summer som en mere edgy version af One Direction, for på trods af guitarene, piercingerne og dramatiske hårfarver, så er det altså mere pop end det er punk, og jeg har altid følt, at deres bad boyband charme har været henvendt til en yngre målgruppe end den, som jeg nok befinder mig i (måske fordi drengene faktisk er yngre end mig *forsøger desperat på ikke at fokusere på, hvor meget mere de har opnået end mig*).
Dette har dog ikke forhindret mig i at nyde deres ungdommelige musik, og jeg har sågar deltaget i en enkelt af deres koncerter (hvor enormt unge piger besvimede på stribe det øjeblik adrenalinen begyndte at kicke in), så da bandet begyndte at tease en ny sang, var jeg faktisk ret spændt på at høre, hvad fuck de havde fundet på efter 2 års stilhed.

Og nu til de gode og dårlige nyheder...


Hvis edgy One Direction er dit fucking jam, og du henter din attitude og teenageoprør fra det som 5 Seconds of Summer tidligere har lavet, så bliver du muligvis meget skuffet.

Hvis du til gengæld, ligesom resten af verden, bliver ældre og en gang imellem har brug for at ryste posen lidt, så tror jeg, at du bliver virkelig for glad denne super catchy og enormt poppede kærlighedssang, der passer så perfekt til lydbilledet i 2018, at den er lige på grænsen til at forsvinde i mængden.

Want You Back bliver båret af klaver sektioner og en enormt sexet bas, mens guitarerne kommer som en dejlig overraskelse i det simple, men ret funkede omkvæd, der minder lidt om The 1975, eller den retning Busted gik med Night Driver. Lukes vokal får (som den eneste...) lov til at stå fuldstændig skarp og perfekt sårbar gennem hele sangen og det elektroniske tager heldigvis aldrig overhånd.

Want You Back er i den grad et skridt mod en mere moden og moderne lyd for 5 Seconds of Summer, og når den bliver spillet i radioen, vil folk helt sikkert antage, at det er en (ny og spændende) solist, og ikke et band, der står bag. Det er ikke den mest mindeværdige sang; der er intet revolutionerende ved endnu en poppet, synth-ish kærlighedssang, men den er til gengæld catchy as fuck og det er nærmest umuligt at sidde stille, når man lytter til den.

Want You Back er en blød overgang til indledningen af en ny æra for 5 Seconds of Summer, og jeg glæder mig til at høre, hvad de ellers har gemt i ærmet, 'cause I ain't mad at this.

søndag den 4. februar 2018

Sådan sammensætter man det perfekte outfit (musikblogger edition)

Jeg tænker, at der er rigtig mange, der gerne vil vide, hvordan man kommer til at se fly as fuck ud (ligesom mig), så derfor har jeg brugt helt ekstremt overdrevet lang tid på at udforme denne simple guide til, hvordan man sammensætter det perfekte outfit.

Det var så lidt.

Step 1:
Udvælg awesome band t-shirt.
Dette er det absolut vigtigste skridt og fundamentet for hele dit outfit.


Step 2:
Udvælg bukser. De skal helst være mørke som din sjæl, men dette er dog ikke overdrevet vigtigt, for no one gives a fuck, så længe du bare har awesome band t-shirt på (og man kan derfor slippe afsted med at eje like 3 par bukser. #Hustler)

OBS! Lige meget, hvor ligegyldige bukserne er, så skal de trods alt på, for ellers kaster folk skrald efter en.

Step 3:
Dette er muligvis den sværeste del, for det er her man skal lave en vurdering af vejret, og da vi bor i Danmark, arbejder vi med et spænd, der går fra "koldt" til "rigtig meget koldt".

Koldt: kun brug for awesome band t-shirt.
Meget koldt: langærmede sort bluse under awesome band t-shirt.
Rigtig meget koldt: udskift den langærmede bluse med hættetrøje (i emo worthy farver såsom sort, grå og vinrød) udover awesome band t-shirt. Her kan det forresten godt være svært at se, hvilket band man repræsenterer den dag, og det er derfor vigtigt at gå rundt og sige ting som "blink-182 rock" og "jeg vil føde dine børn, James Bourne".

Step 4:
Converse All Stars all the way.

Step 5:
Tag headset på. Evt. tilføj pizzaslice til valgfri hånd (begge hænder, hvis det skal være ekstra fancy såsom rød løber, premiere, eller galla). Gå udenfor. Rock and roll!


Med disse 5 simple skridt tager det mig kun 3 timer at gøre mig klar.
1 minut på at finde outfit.
2 timer og 59 minutter på at overtale mig selv til at tage bukser på og gå fucking udenfor.

Jeg håber dette kan bruges som inspirationskilde næste gang I skal udvælge det perfekte outfit. Mit tøj tiltrækker i hvert fald utroligt mange spørgsmål... Som fx "hvornår bliver du voksen, Kristine?" og "havde du ikke også de bukser på i går?".
Literally mit (perfekte) outfit 90% af tiden.
De resterende 10% sidder jeg i bar røv her hjemme.

torsdag den 1. februar 2018

Fall Out Boy - MANIA (album)

Fall Out Boy har i den grad bevist, de i hvert fald ikke er bange for at eksperimentere med deres lyd. Deres syvende album, MANIA (2018), er miles away fra pop-punk lyden, som de væltede frem med på deres debut album, Take This To Your Grave (2003) og min yndlings Fall Out Boy sang, Sugar We Are Going Down (2006).

Men MANIA (2018) er altså ikke et diskret stilistisk skift hen imod noget nyt, i et forsøg på at være lidt med på moden. Nej, MANIA er i stedet en omgang udefinerbar rod af lydeffekter og gentagende sangtekster, og udover Stumps meget genkendelige vokal (når han ellers kan få lov til at lyde som sig selv), så er der ikke mange spor tilbage fra det "gamle" Fall Out Boy. 

35 minutter vil jeg kalde en relativ kort album længde, men i Fall Out Boys tilfælde, føles det faktisk en anelse for langt. Når man først har hørt de samme sætninger sunget igen og igen og igen og igen, og forsøgt at finde hoved og hale i lyde, der giver flere associationer til et virkelig dårligt syretrip, i stedet for musik, så vil man egentlig bare gerne have det overstået hurtigst muligt.


Den første single, Young and Menace, som er en kombination af rock og EDM (på ecstasy), har jeg haft svært ved at sluge fra begyndelsen. Fra Britney Spears referencen "oops, I did it again", til det fuldstændig forfærdelige omkvæd, hvor Stumps vokal, som er overdynget med stemmeforandrer, skifter mellem Askepot mus og dæmon, synger ordene "young and menace" i en uendelighed, til jeg er ved at kaste fucking op. 

Så er der HOLD ME TIGHT OR DON'T, hvor meget af sangen består af na na na na na na (beklager gutter, det er kun Blink, der kan slippe afsted med den) og Stumps vokal lyder irriterende anstrengt gennem hele sangen. Det er dog ingenting i forhold til sangen, Wilson (Expensive Mistakes), hvor det faktisk nærmest lyder som om, at han synger decideret falsk. Og hvordan fuck de har fået Patrick Stump til at lyde som om han ikke kan synge, er mig en gåde.


Når vi rammer de sidste sange på albummet, bliver vi smidt igennem en blanding poppet kirkemusik, blues og elektronisk reggae, bare lige for at være sikker på, at alle når at blive rigtig rundtossede.

Hvis jeg skal sige noget positivt, så kan jeg virkelig godt lide nummeret The Last Of The Real Ones (som også findes på min top 30 sange fra 2017), og det er nok også det tætteste vi kommer på at få et strejf af Fall Out Boy, som vi husker dem.

Det der giver mest mening på dette album, er faktisk navet MANIA, for det her album er i sandhed utilregnelig, men ikke på den måde, hvor man bliver positiv overrasket, hver gang en ny sang begynder, men nærmere på den måde, hvor intet længere giver mening, eller er behageligt for ørerne. MANIA (2018) er all over the place, overproduceret, underligt og rodet.

De kunne sagtens have dyppet foden i noget mere eksperimenterende end klassisk pop-punk, men de valgte i stedet at dykke, head first, direkte ned i kaosset med en forhåbning om, at de nok ikke ville drukne. But they did.
Der er intet i dette scenarie, der føles gennemtænkt. Det hele er for meget og man aner ikke, hvilke af de 5 milliarder lyde hver sang indeholder, man skal fokusere på. Det er næsten helt opslidende at komme igennem albummet, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke behøver lytte til det mere.

Toppen af poppen: The Last Of The Real Ones
It's a no from me: Resterende 9 sange.

Fall Out Boy er til dig, der godt kan lide: Imagine Dragons - All Time Low - Thirty Seconds To Mars